Vil S-SF kæmpe for strejkeretten i EU?
Socialdemokraterne og SFs partiledere Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har skrevet en fælles kronik under overskriften ”En aktiv og ansvarlig europapolitik”. Kronikken er i store træk identisk med de to partilederes nylige EU-politiske udspil for en kommende regering med de to partier.
– I store annoncer har Villy Søvndal på det seneste reklameret med, at ville ”sikre strejkeretten i EU”. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at kronikken overhovedet ikke giver et konkret bud på hvordan det skal ske, udtaler Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
– Pæne ord om den danske arbejdsmarkedsmodel er ikke nok, når strejkeretten er blevet undermineret af en række afgørelser ved EU-domstolen. Derfor har fagbevægelsen overalt i EU krævet en bindende social protokol til Lissabon-traktaten. Hvorfor indeholder S-SF udspillet ikke dette krav om en social protokol?
– Det er en kendt sag at Folkebevægelsen ikke deler Helle Thornings og Villy Søvndals EU-begejstring. Men jeg vil i det mindste opfordre dem til at kæmpe for strejkeretten og for en social protokol og i EU, sådan som deres faglige medlemmer ønsker, siger Søren Søndergaard
Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40