TTIP truer lønmodtagerne
Af Rina Ronja Kari, MEP, Folkebevægelsen mod EU og
Eduardo Chagas, Generalsekretær, Det Europæiske Transportarbejderforbund
EU vil handle sig ud af den økonomiske krise i en frihandelsaftale med USA. I den handel vil velfærd for almindelige lønmodtagere og forbrugere være til salg.
I år går forhandlingerne om den kontroversielle frihandelsaftale mellem EU og USA, også kaldet TTIP-aftalen, ind i den afgørende fase. 2015 er sat som deadline. Aftalens formål er at afvikle de såkaldte »tekniske handelsbarrierer« gennem en omfattende harmonisering af EUs og USAs regler.
»Teknisk« lyder uskyldigt, men der er intet uskyldigt over TTIP. I realiteten drejer TTIP sig om at fjerne eller svække regler, der står i vejen for modpartens økonomiske interesser.
En tilbagerulning af EUs og USAs forskellige regler til en fælles standard vil naturligvis betyde færre omkostninger og administration for virksomheder, der opererer og eksporterer transnationalt. Til gengæld vil det betyde mindre beskyttelse for arbejdstagere, forbrugere, miljøet, fødevaresikkerheden og demokratiet.
Ifølge EU-Kommissionen, som forhandler aftalen på vegne af EU, vil en aftale øge den samlede EU-økonomi med knap 120 milliarder euro om året (0,5-1 procent BNP-vækst) og samtidig skabe »hundredtusindvis af job«.
I kroner og øre betyder det ifølge Kommissionen, at aftalen vil sikre en dansk husstand 4.000 kroner ekstra om året i 2027 på grund af billigere eksport til og fra USA. Det lyder jo herligt. Desværre er det for godt til at være sandt.
Mange eksperter påpeger, at der er tale om en kolossal overdrivelse, som tenderer det fantasifulde. Selv Kommissionens egne studier peger på, at BNP-væksten kan komme til at ligge så lavt som 0,03 under aftalens indfasningsperiode på ti år, hvilket økonomer har beskrevet som en »beskeden« vækst.
Dertil kommer, at Kommissionen slet ikke forholder sig til TTIP-aftalens bagsider.
Studier, der har anvendt de samme regnemodeller som FN, forudser, at aftalens økonomiske omstrukturering vil lede til store jobtab. Eksempelvis viser et studie, at 600.000 arbejdspladser går tabt i EU som følge af TTIP. Nordeuropa bliver ramt hårdt med tab af over 223.000 arbejdspladser og et enormt lønpres.
Samtidig vil den øgede handel mellem EU og USA ske på bekostning af den nuværende handel mellem de europæiske lande, som vil styrte til jorden med op mod 30 procent.
Kommissionen anerkender, at nogle sektorer og brancher vil opleve jobforskydning som følge af TTIP. Men den anfører samtidig, at jobforskydningen ikke vil medføre arbejdsløshed, da Kommissionens modelberegning antager, at arbejdere øjeblikkeligt vil finde et nyt job i en anden og mere produktiv sektor.
Men lad os være realistiske. Så fleksibelt og mobilt er arbejdsmarkederne i EU overhovedet ikke. Det vil 26 millioner arbejdsløse europæere med garanti skrive under på. Meget få arbejdsmarkeder er så fleksibelt som det danske, ligesom muligheden for efteruddannelse og træning til nye sektorer er alt for sparsom rundt om i EU.
Det er naivt at tro, at lønmodtagere, som mister jobbet, kan finde et nyt fra den ene dag til den anden i en helt anden sektor, der kræver andre kompetencer.
Selv hvis vi accepterer Kommissionens påstand om, at en husstand i 2027 vil tjene 4.000 danske kroner ekstra om året på TTIP, er det på sin plads at stille det simple spørgsmål: Hvad er prisen?
Intet er gratis. Hvad enten vi kalder det harmonisering, deregulering eller forringelser af europæiske standarder udgør disse en betydelig trussel mod vores økonomi, vores miljø og vores sundhed.
To eksempler tjener som illustration: TTIP vil med al sandsynlighed underminere den fornuftige modstand, som findes i en række europæiske lande over for den kontroversielle udvinding af skifergas. Dermed bliver udsigterne til den grønne omstilling endnu længere.
Samtidig kan TTIP betyde, at tusinder af kemikalier vil kunne omgå testkravene i EUs kemikaliedirektiv REACH, som i forvejen er for slappe. Det vil naturligvis være til skade for både forbrugere og for industriarbejderes helbred.
Men det er ikke kun i EU, at befolkningen vil opleve forringelser. På den anden side af Atlanten vil den amerikanske regulering af finansmarkederne, som er strengere end i EU, sandsynligvis lide en stille død. Den store bank-lobby håber på at bruge TTIP som en affyringsrampe til et effektivt livtag på den skrappere finansregulering, som amerikanerne indførte i kølvandet på finanskrisen.
Den eneste garanti, vi har for, at harmonisering ikke vil føre til et transatlantisk ræs mod havbunden, er Kommissionens spinkle forsikring herom. Men det er jo ikke en reel garanti, men et spørgsmål om blind tillid.
Her skal man huske på, at hver eneste forhandling om aftalen foregår bag lukkede døre uden mulighed for indblanding for hverken folkevalgte eller befolkningen. Dermed kan denne tillid ligge på et meget lille sted. Dertil kommer, at TTIP vil forrykke forholdet mellem marked og demokrati på mindst to fronter:
Den ene front drejer sig om den udskældte bestemmelse, ISDS, der skal give private virksomheder ret til at slæbe stater og deres befolkninger gennem årelange og dyre tvistbilæggelsessager, hvis virksomhederne mener, at den lokale lovgivning er i vejen for deres profit.
På almindeligt dansk betyder det, at indfører vi en ny lov, der begrænser rygning, kan tobaksselskaber anlægge sag (og vinde mange penge i erstatning), fordi de må forudse at miste penge, når færre mennesker ryger.
På den anden front er ambitionen, at TTIP skal etablere et transatlantisk reguleringssamarbejde, som giver USA direkte indflydelse på lovgivning i medlemslande som Danmark. USAs embedsmænd skal fremover tages med på råd, hver gang EU eller et medlemsland påtænker nye regler, der kan have indflydelse på samhandlen.
For lønmodtagere er gevinsterne ved TTIP højst tvivlsomme. Det er truslerne desværre ikke.
