Storpolitik og stole-politik: EU’s manglende udenrigspolitiske formåen

EU’s politiske ledere ønsker, at EU skal have større udenrigspolitisk magt. Samtidig viser de sig ude af stand til at forvalte den, de har.

Af Susanna Dyre-Greensite
Formand, Folkebevægelsen mod EU

Som medlem af EU er Danmark traktatbundet til ”aktivt og uforbeholdent” at bakke op om EU’s udenrigspolitik . Det skal vi, selvom EU viser sig at være en dybt dysfunktionel udenrigspolitisk aktør. EU’s nuværende ledere begår den ene fejl efter den anden uden, at nogen stiller dem til ansvar.

Pinlige optrædener i Etiopien og Rusland

EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyens første udlandsrejse som kommissionsformand var til Addis Ababa, Etiopien i december 2019. Von der Leyen tog derned for at mødes med ledere fra den Afrikanske Union.

Det vakte undren blandt nogle politiske analytikere, at formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel tog til Addis Ababa blot to måneder senere ligeledes for at repræsentere EU over for den Afrikanske Union – tilsyneladende uden at koordinere med von der Leyen. Tre uger efter Michels besøg tog von der Leyen tilbage til Etiopien med flere kommissærer.

Allerede dengang begyndte rygterne at gå i Bruxelles-boblen om, at EU’s to vigtigste profiler ikke kunne finde ud af at samarbejde. Rygterne blev bekræftet, da begge ledere dukkede op til en sikkerhedspolitisk konference i Berlin og ved en mind­ehøjtidelighed for Holocaustofre i Jerusalem – begivenheder hvor kun én EU-repræsentant normalt ville deltage. Manglende samarbejde mellem Kommissionsformanden og formanden for Det Europæiske Råd spår dårligt for EU-toppens ambition om, at EU skal tale med én stemme udadtil.

Det var alligevel først ved EU’s udenrigschef Josep Borrells tur til Rusland i februar 2021, at kritikken for alvor begyndte at hagle ned over EU’s led­eres manglende udenrigspolitiske formåen. I Rusland virkede Borrell fuldstændig uforberedt, da Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov begyndte at kritisere EU-land­ene i stærke vendinger ved et fælles pressemøde. Borrell stod og smil­ede og formåede ikke at svare for sig, når Lavrov dels kaldte EU for en ”upålidelig partner” og dels anklag­ede europæiske ledere for at lyve om, at den russiske oppositionspolitiker Alexei Navalny var blevet forgiftet. Mange i EU-Parlamentet var i forvej­en utilfredse med Borrell efter anklager om, at han lod sig presse af kineserne til at udvande en rapport om kinesisk misinformation. Efter Borrells besøg i Rusland blev vreden blandt EU-Parlamentarikere  så stor, at 70 medlemmer af EU-Parlament­et krævede, at han gik af.

Sofa-gate i Tyrkiet

Ingen hændelse har dog udstillet den nuværende EU-tops total­e mangel på koordination som en manglende stol ved et pressemøde i Tyrkiets hovedstad, Ankara. I april tog EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen og formanden for det Europæiske Råd Charles Michel en fælles tur til Ankara for at mødes med Tyrkiets Præsident Recep Tay­yip Erdoğan. Emnerne på dagsorden var migra­tion og øget økonomisk samarbejde. Det er dog ikke nogen af de emner, mødet huskes for.

Det, mødet især huskes for, er et akavet øjeblik, hvor Kommis­sionsformand Ursula von der Leyen mangler et sted at sidde. Von der Leyen, ­Michel og Erdoğan har lige fået taget fællesbillede og skal til at sætte sig ned for at starte mødet. Erdogan og ­Michel sætter sig glade og fornøj­ede i de to stole, der er blevet stillet frem. Imens udbryder von der Leyen ”Aheemmm”, når det bliver klart, at der ikke er en stol til hende. I stedet må hun sætte sig på en sofa ude til siden et par meter væk fra de andre ledere. Det dybt akavede øjeblik fik i pressen og på sociale medier navnet Sofa-gate.

Umiddelbart virkede den manglende stol som udtryk for, at Tyrkiets præsident Erdogan ikke tog den kvind­elige Kommissionsformand Ursula von der Leyen alvorlig som leder. Der var stole til de to mænd i lokalet, mens kvinden måtte affinde sig med en plads på en sofa ude til siden. Det var således meget uheldigt, at Charles Michel uden videre satte sig ned, da han lod til at gå med på præmissen om, at Ursula von der Leyen ikke fortjente en stol. Ved første øjekast fremstod situationen altså som udtryk for sexisme fra Tyrkiets side, som så uheldigvis blev billiget af en uopmærksom formand for Det Europæiske Råd.

Det viser sig nu, at situationen var endnu mere kompleks end som så. For det første gik der flere dage, inden Charles Michel kom med en undskyldning. Imens fløj beskyldningerne frem og tilbage mellem Kommissionen og Det Europæiske Råd om, hvis opgave det var at informere de tyrkiske myndigheder om den rette protokol. Det kom desuden frem, at Ursula von der Leyens forgænger Jean Claude Junker også har måttet sidde ude til siden et par gange, når han rejste sammen med daværende Rådsformand Donald Tusk. Rent formelt er det nemlig sådan, at Rådsformanden er høj­est rangerende af de to, selvom det faktum også kom til diskussion i kølvandet på Sofagate. (At det ikke er nemt at holde styr på de forskellige institutioner i EU og Europa blev desuden illustreret af Ursula von der Leyen selv, da hun ved pressemødet efter det nu meget omtalte møde i Ankara forvekslede Europarådet med Det Europæiske Råd.)

Det siger meget om EU’s ledere, at de brugte tiden efter et besøg med et af EU’s på godt og ondt vigtigste samarbejdspartnere på at beskylde hinanden for protokolfejl frem for at fortælle om EU’s relationer med Tyrkiet. Hvis EU skulle agere som en mere seriøs udenrigspolitisk aktør, kunne lederne have stået sammen om at fordømme det faktum, at Tyrkiet vil trække sig fra den internationale Istanbul-konvention om kvinders rettigheder. De kunne også have forklaret perspektiverne i EU’s afhængighed af Tyrkiet i migrationsspørgsmål. I stedet skændes de om en stol.

Svært at gøre noget ved det

Når en dansk minister ikke forvalter sit ansvar tilfredsstillende, kan Folk­etinget tvinge den minister til at gå af. Den kontrolmekanisme findes ikke i EU-systemet. EU’s udenrigschef Kommissær Josep Borrell er udpeget af Spanien. Spanien kan dog ikke trække ham tilbage. Den eneste måde, hvorpå Borrell kan miste sin stilling uden han selv går af, er, hvis Kommissionsformand Ursula von der Leyen personligt fyrer ham. Og Ursula von der Leyen selv? Hun kan kun fyres hvis EU-Parlament­et stemmer for at afsætte hele EU-Kommissionen. Der er altså meget svært at stille nogen i EU-toppen til ansvar for deres handlinger. Det betyder, at EU-toppens fejl sjældent får konsekvenser for deres magt.

Mere EU? Nej tak.

Der findes mange i EU-systemet, som ønsker at EU skal have endnu mere magt over udenrigspolitikken. Helt konkret ønsker de vetoretten afskaffet! Udenrigspolitik er et af de få områder i EU, hvor medlemslandene har vetoret. Mens vi ikke har særlig meget kontrol med menneskerne, der udfører EU’s udenrigspolitik, har landene i det mindste fortsat en vis magt over selve politikken. EU’s overordnede linje over for forskellige lande skal vedtages ved enstemmighed. Det betyder, at Danmark har mulighed for at sige fra, hvis EU er ved at lægge en linje, der strider imod vores interesser.

I 2016 valgte EU for eksempel at droppe alle sanktioner mod Belarus, da man vurderede, at landet var ved at blive demokratisk – noget, der siden er blevet modbevist eftertrykkeligt. Her kunne Danmark have valgt at sige fra, så vi kunne fortsætte med at presse på for demokratisering i landet. I stedet valgte Danmark at følge de andre lande i EU. I det mindste havde vi dog dengang muligheden for at vælge noget andet.

De, der ønsker vetoretten afskaffet, peger på, at EU ville kunne træffe hurtigere beslutninger, hvis man ikke behøvede at vente på, at alle blev enige. Mens beslutningerne uden tvivl ville ske hurtigere, ville de ikke længere reflektere landenes samlede interesser. Mens danske borgere godt kan holde den davær­ende danske Regering medansvarlig for EU’s forfejlede politik over for Belarus, ville en fremtidig Regering blot kunne skyde skylden på EU, hvis vetoretten ikke længere fandtes. Uden vetoret har et lille land som Danmark nemlig ikke ret meget indflydelse i EU.

Den lille indflydelse, vi har, er vigtig at holde fast i. Så længe Danmark er med i EU, er vi nemlig underlagt EU’s udenrigspolitik. Det er vi, selvom de politikere, der udfører EU’s udenrigspolitik, ikke egner sig til opgaven. Det er vi, selvom vi næsten ingen kontrol har med de politikere.

Hvis Danmark en dag trådte ud af EU, kunne vi få en selvstændig udenrigspolitisk stemme, som vores nordiske naboer Norge og Island har. Særligt Norge bruger sin stemme aktivt bl.a. i fredsforhandlinger rundt omkring i verden. Indtil da må vi leve med EU’s stolelege.