Tidligere overvismand: Trojkaen dybt ansvarlig for græsk krise

Af: Christen Sørensen, økonom og forhenværende overvismand.

Jeg er først og fremmest kommet her, fordi jeg er vred og indigneret over den behandling Grækenland og dets borgere udsættes for af dets Euro-partnere

En indignation og vrede der også har været årsagen til, at jeg netop har fået udgivet bogen: ”Den græske krise ”“ og Tysklands korsfæstelse af Europa” på forlaget Tiderne Skifter.

Jeg er også kommet her, fordi jeg er vred og indigneret over den meget ensidige fremstilling af den græske krise, som præger dansk dagspresse ”“ og desværre ikke mindst Danmarks Radio. Jeg håber min bog vil modvirke denne ensidighed.

Jeg er også kommet, fordi jeg er fortørnet over, at hovedparten af danske økonomer (bortset fra bankøkonomer) er tavse, selv om det formentlig er årtiers vigtigste økonomiske spørgsmål i Europa, hvordan den græske krise løses.

Det burde ikke i sådanne situationer være muligt at være neutral eller lunken. Som det anføres i Johannes Ã…benbaringen, kap. 3, vers 15-17, der i øvrigt blev skrevet på den græske ø Patmos: ”Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.”

Kan det siges klarere?

Jeg er endvidere ikke kommet for at holde en forsvarstale for den nye græske Syriza-regering, men jeg vil ikke undlade at nævne:

– At Syriza ikke har et medansvar for den græske krises opståen: det har først og fremmest de tidligere græske regeringer og de partier, der formede disse regeringer.
– Og jeg vil heller ikke undlade at nævne, at man desværre meget let får en højst ubehagelig fornemmelse af, at Euro-toppen synes at prioritere omstyrtning af Syriza-regeringen fremfor at bistå et medlemsland og dets borgere

Jeg er heller ikke kommet for at bortforklare, at det er grækerne selv og de tidligere regeringer, der har hovedansvaret for den nuværende krise.

Jeg er kommet for at gøre opmærksom på, hvad historien siger kan blive en konsekvens af den uforstandige og hårdhændede samt udsigtsløse sparepolitik, som Grækenland er blevet påtvunget af dets Euro-partnere, dvs. først og fremmest Euro-toppen, reelt kansler Merkel og præsident Hollande.

Som økonom bør man vide, hvad der kan ske, hvis et helt folk forarmes af en uforstandig politik, der ikke bidrager til en reel løsning, men først og fremmest skaber håbløshed.

Mellem krigsperioden er et rystende vidnesbyrd herom.

Som ung deltog det 20. årh. mest fremtrædende økonom John Maynard Keynes i fredsforhandlingerne i Versailles efter 1. verdenskrig. Keynes blev så oprørt over Versailles-traktatens uforstandige behandling af Tyskland, at han opsagde sin stilling ”“ han var øverste økonomiske rådgiver for den engelske regering under disse forhandlinger ”“ og skrev bogen The Economic Consequences of the Peace, der udkom i 1919 og i øvrigt allerede i 1920 i en dansk udgave: Freden og dens økonomiske følger.

Det følgende citat fra side 138-39 af den danske udgave, hvor det i stedet for Tyskland kan være tankevækkende at læse Grækenland, bør inddrages i denne sammenhæng:

”Den Politik, som ligefrem sætter sig som Maal at reducere Tyskland til Slaveri i en hel Generation, at degradere Millioner af Menneskers Liv, og at berøve en hel Nation for Lykke, vilde være afskyelig og foragtelig ”“ ja afskyelig og foragtelig, selv om den var mulig, selv om vi ved den berigede os, selv om den ikke saaede Forfald i hele den europæiske Civilisation. Nogle prædiker denne Politik i Retfærdighedens Navn. De store Begivenheder i Menneskenes Historie kender ikke et saa simpelt Retfærdighedsbegreb. Og om saa var, saa giver hverken Religionen eller den naturlige Moral Nationerne Ret til over deres Fjenders Børn at tage Hævn for Fædrenes og Herskernes Misgerninger.”

Skal Grækenland ”“ og ikke mindst yngre og endnu ufødte græske generationer – virkelig med Tysklands opbakning gennemgå det, som Versailles-traktaten påførte Tyskland, men som heldigvis i anden omgang blev stoppet, idet Tyskland både før og efter 2. verdenskrig i meget vidt omfang blev friholdt for krigsskadeserstatninger efter såvel 1. som 2. verdenskrig, ligesom landet blev hjulpet med Marshall-hjælp?

Dette var især en følge af, at det endnu stod i frisk erindring, hvad den uforstandige politik mod Tyskland med abnorme krigsskadeserstatninger, som de allierede havde tvunget Tyskland til at acceptere med Versailles-traktaten, havde ført med sig: nemlig grobunden for nazipartiets magtovertagelse.

Man indså om ikke før ”“ så dog efter 2. verdenskrigs gru ”“ at gældshåndhævelse kunne være direkte farlig, hvis dette fordrede en for hårdhændet sparepolitik med hertil hørende forarmning af folket, især når denne politik ikke kunne levere de lovede resultater.

Sammenhængen mellem hårdhændet sparepolitik og politisk ekstremisme blev meget klart anskueliggjort i Tyskland i mellem krigsperioden, da den hårdhændede sparepolitik med stærkt stigende ledighed blev virkeliggjort i Tyskland fra slutningen af 1920’erne i relation til Den store Depression. I 1928 var ledigheden i Tyskland 8½ pct., den steg herefter til den toppede med 30 pct. i 1932.

Og denne udvikling afspejles klart i tilslutningen til Nazipartiet.

I 1928 fik Nazipartiet kun 2,6 pct. af stemmerne, i september 1930 18,3 pct. af stemmerne og i 1932 hhv. 37,3 og 33,1 pct. af stemmerne. Og Hitler blev kansler fra januar 1933 med alt, hvad det betød.

Også på dette punkt fik Keynes ret, idet han forudsagde i sin bog om Versailles-traktaten, at hævnen ikke ville lade vente på sig.

Grækenland er ikke Tyskland, så jeg forudsiger selvfølgelig ikke lige så alvorlige konsekvenser af mishandlingen af Grækenland. Men man skal være døv og blind, hvis man ikke bemærker, hvordan krisen i EU og Grækenland giver alt for stor modvind til politisk ekstremisme.

I Keynes bog er der ”“ efter min mening ”“ meget skarpt formuleret, hvilket moralsk og etisk problem, som Grækenlands Euro-parnere nu står over for ”“ eller måske rettere burde indse, at de står over for. Hvordan er det muligt over for Grækenlands unge og børn at forsvare Euro-ledernes uforsonlige og hårde kurs?

Denne problemstilling er stort set fraværende i dagspressen udlægning af den græske krise. Det kan jeg til nød forstå, givet den historieløshed, som vi har dyrket i vort land i snart mange år.

Men jeg kan ikke forstå den ensidighed, der har præget den danske dagspresse ”“ og især Danmarks Radio ”“ i den aktuelle dækning af det græske drama, hvor alle fejlene stort set henføres til Grækenland.

Lad mig give et par eksempler på, hvor forkert denne ensidighed er.

IMF blev nærmest tvunget af Grækenlands Euro-partnere til at gå ind i Trojkaen. IMF vurderede nemlig, at betingelsen under de hidtil gældende regler om, at bistandslandets offentlige gæld efter IMF-interventionen skulle kunne afvikles med høj sandsynlighed på mellemlangt sigt (være bæredygtig), ikke var opfyldt.

Under stærkt pres fra Euro-landene ændrede IMF imidlertid akut disse regler, selv om regelændringen ikke var på dagsordenen, således at IMF alligevel kunne deltage.

Men her stoppede Euro-partnerne ikke deres pres på IMF. De modsatte sig også, at der straks ”“ i foråret 2010 ”“ blev gennemført gældsnedskrivninger mv., selvom dette i krisesituationer som den græske er sædvanligt ved IMF gældsinterventioner. Herom anføres i IMF 2013. Greece. Ex Post Evaluation of Exceptional Access under the 2010 Stand-By Arrangement. IMF Country Report No. 13/156, June 2013, side 27 (her oversat til dansk):

”Europæiske banker lå med store beholdninger af græske obligationer, men lå også – og dette gav anledning til større bekymring – med meget betydelige beholdninger af offentlige obligationer fra andre europæiske lande, som ville falde i værdi, hvis långiverne til Grækenland måtte acceptere gældsnedskrivning. For euro-området som helhed kunne der være begrænsede fordele ved at tvinge långiverne til gældsnedskrivning, hvis disse efterfølgende måtte reddes af offentlig støtte.”

Allerede dengang ”“ i 2010 ”“ var der mange, der påpegede, at den græske offentlige gæld var så stor, at det kun var et spørgsmål om tid, før der måtte gennemføres en gældsnedskrivning. Og det skete da også allerede i marts 2012.

Denne udsættelse betød imidlertid, at en række private långivere til Grækenland, herunder især banker, fik mulighed for at afvikle græske fordringer og fordringer på andre gældsplagede Euro-lande enten ved udløb eller på anden måde uden gældsnedskrivning.

Herom anføres side 28 i den ovenfor anførte IMF-publikation:

”En umiddelbart gennemført gældsnedskrivning ville have været bedre for Grækenland, selvom den ikke var acceptabel for Euro-partnerne. Den udsatte gældsnedskrivning gav private långivere mulighed for at reducere deres långivning, som herefter måtte overtages af offentlige långivere. Som tidligere set skete dette i udstrakt grad. Dette begrænsede den gældsnedskrivning, som private måtte påtage sig, da denne senere blev gennemført. Dette betød, at skatteyderne og den offentlige sektor hang på gældskrogen.”

Det var især franske og tyske banker, der havde store udlån til Grækenland ultimo 2009, ligesom det var banker fra disse to lande, der havde store udlån til øvrige gældsplagede Euro-lande som Italien, Spanien, Portugal og Irland.

Denne uhyrlige handling, hvor franske og tyske storbankers aktionærer blev fritaget for ansvaret for deres uforstandige udlånsmani og overført på Grækenland og Euro-landenes egne skatteydere, blev gennemført med fuld viden på højeste politiske niveau i Euro-gruppen.

Et andet eksempel:

Den sparekurs, som blev påtvunget Grækenland, har haft langt værre konsekvenser end Trojkaen påstod: BNP faldt langt mere, og arbejdsløsheden steg langt mere, end Trojkaen påstod.

Ledighedsproblemet i Grækenland er nu større, end det var i såvel Tyskland som USA, idet det allerede nu er klart, at perioden med meget høj ledighed vil vare betydeligt længere i Grækenland, end det var tilfældet i Tyskland og USA under Den store Depression.

Et tredje eksempel:

Den nuværende græske regering har siddet i under et ½ år og bebrejdes ofte af især danske bankøkonomer, at det stadig ikke er lykkedes at få rige grækere og virksomheder til at betale deres andel af skatterne.

Men det fortælles sædvanligvis ikke, at rige grækere forlængst har forladt landet. Og det fortælles heller ikke, at den nye regering i februar aftalen direkte har anmodet deres Euro-partnere om at bidrage til, at dette kunne effektueres med tilbagevirkende kraft.

Og det fortælles heller ikke, at det ikke er ligetil på kort sigt at opnå en bedre skatteopkrævning over for rige personer, virksomheder mv. Tænk blot på vore egne problemer med grundskatter og ejendomsværdiskatter.

Og hvorfor beder vi f.eks. ikke Italien om at eliminere Mafiaen i løbet af en 3 årig periode! Det er ikke så ligetil at bekæmpe kriminalitet og korruption mv. ”“ og slet ikke inden for en kort periode.

Ved min tilstedeværelse her i dag har jeg ønsket at bidrage på især to områder.

For det første ved at gøre opmærksom på, at Euro-partnerne også er dybt medansvarlige for den græske krise. Og ikke blot medansvarlige. Men måske ligefrem feje, når de gemmer sig bag hinanden og bureaukratiet i Trojkaen, herunder ikke mindst IMF.

Jeg synes at det ville være helt på sin plads at straffe ”Fædrene og Herskerne” i Grækenland, for hvad de tidligere har gjort. Og også gerne den kreds, der lukrerede herpå ”“ både i og uden for Grækenland. Men jeg tager skarpt afstand fra, at børn og unge, der ikke har noget medansvar for den græske misere også skal straffes.

Og jeg synes også, at lederne i Euro-partnerlandene skulle vise, at de var politikere og ikke bare embedsmænd, som også påpeget af Grækenland ved afvisningen af Trojka-betegnelsen.

For det andet skal jeg opfordre til, at der rettes en berettiget kritik mod den ensidige information om den græske krise, som vi udsættes for i dagspressen ”“ og desværre især af Danmarks Radio, der både bruger en meget Bruxelles-inficeret korrespondent og bankøkonomer, der arbejder i institutioner, der har tabt betydelige beløb på uforsigtige spekulationer i græske statspapirer, og som synes grundlæggende farvet heraf i deres udtalelser fyldt med galde o. lign. i græsk retning.

Det er modigt, hvis det lykkes den græske regering og det græske folk at modstå det massive pres, som de udsættes for fra Euro-gruppen.

Det er utroligt, at det herfra påstås, at den kommende folkeafstemning også er et ja eller nej til Euro-medlemskab.

Denne opfattelse er direkte traktatstridig. Græsk udtræden af euroen kan kun ske, hvis det gennemføres i enighed. Det er skammeligt, at sådanne påstande fremsættes i demokratiske nationer. Og Euro-gruppens ledere kan ikke fralægge sig ansvaret herfor, når de ikke direkte tager afstand fra sådanne udemokratiske bøllemetoder.

Og jeg vil lige minde om: historien fra bl.a. mellem krigsperioden viser, at det ikke er muligt at finde et parlamentarisk flertal i demokratiske nationer for en politik, der vedvarende forarmer et folk.

Dette burde Euro-lederne også tænke grundigt over. For selv om Syriza-regeringen falder under presset fra Euro-gruppen er det mere end naivt at forestille sig, at det er muligt at få en demokratisk valgt regering, der kan underkaste sig den udsigtsløse og forarmende politik, som forsøges dikteret af Euro-lederne.

Med Keynes ord: det er afskyeligt og foragteligt.