Våbenproducenter og sikkerhedsfirmaer fra EU-lande har i årevis leveret våben, ammunition og overvågningsteknologi til lande, der vedvarende har krænket menneskerettighederne. Vi trænger til en åben debat om EU’s støtte til våbenindustrien
Af Lave K. Broch
Flere våbenproducenter i EU handler med lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Ifølge Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) er 30 af verdens 100 største våbenproducenter fra Europa, og våbenindustrien har mange lobbyister i Bruxelles. En lang række lobbyister udøver også indflydelse på nationale regeringer
Våben til diktaturstater
EU yder ifølge Security for Sale støtte til forskning inden for våben- og sikkerhedsindustrien for flere milliarder kroner om året, selvom mange europæiske virksomheder sælger våben, overvågningsudstyr og andre produkter til diktaturstater.
Dagbladet Information kunne i februar måned dokumentere, at der sågar er EU-lande – herunder Italien og Frankrig – som nægter at udlevere information om, hvor mange tilladelser de har givet til eksport af overvågningsteknologi og hvor til.
Våben og ammunition fra EU er blevet solgt til lande der vedvarende krænker menneskerettighederne f.eks. Syrien, Saudi Arabien og Israel.
Amnesty International har desuden påpeget, at terrororganisationen ISIS er kommet i besiddelse af våben produceret i EU-lande. Dette er dog ikke ensbetydende med, at europæiske våbenproducenter har solgt direkte til ISIS. ISIS har tilsyneladende erobret våbnene fra steder i Irak eller købt fra Iraks militærlagre via korrupte embedsmænd.
Historisk set har EU heller ikke noget at være stolt af. Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein, var storkøber af våben i EU, og han havde et venskabeligt forhold til den franske præsident. Dette på trods af Husseins overgreb mod den irakiske befolkning heriblandt kurderne og shiamuslimerne.
Israel køber også våben i EU på trods af dets ulovlige bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden, og et land som Saudi-Arabien, der ikke ligefrem er berømt for at respektere menneskerettighederne, er også et yndet eksportmarked for våbenindustrien i EU.
Dermed har EU gennem sin støtte til våbenindustrien i lang tid bidraget til en mere usikker verden og indirekte til at undertrykke menneskerettighederne.
Behov for kontrol og debat
Netop på denne baggrund burde der indføres strammere krav til overvågning af salg af våben.
Krigen i Syrien og Irak har betydet at hundredtusindvis har mistet livet, mens andre har spundet guld på tragedien, heriblandt våbenproducenter i EU-lande.
Der er behov for en åben og oplyst debat om EU’s våbenpolitik, og der er brug for en egentlig udredning af, hvem våbenproducenterne har solgt til, og hvilke våbentyper de har solgt.
At kalde EU for fredens projekt er åbenlyst absurd i dag. Det forekommer unægteligt paradoksalt, at EU omtaler sig selv som et fredsprojekt, der skal værne om menneskerettighederne, samtidig med, at man yder støtter til våbenindustrien, som sælger sikkerhedsudstyr, våben og ammunition til regimer, som netop undertrykker menneskerettigheder.
I stedet for at bakke op om en politisk institution, der har klare økonomiske interesser i våbenindustrien, så burde Danmark og de øvrige europæiske lande i stedet helhjertet støtte FN’s arbejde for at sikre menneskerettighederne, samt støtte FN’s indsats arbejde for fredsmægling i verdens konflikter.
Der findes desuden en global våbenhandelstraktat, som vi bør gøre alt vi kan for at bakke op om og udvikle. I FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne hedder det: “Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed”. Det skal vi altid kæmpe for.
