Svindel og humbug

Noget tyder nu på, at Giovanni Kessler, som er chef for dem, der skal bekæmpe svindel i EU, også selv har svindlet. Sagen handlede oprindeligt om en EU-kommissær, der i efteråret blev fyret, blandt andet fordi han angiveligt havde holdt et møde med en tobaksfabrikant og i den forbindelse skulle have tilbudt for den nette sum af 450 millioner kroner at ophæve forbudet mod snus i EU.

Nu viser det sig, at mødet muligvis slet ikke har været afholdt, og at dette vidste Kessler godt – og at Kessler samtidig har holdt frokost og angiveligt har drukket et vidne fuld og derefter fået hende til at skrive under på et referat.

Uanset hvordan sagen egentlig hænger sammen, så afslører det et noget råddent system – og det er sørgeligt, men på en eller anden måde også forventeligt, at der bliver ved med at komme disse sager op.
Grundlæggende problem
Grundpræmissen i EU-Kommissionens arbejde er, at det sker uden for offentlighedens bevågenhed. Vi ved således ikke, hvem der har været med til at udarbejde hvilke forslag, eller hvordan forskellige lobbyister har fået indflydelse undervejs.

Det betyder tre ting:
”¢ For det første betyder det, at nogle lobbyister får en uforholdsmæssig stor indflydelse på beslutningerne. Når de får mere magt, er det naturligt, at befolkningen i sin helhed får mindre magt. Dermed kommer EU hurtigt til at fremme for eksempel industriens interesser. Vi ser for eksempel alt for ofte, at tobaksindustrien har stor indflydelse på beslutningerne.
”¢ For det andet betyder det, at det er nemmere “at blive købt”. Med den manglende gennemsigtighed, så er det alligevel svært at blive opdaget, og så kan man jo lige …
”¢ For det tredje betyder det, at der skabes en enorm usikkerhed omkring selvsamme beslutninger. Selv i det tilfælde, hvor der ikke er tale om svindel, der har offentligheden ikke en chance for at se det – og alle beslutninger kan dermed udsættes for usikkerheden.

Vejen frem

Hvis vi seriøst skal dæmme op for problemer med svindel og korruption, så må vi altså starte med at åbne systemet op, så der bliver noget mere gennemsigtighed. Det gør man ikke ved frivillige lobbyregistre, men ved faktisk at åbne op, så vi kan se, hvem der sidder i hvilke udvalg.

Det er vigtigt for den demokratiske proces, at der er åbenhed omkring udviklingen af lovforslag. Og det er vigtigt for tilliden til beslutningerne. Dermed ville vi løse rigtig mange problemer med mere åbenhed.

Det er dog også klart, at det i sig selv ikke løser problemet. Ã…benhed giver bedre mulighed for at opdage svindel, og dermed er det også nemmere at dæmme op for det, men samtidig er det også et spørgsmål om kulturen i de enkelte institutioner og på de enkelte arbejdspladser, og hvis man først har en almen accept af det på en arbejdsplads (det gælder vel for en hvilken som helt arbejdsplads), ja så har man jo rigtig store problemer.

Desværre har det også lange udsigter at få åbnet op. Når der for eksempel bliver stillet forslag om et lobby-register, ja så bliver det lynhurtigt lavet om til at være et frivilligt register. Og lad os nu bare være ærlige; der er brug for stramme og helt klare regler for gennemsigtigheden – så borgerne får mulighed for at se, hvem der påvirker beslutningstagerne, og ikke bare gode hensigtserklæringer.

EU er på mange måder bygget på gode hensigter, men også på spørgsmålet om åbenhed og demokrati må vi bare sige, at praksis er noget helt andet end hensigtserklæringer.