S og SF uenige om traktatafstemning
Op til sidste uges EU-topmøde tegnede der sig et flertal for en dansk folkeafstemning om et tysk-fransk forslag til traktat-ændring. S, SF, EL og DF ville angiveligt spørge befolkningen, hvis forbundskansler Angela Merkel og præsident Nicolas Sarkozy fik opbakning til deres idé om at fratage stemmeret fra lande, der brød euro’ens spilleregler.
Topmødedeltagerne blåstemplede ikke umiddelbart Merkel og Sarkozys forslag, hvorfor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hurtigt fik Socialdemokraternes opbakning til at afvise tanker om en folkeafstemning. Men i konklusionerne fra stopmødet fremgår det imidlertid, at EU i forbindelse med den såkaldte ”begrænsede traktatændring” skal vurdere ”euroområdets medlemmers ret til at deltage i beslutningstagningen”.
”Hvis det kommer så vidt, at et land kan få frataget stemmeretten i EU, så mener jeg, at EU-samarbejdet grundlæggende er blevet ændret. Så har man ændret præmissen for at være med i EU. Og ud fra en ren politisk vurdering af, hvor samarbejdet så er på vej hen, mener jeg, at vi er nødt til at have en folkeafstemning i Danmark,” siger SF’s EU-ordfører Pia Dyhr Olsen i Berlingske Tidende i dag.