Underskrifter for folkeafstemning om EU-medlemskabet afleveret
Folkebevægelsen har i alt indsamlet over 14.000 underskrifter for en folkeafstemning om EU-medlemskabet, og de er nu blevet afleveret til Folketingets Europaudvalg.
Folkebevægelsen mod EU har indsamlet 14.200 underskrifter for en folkeafstemning om EU-medlemskabet.
Underskriftindsamlingen blev iværksat i marts måned, og den har været en god anledning til at Folkebevægelsens frivillige har kunnet diskutere EU med danske vælgere.
Brev til Europaudvalg
Underskrifterne blev fredag den 18. november afleveret til Folketinget sammen med et brev til formanden for Folketingets Europaudvalg, Erik Christensen.
I brevet, som er skrevet af landssekretær Poul Gerhard Kristiansen og kampagnekoordinator Lave K. Broch, står der bl.a.:
”Afstemningen om retsforbeholdet sidste år viste, at et flertal af danskerne ikke ønsker mere magt til EU. Alligevel har EU gennem årene fået stadig mere magt og har i dag indflydelse på hovedparten af al lovgivning herhjemme. Det gælder på centrale områder som miljø, velfærd og udenrigspolitik. Vores finanslove skal et smut forbi EU, inden de kan vedtages i Folketinget.
På arbejdsmarkedet har EU-domstolen åbnet op for forringelser af faglige rettigheder og udbredt social dumping, og på miljøområdet kan vi ikke forbyde farlige stoffer, når de er godkendt i EU. Udenrigspolitisk begrænser EU-medlemskabet Danmarks muligheder internationalt.
Uden for EU har vi derimod friheden til at bestemme selv. Kort sagt, vi genvinder demokratiet.
Folkebevægelsen mener derfor det er på tide, at vi på linje med Storbritannien afholder en folkeafstemning om EU-medlemskabet.”
Folkebevægelsen vil gerne takke alle de mange frivillige, der har gjort en indsats i underskriftsindsamlingen.