– Stor sejr for menneskerettighederne!
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (som intet har med EU at gøre) har i dag givet en afghansk asylansøger medhold i, at Belgien ikke må afvise at behandle hans asylansøgning og blot sende ham til Grækenland, som var det første EU-land han ankom til. EUs flygtningeregler – den såkaldte Dublin-forordning – giver EUs medlemslande mulighed for, at returnere asylansøgere til det første EU-land, de er ankommet til.
90 pct. af de illegale flygtninge, der ankommer til EU, kommer via Grækenland, hvor de økonomiske og retslige forhold for asylansøgerne længe har været under massiv kritik af bl.a. Europarådet. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg vurdere i dag, at Grækenland ikke kan sikre asylansøgernes rettigheder, hvorfor asylansøgerens ansøgning skal behandles i Belgien.
Sagen ventes også at få konsekvenser for op mod 400 asylansøgere i Danmark, som er ankommet via Grækenland. Danmark har hidtil brugt Dublin-forordningen som undskyldning for at afvise behandling af deres asylansøgninger og har allerede sendt flere flygtninge tilbage til Grækenland.
– Det her er en stor sejr for menneskerettighederne. Nu kan regeringen ikke længere bruge EU som dække for at overtræde menneskerettigheder, udtaler Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og tilføjer:
– Det er godt, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke er en EU-institution. Så havde hensynet til menneskerettighederne utvivlsomt været truet af andre politiske eller økonomiske interesser.
Læs mere om sagen hos…
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – klik her!
Dansk Flygtningehjælp – klik her!
Dansk Røde Kors – klik her!
Ønskes yderligere oplysninger, så kontakt:
Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen,
på mobiltelefon 40 45 38 49 / soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk