Tale ved demonstration for et frit Vestsahara

EU og Danmark deler ansvaret for, at Vestsahara stadig er besat af Marokko

Den 17/11/20 deltog Folkebevægelsen mod EU ved en demonstration foran den Marokkanske ambassade. Vi demonstrerede imod Marokkos besættelse af Vestsahara. Demonstrationen var arrangerede af organisationerne Global Aktion og Frit Vestsahara i lyset af bruddet på våbenhvilen i regionen. Læs mere om konteksten for demonstrationen på Global Aktions hjemmeside: https://globalaktion.dk/vestsahara/solidaritet-med-saharawierne/

Nedenfor kan I læse talen, som formand Susanna Dyre-Greensite holdt ved demonstrationen.

Formand Susanna Dyre-Greensites tale ved demonstrationen

Tak til Global Aktion og Frit Vestsahara for at arrangere demonstrationen her om et så vigtigt og desværre ofte overset emne som Marokkos besættelse af Vestsahara.

Det, vi skal forholde os til i dag, er grundlæggende et spørgsmål om ansvar.

Det marokkanske styre, hvis ambassade vi står uden for i dag, er ansvarlig for, at der i 2020 stadig findes en koloni i Afrika. Afrikas sidste koloni hedder Vestsahara.

Ansvaret for Vestsaharas fortsatte besættelse er nu ikke Marokkos alene. Det ansvar deles af en oftest passiv og til tider medskyldig omverden. Det ansvar deles af Danmark og af EU.

I EU kan man godt lide at tale om værdier og at EU repræsenterer gode værdier. Det kommer frem i skåltaler og pressemeddelselser. Lige nu hører vi meget om, at retsstatsprincipper skulle være en grundværdi for landene i EU – selvom vi endnu mangler at se en troværdig manifestation af det. For et års tid siden oprettede man en kommissærpost som hed Kommissæren for at fremme europæiske levevis – som bl.a. havde ansvaret for migration.

Og når EU skulle forlænge en aftale om fiskeri ud fra Vestsaharas kyst, stod der i de officielle dokumenter om aftalen, at den skulle fremme bæredygtigt fiskeri og ansvarlig udnyttelse af fiskeriressourcerne.

Det lyder jo som en rigtig god aftale. Og det synes dem der indgik den, nemlig Kongeriget Marokko og EU, nok også, at det er. Problemet er bare, at aftalen ikke kun omfatter Marokko og EU. Den omfatter også Vestsahara – et land, der slet ikke blev spurgt, om de ville være med. Det ville de jo nok heller ikke. Fiskeriaftalen indebærer nemlig, at fiskere fra EU kan komme og tømme vandene ud for Vestsahara for fisk – Saharawiernes vigtigste ressource – så lokalbefolkningen ikke har noget at leve af.

Hvilke af de fine værdier, EU påstår at stå for, repræsenterer denne aftale? Det kan ikke være en opbakning til retsstaten. En overholdelse af retsstatsprincipper ville kræve, at Polisario, Saharawiernes repræsentanter, blev hørt i processen. Det blev de ikke. Det kan vel næppe være en ansvarlig udnyttelse af fiskeriressourcerne.

Med aftalen forholder EU sig ikke blot passivt til, at der findes en koloni i Afrika. EU er aktivt med til at udnytte Vestsaharas kolonistatus ved at tjene på Vestsaharas ressourcer uden et retfærdigt bytte.

Fiskeriaftalen er ikke det eneste eksempel på EU’s understøttelse af Marokkos politik. EU betaler Marokko mange millioner kroner for at holde migranter uden for EU’s grænser. Uanset hvordan man vender og drejer på det, så understøtter de penge – vores penge – en besættelsesmagt.

Jeg startede med at sige, at det vi skal forholde os til i dag, handler om ansvar. Det gør det.

EU har et ansvar for, at Vestsahara fortsat er besat af Marokko. Det er et direkte ansvar – fordi EU profiterer på udnyttelsen af Vestsahara, og et indirekte ansvar – fordi EU støtter det Marokkanske styre.

Dermed har Danmark også et ansvar. I EU fører landene fælles udenrigspolitik. Det vil sige, at EU’s position over for Vestsahara også er Danmark.

Modsat et land som Sverige har Danmark ikke gjort de helt store protester mod den position og ligesom Sverige er Danmark med til at udføre den. Når der stilles kritiske spørgsmål til den Danmark regering om Vestsahara, kan Danmark løbe fra ansvaret ved at gemme sig bag EU’s vedtagelser. Det er ikke er et demokratisk land værdigt.

Den seneste udvikling i Vestsahara har medført et blodigt opgør mellem de Marokkanske styrker og Saharawiernes Polisiario. Polisario krævede selvstændighed ved at markere sig på en for Marokko vigtig handelsvej i Vestsahara. EU’s udenrigsminister Josep Borrell kommenterede forleden situationen ved bl.a. at ” insister[e] især på bevarelsen af fri bevægelighed og grænseoverskridende handel i El Guerguerat-området”. EU var nøje i ikke at provokere Marokko for meget ved sine udtalelser. Det er ikke at tage ansvar.

I dag må vi spørge os selv: Er det ikke på tide, at vi tog ansvar? Er det ikke på tide, at vi sagde fra over for besættelsesmagten Marokko? Er det ikke vores ansvar, vores forbandende pligt, at stoppe med at støtte, at Vestsahara stadig er Afrikas sidste koloni?

Det synes vi her i dag, at det er. Lad os blive ved med at insistere på det.