Opfattelsen blandt høgene i forbindelse med Ukrainekrigen har typisk været, at Tyskland er utroværdig og Ruslandsvenlig. Men spørgsmålet er, om man ikke skal se Tysklands ageren i en bredere kontekst? På den såkaldte Europadag den 9. maj talte den Tyske kansler Olaf Scholz i EU-Parlamentet. Her gjorde Scholz sig til fortaler for, at EU skulle overgå fra kravet om enstemmighed i udenrigs- og sikkerhedspolitikken til at træffe beslutninger med flertal. Dermed vil vetoretten forsvinde.
DEN TYSKE LOGIK
Kim B. Olsen fra Dansk Institut for Internationale Studier har i RÆSON i foråret skrevet en artikel om netop Tysklands fremtidige udenrigspolitiske ageren. Ifølge Olsen kan man selvfølgelig ikke se bort fra betydningen af den tyske fortid, når man skal forstå Tysklands ageren internationalt. Dog er den nuværende tyske politiske virkelighed måske nok så vigtig. Olsen peger bl.a. på, at det, som nogen opfatter som tysk tøven, i virkeligheden handler om, at Tyskland ikke vil lade sig blindt diktere ind i udenrigs- og sikkerhedspolitiske situationer, der ikke afspejler tyske interesser og ønsker. Olsen mener ikke, at Tysklands ageren i forhold til eksempelvis Ukrainekrigen viser et svagt og kaotisk Tyskland i splid med sig selv. Derimod viser den tyske ”Ukrainetøven” mere et Tyskland, der nu er så stærk en magt, at det ikke lader sig skubbe rundt af de andre store EU-lande, USA og Storbritannien. Olsen peger også på, at når Tyskland har besluttet sig konkret i forhold til Ukrainekrigen, så leverer de også. Det gælder f.eks. når det handler om Leopard 2 kampvogne. Tyskland er også sammen med Storbritannien ubetinget den største bidragsyder til Ukraines militære indsats. Den tyske logik, både når man holder den op mod det Kim B. Olsen skrev i RÆSON og den tyske kanslers budskab til EU-parlamentet 9. maj, er, at Tyskland er ved at definere sin egen nye sikkerhedspolitiske position i verden, og ikke mindst i Europa (og her tænkes ikke kun på EU!).
Scholz’ budskab i talen den 9. maj var, at Tyskland satser på EU. Det er jo ikke det samme som, at Tyskland underkaster sig EU. Med Storbritannien ude af EU og med en massiv tysk oprustning de kommende år, vil vi formodentlig se et Tyskland med EU-dirigentstokken i hånden i forhold til sikkerhedspolitikken. Ikke mindst hvis USA flytter sit fokus mere over på Kina og Fjernøsten.
FREMTIDENS FUSP?
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har allerede nu på Danmarks vegne underlagt sig den tyske udenrigsdirigentstok. Løkke orienterede den 21. april 2023 Folketingets Europaudvalg at han var indtrådt som observatør i en tyskledet ”vennegruppe” som arbejder for indførslen af flertalsafgørelser i EU. I den gruppe sidder foruden Tyskland også bl.a. Frankrig, Spanien og Italien. Altså i høj grad de store EU-lande. Lars Løkke Rasmussen har ifølge fagpressen.eu pointeret, at flertalsafgørelsernes indførelse skal ske på en måde, så det ikke kræver en traktatændring.
Det er jo givetvis fordi Løkke er bange for endnu en afstemning om EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP). Netop løftet om, at en dansk deltagelse i EU’s FUSP-del ville ske på et mellemstatsligt grundlag med vetoret, var et af ja-sidens centrale løfter under folkeafstemningskampagnen om dansk tilslutning i foråret 2022. Den folkeafstemning vandt ja-siden! Men meget tyder nu på, at det er nej-sidens analyse af fremtidens EU-militære samarbejdes grundlag, der vil afspejle den reelle virkelighed. Vi vil komme til at se et stadig mere overnationalt FUSP-samarbejde, hvor de enkelte lande vil være underlagt flertalsafgørelser. Vi har også set et EU-forslag om, at EU-landenes oprustning skal finansieres via fælles lånoptagning. Det vil konkret betyde, at den stigning af de danske forsvarsudgifter, som et flertal i Folketinget allerede har bestemt sig for, vil blive endnu dyrere for de danske skatteydere. Det vil det, hvis den fælles lånoptagning vedtages i EU, fordi de danske borgere, udover at betale for sin egen oprustning, også vil komme til at betale en del af andre, fattigere EU-landes oprustning.
Nu kan vi overveje hvilken helligdag, der næste gang skal afskaffes. Endelig vil vi også givet komme til at opleve Tyskland i en mere ledende rolle i forhold til udstikningen af retningen for EU’s FUSP. Det er ikke ensbetydende med, at Danmark automatisk vil blive underlagt en ekspansionistisk udenrigspolitik. Men det vil formodentlig være en politik, der har tyske politiske og økonomiske interesser i fokus.
