Skip to content

Uenighed om EU´s energipakke sprænger den norske regering

Norske Centerpartiet vil ikke lade EU bestemme energipolitikken
Norske Centerpartiet vil ikke lade EU bestemme Norges energipolitik

Centerpartiet har forladt den socialdemokratisk ledede regering i Norge efter intern strid om tilslutning til tre direktiver i EU´s energipakke

Peter Raben
Medlem af Folkebevægelsen mod EU's landsledelse
31/01/2025

Centerpartiet har forladt den socialdemokratisk ledede regering i Norge efter intern strid om tilslutning til tre direktiver i EU´s energipakke

Hvem skal bestemme den norske energipolitik – EU eller Norge? Det spørgsmål har sprængt den norske regering. Centerpartier, der har haft otte ministerposter i mindretalsregeringen, trådte den 30. januar ud af regeringen ledet af Arbejderpartiet.

Centerpartiet, som blandt sad på den vigtige post som finansminister, var uenig med Arbejderpartiet om tilslutning til tre direktiver fra EU´s energipakke, der består af i alt 4 direktiver og 4 forordninger.

”Vi mener, at det er en fejl at knytte sig tættere til EU´s energipolitik”, sagde Centerpartiets leder Trygve Slagsvold Vedum til norsk tv´s nyhedsudsendelse som forklaring på partiets udtræden af regeringen. Han mener, at EU´s fjerde energimarkedspakke skal ses i sin helhed og ikke kun dreje sig om de tre direktiver, som regeringen har været uenige om at gennemføre i norsk lovgivning.

Vedum har også udtrykt kritik af, at statsminister Gahr Støre har advaret om, at 400.000 norske arbejdspladser står på spil, hvis de tre direktiver ikke gennemføres. Det opfatter Vedum som et forsøg på at skræmme og ser modsat Støre ikke noget aktuelt behov for at indføre de tre direktiver i Norge eller i øvrigt knytte Norge tættere til ”EU´s dysfunktionelle strømmarked og energipolitik”.

Norges energipolitik har igennem længere tid været et hedt debatemne, hvor Centerpartiet på flere områder har været uenige med regeringspartneren. Af hensyn til samarbejdet i regeringen har partiet haft svært ved at gå åbent ud med sine synspunkter, der også har en EU-kritisk dimension. Partiets slogan er ”Tæt på folk i hele Norge” og afspejler, at Centerpartiet nu som før er imod, at Norge melder sig ind i EU eller via EØS knytter sig for tæt til EU.

Hæmmer grøn omstilling

EU-modstanderne samlet i Nei til EU har med interesse fulgt debatten om energipakken, som den har opfordret til at nedlægge veto over for. Selv om pakken af EU kaldes en ”ren energi”-pakke, vil den tværtimod betyde, at Norge mister et vigtigt værktøj til grøn omstilling. Nej til EU mener, at pakken vil medføre højere priser på strøm, der er nødvendig for at gennemføre den nødvendige omstilling.

Nei til EU frygter også, at vedtagelse af direktiverne vil indskrænke det lokale demokrati på grund af krav om forkortede sagsbehandlingstider ved ansøgning om koncessioner, hvilket gør det sværere at udrede de miljømæssige konsekvenser. For at kunne følge plan- og bygningsloven er sagsbehandlingstiden i kommunerne i dag på 7 år, men ønskes af EU skåret ned til et eller to år afhængig af vigtighed.

Flere medlemmer til Nei til EU

Spørgsmålet om indførelse af de 3 EU-direktiver har også skabt bred debat i den norske befolkning, hvor mange er bekymrede over den afgivelse af magt til EU, som tilslutning til energipakken vil bevirke.
Det har Nei til EU også mærket i form af en tilgang af nye medlemmer – 110 nye medlemmer på få dage er det blevet til.

”EU-modstanden vågner til liv med debatten om afståelse af myndighed på energiområdet og den efterfølgende regeringskrise”, lyder det i en udtalelse fra organisations leder, Einar Frogner med et løfte om, at Nei til EU vil intensivere kampen mod de 3 EU-direktiver.

EU´s energipakke vil givetvis blive et vigtigt emne ved Stortingsvalget til september, hvor et internt splittet Arbejderparti med udbredt kritik af Gahr Støre i de aktuelle meningsmålinger står til tilbagegang – fra 26% ved sidste valg til 22%. Centerpartiet står dog også til markant tilbagegang – fra 13% til 6%, mens det ligeledes EU-kritiske Fremskridtspartiet står til at blive Norges næststørste parti.

Frem til valget fortsætter Arbejderpartiet som mindretalsregering baseret på stemmerne fra blandt andet Centerpartiet. Det støtter stadigt Gahr Støre som Norges statsminister og lovede på et pressemøde at være et sagligt og konstruktivt oppositionsparti, men også at være helt tydelig på ønsket om ”en ændring i strøm- og energipolitikken”.

Læs mere om EU´s energipakke på Nei til EU´s hjemmeside

Back To Top
Cookie-politik

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.