Sådan trumler man den kritiske stemme i EU

I sidste uge blev det pludselig offentliggjort, hvem der skal være EU-parlamentets repræsentant ved forhandlingerne om BREXIT. Det kom som en ret stor overraskelse, også for ganske mange af os i parlamentet, at det skulle være Guy Verhofstadt, formand for den liberale gruppe i EU-parlamentet og nok én af de allermest EU-begejstrede politikere.

Verhofstadt er manden, der højt og tydeligt over de sidste par måneder har konstateret, at vi skal bruge BREXIT som en anledning til at gøre op med ”Europa a la carte”. Ikke mere noget med lande, som kun vil være med i dele af det.

Lande som Danmark og Sverige må bestemme sig for, om vi er med eller ej. Ikke det der pjat med at være uden for Euroen eller uden for EU’s kommende udgave af det amerikanske FBI (Verhofstadts store drøm).

Klassisk EU studehandel

Men hvordan er vi endt et sted, hvor dén person, der skal repræsentere de folkevalgte i EU-systemet, er så meget ude at trit med borgerne? Jo, parlamentets formand Martin Schulz præsenterede på et møde i sidste uge idéen for alle gruppeformændene. Det er typisk dem, der beslutter sådan noget.

Og i god klassisk EU-stil havde han i forvejen snakket med socialdemokraterne, de konservative og de grønne, som alle accepterede ideen. Alle grupper med kritiske røster, dem glemte han belejligt at snakke med i forvejen.

Dermed kunne parlamentets formand bruge de store midter-partier til endnu engang at blåstemple hans fremturen uden at tage hensyn til de kritiske røster. Da blandt andet min gruppe (GUE/NGL) prøvede at udskyde beslutningen bare én uge, så vi kunne have en debat først, blev det straks stemt ned.

I EU-parlamentet skal vi nemlig helst ikke have offentlige debatter om alt for vigtige emner ”“ tænk nu, hvis borgerne opdagede, at flere af mine kollegaer tænker ligesom Verhofstadt.

EU-hær og europæisk FBI

Om Europol siger han f.eks., at det nuværende Europol alene kan videregive oplysninger fra én medlemsstat til en anden, mens han ønsker et Europol, der kan lave undersøgelser helt på egen hånd . Det Verhofstadt reelt ønsker er EU’s modsvar på USA’s FBI. Altså et forbundspoliti med overstatslig eller tværstatslig bemyndigelse.

Derudover skal EU gøre alvor af planerne om en egentlig EU-hær, og så skal vi have endnu mere af EU’s indre marked. Hør flere af hans tanker her.

Kun én vej: mere union

Problemet med at sætte sådan en mand for bordenden af BREXIT-forhandlingerne er klart. Han er ude af stand til at inkludere andre tanker end sine egne. Han ser kun én vej frem, og den indeholder mere og mere EU-integration.

Enten er det gået henover hovedet på Verhofstadt, at netop dén position nu har lidt nederlag ved adskillige folkeafstemninger over EU de seneste par år. Eller også er han ganske enkelt ligeglad med, hvad den europæiske befolkning mener om EU.

Og som en af mine kollegaer så frisk sagde, dette er for vigtig en sag til at give plads til populister (altså alle der mener noget andet end EU-eliten). Dermed udgør udpegningen af Verholfstadt ikke bare et problem på den britiske side, men i høj grad for alle os, der bliver ladt tilbage med et EU, som åbenbart kun kan gå én vej:mod mere Union, hvor der ikke levnes nogen som helst plads til kritiske stemmer.

Se, dét er EU-demokratiet når det er på toppen.

(Dette indlæg blev først bragt den 15. septemebr 2016 af Nudem.)