TTIP-modstander og EU-skeptiker ny formand for Labour
Labour har fået en ny mand i spidsen. En ny mand, der måske kan varsle, at partiet slår en på en mere EU-kritisk linje.
Den nye leder, Jeremy Corbyn, er nemlig ikke særligt begejstret for hverken EU-medlemskabet generelt eller den store handelsaftale, TTIP, som EU og USA er i gang med at forhandle færdig.
Jeremy Corbyn har blandt andet kaldt TTIP “NAFTA på steroider”.
Han mener blandt andet, at TTIP vil være en trussel mod det offentlige britiske sundhedssystem, arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse.
Derfor er TTIP også et emne, som Corbyn mener, bør fylde meget mere, når der diskuteres EU. Og netop nu diskuteres EU heftigt i Storbritannien, som ved en folkeafstemning senest i 2017 skal vælge EU til eller fra.
Kritisk overfor EU
Sidste gang briterne fik lov at stemme om medlemsskab af EU, dengang EF, var i 1975. Dengang stemte Jeremy Corbyn imod.
Storbritannien blev ligesom Danmark medlem af EF i 1973, men modsat danskerne fik briterne først lov at stemme om medlemsskabet to år senere.
Corbyn er ikke længere absolut modstander af EU, men snarere skeptiker og kritiker af den politiske linje i EU. I sommers formulerede han det i et interview med The Guardian således:
“Vi kan ikke være tilfredse med situationen i EU, som den er nu. Men det betyder ikke, at vi skal forlade EU, men snarere at vi skal blive og kæmpe sammen for et bedre Europa.”
Ny linje i partiet?
Valget er Corbyn som formand for Labour er dog stadig yderst interessant med EU-briller.
Her har Labours position indtil nu været et klar JA til fortsat EU-medlemsskab. Flere iagttagere af britisk politik mener dog at den position nu vil blive ændret.
Der spekuleres nemlig i, at Labour med Corbyn i spidsen vil gøre som i 1975 og forholde sig neutralt og fritstille sine medlemmer.
En ændring som måske vil kunne gøre udslaget i en forventet tæt folkeafstemning, når den kommer – måske allerede til næste år og senest i 2017.