I Lissabon-traktaten blev der for alvor åbnet op over for et langt mere integreret forsvarssamarbejde inden for EU. Her et overblik over, hvad traktaten siger om militær og EU.
Af Sven Skovmand
Lissabon-traktaten tager et stort skridt i retning af at introducere et langt tættere militært samarbejde i EU, som viser EU’s ambitioner om at blive en militær stormagt.
Målsætningerne i traktaten er dermed milevidt fra det billede, som EU ynder at give af sig selv som en ‘fredens organisation’.
Militær under EU kommando og øget oprustning
Hvis vi kigger nærmere på traktaten står der således:
”Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt…”
Endvidere vil Lissabon-traktaten i princippet medføre en fælles EU-hær og øget oprustning:
Medlemsstaterne stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med henblik på at deltage til opfyldelsen af de mål, Rådet har opstillet… Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Agenturet for Udvikling af Forsvarskapaciteter, Forskning, Anskaffelse og Forsvarsmateriel (i det følgende benævnt »Det Europæiske Forsvarsagentur«) klarlægger de operationelle behov, og fremmer foranstaltninger til opfyldelse heraf…
Endelig står der i traktaten, at det europæiske forsvarsagentur skal kunne vurdere om medlemsstaterne yder nok til EU’s fælles militære indsats:
Det europæiske forsvarsagentur… har til opgave at bidrage til fastlæggelse af målene for medlemsstaternes militære kapacitet og vurdere om de kapacitetstilsagn, som medlemsstaterne har givet, overholdes…
EU’s militære målsætning
Disse afsnit fra Lissabon-traktaten indeholder tre punkter, som man skal lægge mærke til. Det første er, at EU ønsker at blive en stormagt og derfor skal have en væsentlig militær kapacitet.
Det andet er, at dette skal ske, ved at medlemsstaterne støtter de beslutninger, som EU træffer.
Det tredje er et krav om, at medlemslandene hvert år skal forbedre deres militære kapacitet. Og dette skal overvåges af et agentur, der skal sikre, at medlemsstaterne yder den fornødne indsats.
Når man læser teksten, forstår man udmærket, at EU’s regeringschefer blev enige om, at vælgerne ikke skulle have mulighed for at tage stilling til traktaten. Det ville jo med sikkerhed føre til, at den ville blive forkastet. I stedet valgte man altså at snige et integreret militært samarbejde ind ad bagdøren i teksten.
Hvad vil konsekvenserne være?
Men hvad kommer dette til at betyde, hvis det bliver virkelighed? I dag står EU af mange grunde svagt, og der vil nok gå nogen tid, før man vil have mod på at sætte den militære oprustning i gang.
Men det kan ændre sig. Der er allerede mange tegn i EU-systemet på, at dette kan ske. Og hvad gør vi så i Danmark? Kan vi sige, at vi i kraft af vores militære forbehold ikke kan støtte en oprustning af EU? Eller vil de andre kunne presse os til at gå med, hvis det er en udbredt opfattelse, at det er nødvendigt? På stående fod er det svært at danne sig et konkret overblik, for skiftende danske regeringer har ikke ønsket at meddele, hvordan man vil forholde sig til dette meget tænkelige scenarie. På den baggrund vil det være yderst relevant, at få jurister til at studere sagen og bede dem komme med en vurdering. Men da det næppe er sandsynligt, at EU-tilhængerne ønsker at gennemføre denne type undersøgelse, må vi andre sørge for, at det sker.
