Vi skal ikke betale en krone mere til EU
Jean-Claude Juncker og EU-kommissionen vil have endnu flere penge i EU-bidrag fra medlemslandene. Men Danmark betaler allerede omkring 20 mia. kroner til EU om året, og vi får kun cirka 10 mia. kroner igen. Vi må stoppe EU’s vanvittige frås med vores skattekroner.
Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Efter briterne fik den glimrende idé at melde sig ud af EU, så har de høje herrer i Bruxelles fået et stort problem. Storbritannien har nemlig været nettobidragsydere til EU, så derfor efterlader Brexit et hul i EU’s finanser på mindst 9 mia. euro – eller 67 mia. kroner – hver år. Det er immervæk en slat.
EU skal i gang med en række svære forhandlinger om de flerårige budgetter. Men i stedet for at indstille sig på en ny virkelighed, opføre sig ansvarligt og bruge færre penge, så ønsker Jean-Claude Juncker og EU-kommissionen, at EU skal have endnu flere midler. Og penge kan kun komme et sted fra. Skatteydernes lommer. Vi skal alle betale endnu mere til EU, hvis Kommissionens får sin vilje.
I forvejen betaler Danmark allerede omkring 20 mia. kroner om året til Bruxelles, hvoraf vi kun får ca. 10 mia. kroner retur. Danske skatteydere bliver altså flået for ca. 10 mia. kroner om året, som kunne bruges på sundhed, velfærd og uddannelse. Vel at mærke ting, som vi selv ville have kontrol med og få gavn af.
I stedet ryger pengene ned til EU-systemet, som blandt andet bruger op mod en mia. kroner om året på det såkaldte rejsecirkus. I sin grænseløse visdom sender Europa-Parlamentet nemlig alle 751 parlamentarikere og flere hundrede ansatte fra Bruxelles til Strasbourg i 4 dage hver eneste måned året rundt. Tusindvis af mennesker skal have betalt togbilletter, hoteller og diæter – og det bliver alt sammen betalt af EU-borgernes skattekroner.
Og når vi taler om diæter, så vælter EU-parlamentarikerne og andre EU-topfolk sig rundt i helt grotesk høje diæter og lønninger, som er lysår fra de lønninger, som almindelige borgere modtager. De borgere som er blevet underlagt EU’s sparekrav de sidste mange år, og som i sidste ende betaler EU-gildet via skattebilletten.
Og nu vil Juncker og EU-kommissionen altså have fingrene i endnu flere af dine penge. Det må simpelthen stoppes!
(Dette indlæg blev først bragt i Avisen.dk)