Sikkerhedstjek af alle før indrejse i Schengen
Et sikkerhedssystem til 1,5 mia. kr. bliver sandsynligvis snart til virkelighed, hvis EU-Kommissionen får forslaget vedtaget med støtte fra EU-Parlamentet og EU’s medlemslande. Dermed skal alle indrejsende i Schengen sikkerhedstjekkes.
Europa vil snart mærke yderligere konsekvenser efter de senere års terrorangreb, fremgår det i dagens udgave af Jyllands-Posten.
Det vil også give yderligere anledning til netop den militarisering af EU, som især EU-Kommissionen ønsker.
Rina Ronja Kari
De 30 mio. rejsende der årligt besøger EU , kan måske snart se frem til at skulle registreres før indrejse, også selvom hjemlandene i forvejen har eksisterende visumaftaler med EU.
For at financiere det dyre sikkerhedssystem vil det koste 5€ i gebyr pr. rejsende.
“Absurd brug af penge”
“At EU vil bruge så svimlende summer penge på at baggrundstjekke indrejsende i Europa, som kommer fra lande, der allerede har visumaftaler med EU, er helt absurd,” lyder det fra Rina Ronja Kari.
Etias-systemet (European Travel Information and Authorisation System) der skal styre kontrollen ved EU’s ydre grænser, bygger på erfaringer fra det amerikanske ESTA-system, der blev indført efter terrorangrebene i New York i 2001.
Etias, der vil koste i omegnen af 1,5 mia. kr. at udvikle og årligt vil koste 630 mio. kr. at drive, bliver sandsynligvis snart til virkelighed, hvis EU-Kommissionen får forslaget vedtaget i parlamentet og i EU’s medlemslande.
Ifølge EU’s næstformand, Frans Timmermans, er borgernes sikkerhed samt sikring af grænserne i Schengen førsteprioritet.
Dansk opbakning
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ser positivt på det nye Etias-sikkerhedssystem. Ifølge Støjberg er det afgørende for borgernes sikkerhed at vide, hvem der rejser ind og ud af Europa i en tid med terrortrusler og migration.
Ministeren er også klar over, at investeringerne i Etias bliver dyre, men at “det er af den slags, der er nødvendige for at passe på Danmark,” siger Inger Støjberg ifølge Jyllands-Posten.
Ikke kun positivitet fra EU
Ifølge den hollandske næstformand i EU-parlamentets borgerrettighedsudvalg, Sophie in’t Veld, ville “intet kunne have forhindret terrorangrebene,” som EU de senere år er blevet ramt af.
Ifølge in’t Veld skyldes angrebene ikke lav sikkerhed og kontrol ved grænserne, men derimod fejl hos politiet, der ikke delte informationer, fordi EU-medlemsstaterne ikke vil introducere tvungen informationsdeling.
Ifølge Jyllands-Posten vil Etias få konsekvenser for borgere fra 60 lande, bl.a. i Asien og Mellemøsten, og at systemet vil tage lang tid at gennemføre. Dertil kommer at systemet også skal godkendes i alle 27 EU-medlemslande, hvilket godt kan blive en udfordring.
Lykkedes det Kommissionen at komme igennem med forslaget med godkendelse fra medlemslandene, forventes Etias at være operationelt fra 2020.
“EU har allerede brugt store beløb på at øge kontrollen i forbindelse med Frontex, og dette vil kun kræve endnu flere midler. Dertil vil det også give yderligere anledning til netop den militarisering af EU, som især EU-Kommissionen ønsker,” udtaler Rina Ronja Kari.