I april 1941 underskrev USA og Danmark en aftale om militær beskyttelse af Grønland. Grønlænderne fik aldrig mulighed for at sige deres mening. Beslutningen blev truffet henover hovedet på dem. Det var starten på et mønster der skulle gentage sig gennem hele 1940erne og 50erne. Hemmelige forhandlinger. Lukkede møder i København og Washington. Mens grønlænderne levede deres liv på øen, blev deres fremtid forhandlet af andre.

Krigens første aftale i 1941

Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, stod Grønland pludselig alene. Den danske regering kunne ikke længere administrere øen. USA så en chance. Grønland lå strategisk perfekt mellem Amerika og Europa. Øen kunne blive et springbræt for tyske angreb på USA.

Henrik Kauffmann var Danmarks ambassadør i Washington. Han tog en drastisk beslutning. Den 9. april 1941 underskrev han en aftale med USA om beskyttelse af Grønland. Aftalen gav amerikanerne ret til at etablere militære baser på øen. København havde ikke godkendt aftalen. Grønlænderne vidste intet om den.

Kauffmann argumenterede for, at Danmark var besat. Han kunne ikke få instruktioner hjemmefra. Derfor måtte han handle på egen hånd. Hans beslutning blev senere anerkendt som lovlig. Men grønlænderne blev aldrig spurgt.

“Grønland blev behandlet som et stykke jord på et kort. Ikke som et sted hvor mennesker boede og levede deres liv.” – Historiker om 1941-aftalen

Hvorfor ingen grønlandsk stemme?

Svaret er enkelt. Grønland var en dansk koloni. Kolonier havde ingen politiske rettigheder. Grønlænderne kunne ikke stemme ved danske valg. De havde ingen repræsentanter i Folketinget. Beslutninger om Grønland blev truffet i København.

Det koloniale system fungerede sådan:

1. Danmark ejede Grønland som koloni siden 1721
2. Alle administrative beslutninger blev truffet af danske embedsmænd
3. Grønlænderne havde ingen formelle politiske kanaler
4. Selv lokale anliggender blev styret fra København

Det var ikke engang på tale at spørge grønlænderne. Systemet var ikke designet til det. Grønland blev set som dansk territorium. Befolkningen blev betragtet som undersåtter der skulle beskyttes og styres. Ikke som borgere med politiske rettigheder.

Aftalerne efter krigen

Anden Verdenskrig sluttede i 1945. Men de amerikanske baser forblev på Grønland. Den Kolde Krig var begyndt. USA og Sovjetunionen stod over for hinanden. Grønland fik ny strategisk betydning.

I 1951 kom den næste store aftale. Danmark og USA underskrev en forsvarsaftale om Grønland. Aftalen gav USA permanente rettigheder til militære anlæg. Den mest betydningsfulde konsekvens var Thulebasen, der ændrede Grønlands forhold til USA for evigt.

Aftalen blev forhandlet i hemmelighed. Den danske regering begrundede det med sikkerhedspolitiske hensyn. Information om basernes placering og kapacitet måtte ikke komme frem. Grønlænderne fik ingen indsigt i forhandlingerne.

Thulebasens oprettelse

Thulebasen blev etableret i 1951 i det nordvestlige Grønland. Området var beboet af inughuit. De kaldte stedet Uummannaq. Omkring 130 mennesker levede der. De jagede og fiskede som deres forfædre havde gjort i århundreder.

Amerikanerne ville have området til en luftbase. Basen skulle overvåge Sovjetunionen. Den skulle fungere som mellemstation for militærfly. Danmark sagde ja til planerne. Inughuiterne blev ikke spurgt.

I 1953 blev befolkningen tvangsflyttet. De fik besked om at forlade deres hjem. De blev flyttet til Qaanaaq, 150 kilometer nordpå. Mange familier mistede deres jagtområder. Deres sociale netværk blev brudt. Hvad der skete med de grønlændere, der blev tvangsflyttet fra Thule er en tragisk historie om manglende medbestemmelse.

Hvorfor blev det accepteret?

Flere faktorer gjorde at beslutningerne kunne træffes uden grønlandsk deltagelse:

• Kolonistatus: Grønland havde ingen selvstændig politisk status
• Sikkerhedspolitik: Den Kolde Krig blev brugt som begrundelse for hemmeligholdelse
• Paternalisme: Danske myndigheder mente at vide hvad der var bedst for grønlænderne
• Geografisk afstand: Beslutningstagerne i København havde begrænset kontakt med Grønland
• Manglende offentlighed: Pressen havde begrænset adgang til information

Det var en tid hvor kolonimagt blev accepteret. Mange europæiske lande havde kolonier. Ideen om at koloniers befolkninger skulle have medbestemmelse var ikke udbredt. Selvom FN’s charter fra 1945 nævnte selvbestemmelse, blev det sjældent praktiseret.

Sammenligning af de vigtigste aftaler

Den internationale kontekst

Grønland var ikke det eneste sted hvor lokalbefolkningen blev ignoreret. Stillehavsøer blev brugt til atomprøvesprængninger. Militærbaser blev etableret i Afrika og Asien. Koloniale magter traf beslutninger uden at konsultere de berørte.

Men det gør ikke Grønlands situation mindre problematisk. Tværtimod viser det et systematisk problem. Kolonier blev behandlet som ressourcer. Ikke som samfund med egne rettigheder.

USA’s interesse i Grønland var ikke ny. Allerede i 1867 overvejede USA at købe øen. I 1946 tilbød amerikanerne at købe Grønland for 100 millioner dollars. Danmark afslog. Men interessen viste hvor strategisk vigtig øen var. Hvorfor USA altid har været interesseret i Grønland handler om langt mere end militære baser.

Konsekvenserne for Grønland

De militære aftaler ændrede Grønland fundamentalt. Tusindvis af amerikanske soldater kom til øen. Moderne infrastruktur blev bygget omkring baserne. Grønlændere fik arbejde ved anlæggene. Men de havde ingen kontrol over udviklingen.

Baserne bragte modernitet. Men også problemer:

• Miljøforurening fra militære aktiviteter
• Social forandring i lokalsamfundene
• Tab af jagtområder og traditionelle leveveje
• Kultursammenstød mellem grønlændere og militærpersonale
• Følelsen af at være fremmed i eget land

Mange grønlændere oplevede at deres øs fremtid blev bestemt udefra. Det skabte frustration. Det nærede ønsket om selvbestemmelse.

Vejen mod politisk stemme

Det tog årtier før grønlænderne fik reel politisk indflydelse. Først i 1953 ophørte Grønlands kolonistatus formelt. Øen blev en del af det danske rigsfællesskab. Grønlændere fik valgret til Folketinget.

Men reelt blev de fleste beslutninger stadig truffet i København. Det ændrede sig gradvist. I 1970erne voksede kravet om selvstyre. Fra koloni til selvstyre gennemgik Grønland flere afgørende milepæle i kampen for politisk indflydelse.

I 1979 fik Grønland hjemmestyre. Det gav øen kontrol over mange interne anliggender. Men udenrigs- og sikkerhedspolitik forblev dansk ansvar. Derfor havde grønlænderne stadig begrænset indflydelse på militære spørgsmål.

Først med selvstyreloven i 2009 fik Grønland større medbestemmelse. Men fortiden kan ikke ændres. Beslutningerne fra 1940erne og 50erne blev truffet uden grønlandsk deltagelse.

Lærdommerne fra historien

Historien om NATO-aftalerne viser flere ting. For det første hvor magtesløse kolonier var. Selv beslutninger der fundamentalt ændrede deres samfund, blev truffet uden deres deltagelse.

For det andet viser det farerne ved at behandle sikkerhedspolitik som noget der står over demokrati. Hemmeligholdelse blev brugt som begrundelse for at udelukke berørte parter.

For det tredje illustrerer det hvordan stormagters interesser kunne overskygge lokale behov. USA’s strategiske interesser og Danmarks ønske om at bevare forholdet til amerikanerne vejede tungere end grønlændernes rettigheder.

Historien minder os om vigtigheden af selvbestemmelse. Den viser hvorfor det er afgørende at de berørte af beslutninger får indflydelse. Hvordan kolonitiden formede Grønlands kamp for selvbestemmelse er en fortælling om kampen for at få sin stemme hørt.

Moderne perspektiver

I dag ser vi anderledes på disse begivenheder. Vi anerkender at beslutningerne var udemokratiske. Den danske stat har erkendt fejl i forhold til Thulebasen. I 1999 fik de fordrevne inughuit erstatning efter en retssag.

Men anerkendelsen kom sent. For de mennesker der oplevede tvangsflytningen, kom den for sent. For de generationer der voksede op uden politisk indflydelse, ændrer det ikke fortiden.

Grønland står i dag ved et vendepunkt. Debatten om uafhængighed er levende. Mange grønlændere ønsker fuld selvstændighed. Historien fra 1940erne og 50erne spiller en rolle i den debat. Den minder om hvad der sker når andre bestemmer over ens fremtid.

Hvad historien betyder i dag

Beslutningerne fra 1940erne og 50erne former stadig Grønland. Thulebasen er stadig aktiv. Amerikanske militære interesser i Arktis er voksende. Klimaforandringer gør regionen mere tilgængelig. Det øger den strategiske betydning.

Men i dag har Grønland en stemme. Selvom Danmark stadig har ansvar for udenrigs- og sikkerhedspolitik, konsulteres grønlandske myndigheder. Beslutninger kan ikke længere træffes henover hovedet på grønlænderne.

Historien lærer os at demokrati ikke er selvfølgeligt. Det skal kæmpes for. Grønlændernes vej mod politisk indflydelse var lang. Den begyndte med anerkendelsen af at de aldrig blev spurgt om de aftaler der ændrede deres samfund. Den fortsætter i dag med kampen for fuld selvbestemmelse.

Når vi ser tilbage på hvorfor Grønland aldrig blev spurgt om NATO-aftalerne, finder vi ikke én simpel forklaring. Vi finder et system der ikke var designet til at lytte. Vi finder en tid hvor kolonimagt blev accepteret. Vi finder beslutninger truffet i krigens og Den Kolde Krigs skygge. Men vi finder også starten på en bevægelse. En bevægelse der insisterede på at grønlænderne skulle have indflydelse på deres eget lands fremtid. Den bevægelse fortsætter den dag i dag.