Sæt hele verden på skemaet
MEP Britta Thomsen (S) og andre EUstrømlinede politikere har tydeligvist problemer med de unge. Tidligere har de måske håbet på, at EU-kritikken ville blive forældet og uddø, men sådan er det ikke gået. Folkeafstemning på folkeafstemning siden indmeldelsen for over 35 år siden har vist, at modstanden er levedygtigt og fortsat bredt forankret i befolkningen. Og de yngre er ikke mindre kritiske, selvom de er født i et EU-land. For eksempel er det i dag kun DSU og Radikal Ungdom, der ønsker euroen indført. Resten af de politiske ungdomsorganisationer siger klart nej.
Og de unge har da også mange gode grunde til det. EU’s aktuelle krisepolitik presser for eksempel medlemslandene til så voldsomme offentlige nedskæringer, at det bl. a. rammer SU’en. Og EU’s uddannelsespolitik har klar kurs markedsgørelse af uddannelser og stigende brugerbetaling.
Ikke overraskende
Med de problemer er det ikke overraskende, at Britta Thomsen vil have EU sat på skoleskemaet. Men det ville klæde hende, at sige hvad det egentlig handler om. For det er nonsens, når hendes argumenter er »Hvis fremtidens danske arbejdstagere skal kunne begå sig en stadig mere globaliseret verden, er vi nødt til at satse målrettet på det internationale. Allerede i folkeskolen skal vi give vores børn et globalt udsyn. Danmark befinder sig i en verden, hvor vi ikke længere kan være os selv nok.«
Hallo Britta, sov du i geografitimerne? Nej, vel. Du ved godt, at når vi taler om det internationale og globale, så taler vi om en hel del mere end 27 EU-lande.
Folkebevægelsen mod EU har i princippet ikke noget imod, at eleverne får pædagogisk undervisningsmateriale om vores globale verden – herunder selvfølgelig også EU. Men det skal være objektivt og alsidigt. Spørgsmålet er bare, om det er det du ønsker Britta? For når vi ser, hvordan befolkningen i helhed udvikler sig, når den sætter sig ind i EU-spørgsmål op til folkeafstemninger Ja, så plejer den som helhed at blive mere EU-kritisk.