Traktat-kritikeren Hollande fører
Søndag gennemførtes første runde af det franske præsidentvalg, hvor en halv snes kandidater stillede op. Vinderen af første runde blev, som ventet, socialdemokraten Francois Hollande, der vil have euro-traktaten – EUs såkaldte finanspagt – genforhandlet.
Hollande fik 28,6 pct. af stemmerne, mens Frankrings nuværende, borgerlige præsident Nicolas Sarkozy fik 27,2 pct. På tredjepladsen kom højrenationalisten Marine Le Pen med 17,9 pct. og på fjerdepladsen venstrefrontens Jean-Luc Mélenchon med 11,1 pct.
Stort set alle præsidentkandidater har udtryk kritik af EU på forskellige områder under valgkampen – ikke mindst Mélenchon. Ca. 60 pct. har stemt på kandidater, der er kritiske eller direkte imod euro-traktaten.
Hollande skal tale til den stærkt EU-kritiske Mélenchons vælgere i anden valgrunde, hvor de to kandidater med flest stemmer skal dyste. Den anden og afgørende runde finder sted søndag den 6. maj.