Under Den Kolde Krig blev Grønland et strategisk knudepunkt i kampen mellem Øst og Vest. USA etablerede flere militærbaser på den grønlandske iskappe, ofte uden at informere den lokale befolkning. Nogle af disse baser blev brugt til at lagre atomvåben. Andre husede hemmelige projekter, der først kom frem i lyset årtier senere. Grønlænderne blev holdt ude af beslutningerne, selvom baserne lå på deres jord.

Hvorfor Grønland blev så vigtigt for USA

Grønlands geografiske placering gjorde øen uundværlig i Den Kolde Krig. Øen ligger mellem Nordamerika og Europa, præcis på ruten mellem USA og Sovjetunionen. Enhver missil eller bombefly fra Sovjetunionen til USA ville passere over eller tæt på Grønland.

USA så øen som en naturlig forpostlinje. Allerede under Anden Verdenskrig havde amerikanerne etableret baser på Grønland. Efter krigen fortsatte samarbejdet, men nu med et nyt formål: at overvåge og forsvare sig mod sovjetiske angreb.

Danmark var formelt set den suveræne magt over Grønland. Men i praksis havde København begrænset indflydelse på, hvad der skete på øen. USA forhandlede direkte med Danmark, ofte uden at inddrage grønlænderne. Dette skabte et mønster, der skulle vare i årtier.

Thulebasen bliver etableret

I 1951 indgik Danmark og USA en aftale om at bygge en stor militærbase ved Thule i Nordvestgrønland. Basen blev officielt kaldt Thule Air Base og skulle fungere som et radaranlæg og en lufthavn for strategiske bombefly.

Problemet var, at der allerede boede mennesker i området. En gruppe grønlandske familier levede af jagt og fiskeri omkring Thule. De blev tvunget til at flytte. Flytningen skete med kort varsel, og mange familier mistede deres traditionelle jagtområder.

Den danske regering præsenterede flytningen som nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager. Men grønlænderne blev aldrig rigtigt kompenseret for tabet. Først mange år senere, efter langvarige retssager, fik nogle af de fordrevne familier en form for erstatning.

Thulebasen blev hurtigt en af de største amerikanske militærinstallationer uden for USA’s egne grænser. Tusindvis af amerikanske soldater blev stationeret der. Basen blev udstyret med avancerede radarsystemer, der kunne opdage indkommende missiler.

Hvordan Thulebasen ændrede Grønlands forhold til USA for evigt er et vigtigt kapitel i denne historie.

Camp Century og det hemmelige projekt Iceworm

I 1959 påbegyndte USA et af de mest hemmelige projekter i Grønlands historie: Camp Century. Officielt blev det præsenteret som et videnskabeligt forskningsanlæg under isen. Men det sande formål var militært.

Camp Century var en underjordisk base gravet ind i isen. Den blev drevet af en atomar reaktor og kunne huse op mod 200 personer. Basen lå omkring 240 kilometer fra Thulebasen, dybt inde i isen.

Det hemmelige projekt hed Iceworm. Planen var at bygge et netværk af tunneller under isen, hvor USA kunne placere hundredvis af atommissiler. Missilerne skulle være mobile og kunne flyttes rundt i tunnelsystemet, så Sovjetunionen ikke kunne ramme dem alle på én gang.

Projektet blev aldrig fuldt realiseret. Isen viste sig at være ustabil. Tunnellerne kollapsede løbende, og det blev klart, at planen ikke var praktisk mulig. I 1967 blev Camp Century lukket ned.

Men Danmark og grønlænderne vidste ikke noget om Iceworm. De troede, at Camp Century kun var et forskningsprojekt. Først i 1990’erne kom sandheden frem, da hemmeligstemplede dokumenter blev offentliggjort.

“Camp Century var et eksempel på, hvordan USA og Danmark samarbejdede bag ryggen på grønlænderne. Det var vores jord, men vi havde ingen indflydelse.”

Atomvåben på grønlandsk jord

USA placerede atomvåben på Thulebasen. Dette var en del af den amerikanske atomare afskrækkelse under Den Kolde Krig. Bombefly udstyret med atomvåben patruljerede konstant over Arktis, klar til at angribe Sovjetunionen.

I 1968 skete der en ulykke. Et amerikansk B-52 bombefly med fire atombomber ombord styrtede ned nær Thulebasen. Flyet var på en af disse patruljemissioner, da der opstod brand ombord. Besætningen måtte nødevakuere, og flyet styrtede ned på isen.

Atomvåbnene blev ødelagt ved nedslaget, men de spredte radioaktivt materiale over et stort område. USA og Danmark iværksatte en oprydningsindsats. Tusindvis af tons forurenet is og sne blev fjernet.

Men ikke alt blev fundet. Dele af en af bomberne forsvandt under isen og blev aldrig lokaliseret. Dette skabte bekymring for, at radioaktivt materiale stadig ligger begravet i isen.

Ulykken blev holdt delvist hemmelig. Først mange år senere kom det frem, at der faktisk havde været fire bomber ombord, ikke tre som først oplyst. Dette rejste spørgsmål om, hvad Danmark og USA ellers havde holdt skjult.

Hvad skete der med de grønlændere, der blev tvangsflyttet fra Thule? er en historie, der stadig påvirker familier i dag.

Oversigt over de vigtigste baser

Her er en tabel over de mest betydningsfulde amerikanske militæranlæg på Grønland under Den Kolde Krig:

DYE-stationerne var en række radaranlæg placeret langs Grønlands kyst. De var en del af det såkaldte Distant Early Warning (DEW) Line system, der skulle advare om sovjetiske angreb. Stationerne blev bemandet af både amerikanere og danske teknikere.

Sondrestrom Air Base (nu Kangerlussuaq) fungerede som en vigtig forsyningsbase. Herfra blev udstyr og personel transporteret til de andre baser. Efter Den Kolde Krig blev basen overdraget til Grønland og fungerer i dag som en civil lufthavn.

Hvordan baserne blev holdt hemmelige

Danmark og USA samarbejdede om at holde mange detaljer om baserne hemmelige. Den danske regering vidste mere, end den indrømmede over for offentligheden. Grønlænderne blev holdt fuldstændig ude af loopet.

Der var flere årsager til hemmeligholdelsen:

• Militær sikkerhed: USA ville ikke afsløre sine strategiske planer for Sovjetunionen.
• Politisk følsomhed: Danmark ville undgå kritik for at give USA for meget indflydelse på grønlandsk jord.
• Kolonial tankegang: Grønlænderne blev ikke betragtet som ligeværdige partnere i beslutningsprocessen.

Først i 1990’erne, efter Den Kolde Krigs afslutning, begyndte hemmeligstemplede dokumenter at blive frigivet. Forskere og journalister kunne nu dokumentere, hvad der virkelig var sket.

Det skabte vrede i Grønland. Mange følte sig forrådt af både Danmark og USA. Baserne havde ligget på deres jord i årtier, men de havde aldrig fået lov til at have en mening om det.

Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? er et spørgsmål, der stadig debatteres.

Konsekvenser for grønlandsk selvstyre

De amerikanske militærbaser blev et vigtigt argument i kampen for grønlandsk selvstyre. Mange grønlændere så baserne som bevis på, at Danmark ikke respekterede deres rettigheder.

I 1970’erne og 1980’erne voksede den grønlandske selvstændighedsbevægelse. Baserne blev et symbol på kolonitiden og manglen på selvbestemmelse. Aktivister krævede, at Grønland skulle have medbestemmelse over udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I 1979 fik Grønland hjemmestyre. Men udenrigs- og forsvarspolitik forblev under dansk kontrol. Dette betød, at Grønland stadig ikke havde indflydelse på Thulebasen og andre militære spørgsmål.

Først med selvstyreloven i 2009 fik Grønland større indflydelse. Men Danmark og USA fortsætter med at samarbejde om Thulebasen uden fuld grønlandsk kontrol.

Fra koloni til selvstyre: 5 afgørende milepæle i Grønlands frigørelseskamp viser, hvordan baserne spillede en rolle i denne udvikling.

Sådan blev baserne bygget og drevet

Etableringen af baserne var en massiv logistisk operation. Her er de vigtigste faser:

1. Forhandling mellem USA og Danmark: Aftalerne blev indgået uden grønlandsk deltagelse.
2. Rekognoscering af området: Amerikanske ingeniører undersøgte isen og terrænet.
3. Fraflytning af lokalbefolkning: Grønlandske familier blev tvunget til at flytte.
4. Bygning af infrastruktur: Landingsbaner, bygninger og radartårne blev opført.
5. Bemanding og drift: Tusindvis af amerikanske soldater og civile blev stationeret på baserne.

Byggearbejdet var ekstremt udfordrende. Temperaturer på minus 40 grader og konstante snestorme gjorde arbejdet farligt. Materialer og udstyr skulle flyves ind fra USA eller Danmark.

Camp Century var særligt kompliceret. At bygge en base under isen krævede specialudstyr. Den atomare reaktor, der leverede strøm, var en af de første mobile atomreaktorer nogensinde bygget.

Miljømæssige efterladenskaber

Baserne efterlod betydelige miljøproblemer. Camp Century er et særligt bekymrende eksempel. Da basen blev forladt i 1967, blev alt udstyr og affald efterladt i isen.

I dag ligger der stadig:

• Dieselolie og kemikalier
• Radioaktivt affald fra atomreaktoren
• PCB og andre giftige stoffer
• Byggematerialer og skrot

Isen bevæger sig konstant. Forskere har advaret om, at Camp Century’s affald kan begynde at smelte frem i løbet af dette århundrede på grund af klimaforandringer. Dette kan forurene det omkringliggende miljø.

Der er stadig uenighed om, hvem der har ansvaret for oprydningen. USA mener, at Danmark overtog ansvaret, da basen blev forladt. Danmark mener, at USA stadig har et ansvar. Grønland er bekymret for konsekvenserne, men har begrænset indflydelse.

Thulebasen er stadig aktiv, men der er også her miljøproblemer. Olieudslip, forurenet jord og affald fra årtiers militær aktivitet er dokumenteret.

Almindelige misforståelser og sandheden

Her er nogle af de mest udbredte misforståelser om de amerikanske militærbaser på Grønland:

Mange danskere troede, at baserne kun var defensive radaranlæg. Men som Camp Century og atomvåbnene viser, var formålene ofte mere aggressive.

Den danske regering forsikrede offentligheden om, at alt var under kontrol. Men hemmeligstemplede dokumenter viser, at København ofte blev holdt i mørke af USA.

Retssager og erstatning

De grønlændere, der blev fordrevet fra Thule, har kæmpet for erstatning i årtier. I 1999 nåede de frem til Højesteret i Danmark, men tabte sagen. Retten fastslog, at flytningen var lovlig.

Men i 2003 kom der et gennembrud. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kritiserede Danmark for ikke at have givet de fordrevne en fair retssag. Dette førte til, at Danmark genoptog sagen.

I 2009 fik 28 familier en samlet erstatning på omkring 15 millioner kroner. Men mange mente, at det var for lidt og for sent. Flere af de oprindelige fordrevne var døde, inden de så erstatningen.

Retssagerne blev et symbol på kampen for grønlandsk retfærdighed. De viste, at selv årtier efter en uretfærdighed kunne der opnås en form for anerkendelse.

Thulebasen: Hvad skete der virkelig med de fordrevne grønlændere? giver en dybere forståelse af disse familiers skæbne.

Baserne i dag og fremtiden

Thulebasen er stadig i drift. Den fungerer nu primært som en radarstation, der overvåger rummet for missiler og satellitter. Basen er en del af det amerikanske missilforsvar.

I de senere år er der kommet fornyet international interesse for Arktis. Klimaforandringer åbner nye skibsruter og adgang til råstoffer. USA, Rusland, Kina og andre magter konkurrerer om indflydelse i regionen.

Dette har ført til diskussioner om at udvide eller modernisere Thulebasen. USA har investeret milliarder i at opgradere faciliteterne. Grønland har nu større indflydelse end tidligere, men Danmark har stadig det formelle ansvar for udenrigs- og forsvarspolitik.

Mange grønlændere er skeptiske over for fortsat amerikansk militær tilstedeværelse. De frygter, at Grønland igen vil blive brugt som brik i stormagternes spil uden reel medbestemmelse.

Andre ser økonomiske muligheder. Baserne giver arbejdspladser og infrastruktur. Men spørgsmålet om suverænitet og selvbestemmelse forbliver centralt.

Hvad vi kan lære af historien

Historien om de amerikanske militærbaser på Grønland under Den Kolde Krig lærer os flere vigtige ting:

• Suverænitet betyder ingenting uden reel magt: Selvom Danmark formelt ejede Grønland, havde København begrænset kontrol.
• Hemmeligholdelse skaber mistillid: At holde grønlænderne ude af beslutninger skabte varig vrede.
• Militære interesser kan overskygge menneskerettigheder: Fordrivelsen af thulebefolkningen blev accepteret af sikkerhedshensyn.
• Miljøproblemer varer længe: Forurening fra baserne vil påvirke Grønland i generationer.
• Retfærdighed kan tage årtier: Men vedholdenhed kan føre til anerkendelse og erstatning.

Hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse sætter disse læringer i en bredere kontekst.

Kilder til videre læsning

Hvis du vil vide mere om amerikanske militærbaser på Grønland under Den Kolde Krig, er der flere gode kilder:

• Danske Nationalarkiver: Har frigivet mange dokumenter om baserne.
• Grønlands Nationalmuseum: Udstillinger om Thule og Camp Century.
• Forskningsartikler: Mange historikere har skrevet om emnet.
• Dokumentarfilm: Flere film dokumenterer Camp Century og atomvåbnulykken.

Mange af kilderne er nu tilgængelige online. Det gør det lettere end nogensinde at få indsigt i denne vigtige periode af grønlandsk historie.

Basernes betydning for dagens Grønland

De amerikanske militærbaser fra Den Kolde Krig påvirker stadig Grønland i dag. Thulebasen er et konstant påmindelse om øens strategiske betydning. Miljøproblemerne fra Camp Century og andre baser vil kræve løsninger i årene fremover.

Men baserne har også styrket grønlændernes krav om selvbestemmelse. Erfaringerne fra Den Kolde Krig har vist, hvor vigtigt det er at have indflydelse på beslutninger om eget territorium. Dette har formet den moderne grønlandske politiske bevægelse.

De glemte stemmer: Grønlandske aktivister der kæmpede for selvbestemmelse før 1979 fortæller om de mennesker, der kæmpede for forandring.

I dag står Grønland ved en korsvej. Øen har større selvstyre end nogensinde, men står stadig over for pres fra stormagter. Historien om baserne minder os om, at suverænitet kræver både juridisk anerkendelse og reel magt til at træffe beslutninger.

De amerikanske militærbaser på Grønland under Den Kolde Krig var mere end bare militære installationer. De var symboler på kolonimagt, hemmelighedskræmmeri og mangel på respekt for lokale rettigheder. Men de blev også katalysatorer for forandring. Kampen for retfærdighed og selvbestemmelse, som baserne udløste, fortsætter den dag i dag.