Træskopris til britisk nej-leder
Folkebevægelsens traditionsrige træskopris går i år til en fremtrædende britisk EU-modstander: Medlem af det britiske underhus Kelvin Hopkins, der har brudt med den officielle Labour-linje og stillet sig i spidsen for kampen for en britisk udmelding af EU.
Jeg håber, at Danmark og andre lande følger med os ud af EU!
Kelvin Hopkins, Labour Leave
Hopkins, som kommer fra venstrefløjen i Labour, er medlem af det britiske Underhus for partiet Labour og sidder i det britiske pendant til Folketingets Europaudvalg.
Han er samtidig en af de to formænd i den britiske nej-bevægelse Labour Leave.
“Det er en stor ære at modtage den traditionsrige træskopris her på jeres landsmøde. Danskerne og briterne har meget til fælles og har en lang venskabshistorie. Jeg håber, vi kan styrke de bånd i fremtiden,” sagde Kelvin Hopkins i sin takketale.
Prisen blev overrakt på Folkebevægelsens landsmøde i Gladsaxe.
Derudover lagde Hopkins vægt på, at han elsker Europa, men at EU er dårligt for demokratiet og dårligt for EU-landenes økonomier.
“Jeg er glødende eurofil, men jeg håber briterne stemmer for at forlade EU, så vi kan genopbygge vores demokrati og igen blive frie til at beslutte de love, som er gældende for os, og jeg håber, Danmark og andre lande følger trop,” sagde han.
Hopkins afsluttede sin tale med at sige, at vi har brug for, at demokratiet får en renæssance i Europa.
Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU’s internationale udvalg overrakte prisen til Hopkins med ordene:
“Kelvin Hopkins er en aktiv EU-modstander fra Labour, der er central i den britiske kampagne for udmeldelse af EU. Hopkins kæmper både tværpolitisk og gennem Labour for, at Storbritannien skal melde sig ud af EU. Der er ingen tvivl om, at han har gjort sig meget velfortjent til Folkebevægelsens internationale træskopris.”
”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“
Fakta: Træskoprisen
Folkebevægelsen mod EU uddeler hvert år på sit landsmøde den såkaldte træskopris. Prisen uddeles til en international og en dansk modtager. I år gik den danske træskopris til Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory.
Træskoene symboliserer evnen til at stå fast, og prisen gives til en dansk og en international modtager, som har stået særlig fast på EU-modstanden i det forgangne år.
Prisen er blevet uddelt siden 1986, og har således sit 30. jubilæumsår i år.