fbpx Skip to content

Søndergaard efterlyser bortført aktivist

I de seneste dage har MEP Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU besøgt Laos for at søge nyt om den forsvundne Sombath Somphone.

Sombath er en kendt og respekteret civilsamfundsleder, ikke bare i Laos men i hele Sydøstasien. I 2005 modtog han bl.a. “Ramon Magsaysay Award for Community Leadership”, som kan sammenlignes med en lokal Nobel-pris. Og i efteråret 2012 var han en af hovedkræfterne bag det meget vellykkede “Asia Europe People’s Forum” (AEPF), som fandt sted i hovedstaden Vientiane forud for det officielle euro-asiatiske topmøde, ASEM9.

Få uger efter, den 15. december 2012 om aftenen, blev Sombath standset ved en trafik-kontrolpost, hvorfra han blev kørt væk i en varevogn af uidentificerede mænd. Siden har ingen hørt fra ham. På trods af at bortførelsen skete få meter fra en politipost og på trods af, at det hele blev filmet af et overvågningskamera, så er det ikke lykkedes myndighederne i Laos at komme nogen som helst vegne i deres efterforskning. Samtidig har de afvist at søge international bistand, f.eks. til at analysere filmen fra det pågældende overvågningskamera eller fra de mange andre overvågningskameraer, som findes i byen.

Bortførelsen har fra starten vakt opmærksomhed i EU-parlamentet bla. fordi Sombath arbejdede for et folkeligt samarbejde mellem Europa og Asien. På initiativ af Søren Søndergaard m.fl. vedtog EU-parlamentet i februar med stort flertal en resolution, som fordømte bortførelsen.

Som opfølgning på dette har Søren Søndergaard de seneste dage opholdt sig i Laos, hvor han har haft møder med en delegation fra det laotiske parlament under ledelse af parlamentets næstformand og med udenrigsministeriets departementschef. Derudover mødtes Søndergaard med Sombaths kone og venner, en række NGO’er samt flere udenlandske ambassader, bl.a. den tyske, franske, engelske og amerikanske.

På baggrund af besøget siger Søren Søndergaard fra Bangkok i Thailand, hvor der tidligere i dag blev afholdt en velbesøgt pressekonference:

– Det er desværre mange aktivister, som bliver bortført i Asien, men det hører trods alt til sjældenhederne, at det bliver optaget på film. Derfor er det dybt bekymrende, at de laotiske myndigheder efter mere end 8 måneder ikke er kommet nogen som helst vegne i efterforskningen.

– Det tilkommer ikke mig at give de laotiske myndigheder ansvaret for bortførslen, men det er hævet over enhver tvivl, at de har ansvaret for at forbrydelsen bliver efterforsket med alle til rådighed stående midler. Derfor opfordrer jeg de laotiske myndigheder til at sætte gang i efterforskningen, herunder søge teknisk bistand i andre lande til at analysere de overvågningsfilm, som dokumenterer bortførelsen.

– Hvis nogen skulle få den idé, at denne sag efterhånden vil gå i glemmebogen, så tager de fejl. Til oktober vil EU-parlamentet sende en officiel delegation til Laos, og jeg vil desuden tage initiativ til, at EU-parlamentet vedtager en ny resolution. Derudover opfordrer jeg alle demokratiske lande og organisationer til at lægge pres på de laotiske myndigheder. Denne opfordring gælder også det officielle Danmark.

Baggrund
EU-parlamentets resolution af 7 februar 2013 ang. Sombath Somphones forsvinding

Videooptagelse af Sombath Somphones bortførelse (indslag på BBC – ca 0.55 min)

Søren Søndergaard kan onsdag kontaktes i Bangkok og fra på fredag i København på (0045) 40 45 38 49.

Søren Søndergaard sammen med Sombath’s kone, Ng Shui Meng, og Paul-Emile Dupret som er Søren’s sekretær på turen.

Møde i den laotiske nationalforsamling: Paul-Emile Dupret , Søren Søndergaard, chefen for EU-missionen, næstformand for Nationalforsamlingen Saysomphone Phomvihane og tre udvalgsformænd.

Back To Top