I 1953 blev 27 inuitfamilier fra Uummannaq ved Thule beordret til at forlade deres hjem med fire dages varsel.
Deres huse skulle rives ned. Deres jagtområder skulle overtages af den amerikanske luftbase. Familierne fik at vide, at flytningen var midlertidig, men de vendte aldrig tilbage.
Dette er historien om de Thulebasen fordrevne grønlændere, som blev ofre for stormagtspolitik under Den Kolde Krig.
I maj 1953 blev 116 inuitter fra Uummannaq tvangsflyttet 150 kilometer nordpå til Qaanaaq for at gøre plads til den amerikanske Thule Air Base. Familierne fik fire dages varsel, mistede deres bedste jagtområder og blev aldrig kompenseret ordentligt. Først i 1999 anerkendte den danske stat ulovligheden, men kampen for fuld retfærdighed fortsætter. Historien viser konsekvenserne af at træffe beslutninger om Grønland uden grønlandsk samtykke.
Hvorfor blev inuitterne fra Thule tvangsflyttet?
Den amerikanske luftbase ved Thule blev etableret i 1951 som led i NATO’s forsvarsstrategi.
Basen skulle fungere som et tidligt varslingssystem mod sovjetiske missilangreb. Den lå strategisk perfekt, men der var et problem.
116 grønlændere boede allerede der.
De levede i Uummannaq, et traditionelt inuitsamfund, hvor familierne havde boet i generationer. Området var rigt på sæler, hvalrosser og andre jagtdyr.
Men den amerikanske militær havde brug for området. Og den danske regering gav grønt lys uden at konsultere de berørte familier.
Den 17. maj 1953 fik familierne besked om, at de skulle flytte inden fire dage. Nogle kilder nævner kun 48 timers varsel.
De blev lovet, at flytningen var midlertidig. De blev lovet, at de kunne vende tilbage. Begge dele var løgne.
Hvordan foregik tvangsflytningen?
Tvangsflytningen af de fordrevne grønlændere fra Thulebasen fulgte et brutalt mønster:
- Familierne fik minimal varsel og ingen reel mulighed for at protestere
- De blev transporteret 150 kilometer nordpå til Qaanaaq med skib
- Deres huse i Uummannaq blev revet ned umiddelbart efter deres afrejse
Mange familier nåede ikke at pakke deres ejendele ordentligt. Værktøj, slæder og andre vigtige genstande blev efterladt.
Den nye bosættelse ved Qaanaaq var dårligt forberedt. Husene var simple og utilstrækkelige. Jagtforholdene var markant ringere end ved Uummannaq.
“Vi blev behandlet som om vi ikke eksisterede. Som om vores liv og vores rettigheder ikke betød noget. De rev vores hjem ned, mens vi stadig kunne se dem fra skibet.” – Udsagn fra en af de fordrevne familier
Flytningen skete i foråret, netop da jagtsæsonen var i gang. Familierne mistede deres bedste jagtområder på det mest kritiske tidspunkt af året.
Konsekvenserne for de fordrevne familier
De materielle tab var omfattende, men de sociale og kulturelle konsekvenser var endnu værre.
Familierne mistede adgang til deres traditionelle jagtområder. Ved Uummannaq havde de haft nogle af Nordgrønlands bedste områder for sæljagt.
Ved Qaanaaq var konkurrencen om ressourcerne meget større. Flere jægere skulle dele færre ressourcer.
De økonomiske konsekvenser var katastrofale for mange familier:
- Indtægter fra jagt faldt drastisk
- Mange blev afhængige af støtte fra myndighederne
- Traditionel levevis blev umulig at opretholde
- Sociale problemer som alkoholisme steg markant
Børnene voksede op uden den samme forbindelse til deres forfædres land. De gamle fortællinger om Uummannaq blev erindringer om et tabt paradis.
Mange af de fordrevne udviklede psykiske problemer. Depression og traumer gik i arv til næste generation.
Hvad lovede de danske myndigheder?
Den danske regering gav flere løfter til de fordrevne grønlændere, som aldrig blev indfriet.
De blev lovet, at flytningen var midlertidig. At de kunne vende tilbage, når basens byggearbejde var færdigt.
De blev lovet kompensation for deres tab. Beløbene var beskedne og kom sent eller slet ikke.
De blev lovet, at deres nye hjem ville være lige så gode som de gamle. Virkeligheden var en helt anden.
| Løfte | Virkelighed |
|---|---|
| Midlertidig flytning | Permanent fordrivelse |
| Fuld kompensation | Utilstrækkelige beløb, årtiers forsinkelse |
| Lige så gode jagtområder | Markant ringere forhold |
| Ret til at vende tilbage | Aldrig realiseret |
| Medbestemmelse | Ingen reel indflydelse |
Først i 1999 anerkendte Højesteret, at tvangsflytningen var ulovlig. Men dommen kom 46 år for sent for mange af de oprindeligt fordrevne.
Kampen for retfærdighed gennem årtierne
De fordrevne grønlændere og deres efterkommere har kæmpet for anerkendelse i over 70 år.
I 1980’erne begyndte de første sager mod den danske stat. Familierne krævede kompensation og retten til at vende tilbage.
Sagerne blev afvist flere gange. Myndighederne hævdede, at flytningen var lovlig og nødvendig.
I 1995 anlagde en gruppe af de fordrevne en historisk retssag. De krævede 500.000 kroner per person i erstatning.
Byretten afviste sagen i 1997. Men familierne appellerede til Højesteret.
Den 28. november 1999 kom dommen. Højesteret fastslog, at tvangsflytningen var ulovlig, men afviste alligevel kravet om kompensation på grund af forældelse.
Det var en bitter sejr. Anerkendelse uden retfærdighed.
I 2003 etablerede den danske regering en kompensationsordning. Hver berettiget person kunne modtage 500.000 kroner.
Men mange fandt beløbet utilstrækkeligt. Og procedurerne var komplicerede. Flere berettigede fik aldrig deres kompensation.
Hvordan Thulebasen ændrede Grønlands forhold til USA for evigt viser, hvordan denne hændelse blev et vendepunkt i grønlandsk politik.
Hvem var de fordrevne grønlændere?
De 27 familier, i alt 116 personer, var traditionelle inuitjægere.
De levede af sæl, hvalros, polarræv og andre arktiske dyr. Deres levevis var tilpasset de lokale forhold gennem århundreder.
Familierne havde navne som Qillaq, Avataq og Inuuteq. Mange af disse navne bæres stadig af efterkommerne.
De ældste blandt de fordrevne var født i slutningen af 1800-tallet. De yngste var spædbørn i 1953.
Nogle af jægerne var anerkendte for deres færdigheder. De kendte hvert hjørne af deres jagtområde. De vidste, hvor sælerne kom op, hvor hvalrosserne hvilede, hvor ræven gravede.
Den viden blev værdiløs ved Qaanaaq.
Kvinderne i samfundet havde deres egne roller. De syede tøj af skind, forberedte kød, passede børn og opretholdt det sociale liv.
Også deres arbejde blev forstyrret. De nye forhold krævede tilpasning, som tog år.
Hvordan huskes historien i dag?
Historien om de Thulebasen fordrevne grønlændere er blevet et symbol på kolonialismens overgreb.
I Grønland undervises børn om hændelsen i skolen. Den bruges som eksempel på, hvorfor selvbestemmelse er vigtig.
I Danmark er historien mindre kendt. Mange danskere ved ikke, at deres regering gennemførte en tvangsflytning af grønlændere så sent som i 1953.
Flere dokumentarfilm og bøger har fortalt historien. Den grønlandske kunstner Pia Arke skabte værker om tabet af Uummannaq.
Politiske bevægelser i Grønland bruger historien som argument for større selvstændighed. Fra koloni til selvstyre: 5 afgørende milepæle i Grønlands frigørelseskamp sætter tvangsflytningen ind i en større historisk sammenhæng.
Efterkommerne af de fordrevne holder mindet levende gennem fortællinger. De besøger det gamle Uummannaq, hvor kun ruiner er tilbage.
Internationale perspektiver på tvangsflytningen
Tvangsflytningen af inuitterne fra Thule er ikke et isoleret tilfælde.
Lignende hændelser fandt sted andre steder, hvor stormagter etablerede militærbaser. I Stillehavet blev øsamfund fordrevet for atomprøvesprængninger. I Alaska blev oprindelige folk flyttet for olieudvinding.
FN’s konventioner om oprindelige folks rettigheder blev først vedtaget i 2007. De kom for sent til at hjælpe de fordrevne fra Thule.
Men konventionerne anerkender nu, at oprindelige folk har ret til deres traditionelle lande. At de skal høres, før beslutninger træffes om deres områder.
Den grønlandske sag har inspireret andre oprindelige folk i deres kampe. Den viser både uretfærdigheden og mulighederne for at opnå anerkendelse.
Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret både Danmark og USA for håndteringen af sagen. Hvorfor blev Grønland aldrig spurgt om NATO-aftaler i 1940’erne og 50’erne? belyser det demokratiske underskud.
Hvad kan vi lære af historien?
Historien om de fordrevne grønlændere fra Thulebasen lærer os flere vigtige lektioner:
- Beslutninger om folks liv skal aldrig træffes uden deres samtykke
- Militære interesser må ikke overskygge menneskerettigheder
- Kompensation skal komme hurtigt, ikke efter årtier af retssager
- Kulturelle og sociale tab kan ikke måles i penge alene
- Historisk uret skal anerkendes, selv når det er ubehageligt
Hvad skete der med de grønlændere, der blev tvangsflyttet fra Thule? giver et dybere indblik i familiernes skæbne efter flytningen.
Sagen viser også vigtigheden af juridisk beskyttelse. Uden klare love om oprindelige folks rettigheder var de fordrevne grønlændere værgeløse.
I dag har Grønland større selvstyre. Men spørgsmålet om Thulebasen er stadig aktuelt. Basen eksisterer fortsat, og grønlandske politikere diskuterer dens fremtid.
Thulebasen i dag og de fordrevnes arv
Thule Air Base er stadig i drift. Den amerikanske militære tilstedeværelse er endnu større end i 1953.
Basen beskæftiger grønlandsk arbejdskraft og bidrager til den lokale økonomi. Men den står stadig på land, der blev taget fra inuitfamilier.
Efterkommerne af de fordrevne har dannet organisationer. De kæmper for yderligere anerkendelse og kompensation.
Nogle kræver retten til at vende tilbage og genopbygge Uummannaq. Andre fokuserer på økonomisk erstatning og kulturel bevarelse.
Den grønlandske regering har støttet deres sag. Men den har begrænset indflydelse over forsvarsanliggender, som stadig styres fra København.
Den skjulte historie: Amerikanske militærbaser på grønlandsk jord under Den Kolde Krig beskriver den bredere kontekst for militær tilstedeværelse i Grønland.
Spørgsmålet om de fordrevne grønlændere rejser også større spørgsmål om Grønlands fremtid. Hvem har ret til at beslutte over grønlandsk territorium? Hvem skal høres, når udenlandske magter ønsker adgang?
En uafsluttet historie
Historien om de Thulebasen fordrevne grønlændere er ikke slut.
Flere af de oprindeligt fordrevne lever stadig. De bærer minderne om Uummannaq og om den dag, hvor deres verden blev vendt på hovedet.
Deres børn og børnebørn kæmper videre for fuld retfærdighed. De kræver ikke kun penge, men også respekt, anerkendelse og retten til at definere deres egen fremtid.
Sagen minder os om, at historiske uretfærdigheder ikke forsvinder af sig selv. De kræver aktiv handling, ærlig anerkendelse og vilje til at rette op på fortiden.
For dem, der vil forstå Grønlands vej mod større selvstændighed, er historien om de fordrevne central. Den viser prisen ved at være et lille folk under større magters interesser. Og den viser styrken i at blive ved med at kræve retfærdighed, selv når det tager årtier.
