S-diskussion om SFs euro-holdning
En række socialdemokratiske medlemmer af Folketingets Europaudvalget er ikke tilfreds med, at partiet sammen med Det Radikale Venstre og SF kun vil afskaffe den retlige og den militære undtagelse, hvis partierne kan danne regering efter et kommende folketingsvalg.
“Vi forventer, at en kommende S-SF-regering finder ind i et forløb, der ender med, at vi får en afstemning om euroen. Det er jeg ikke i tvivl om, at vi får”, siger EU-ordfører Kim Mortensen i dag i Berlingske Tidende og bakkes op af Yildiz Akdogan, Orla Hav og Bjarne Laustsen.
“Helle skal tage en snak med Villy”, siger Orla Hav med henvisning til, at det er SF, som ikke vil sige ja til euroen og have afstemning om den.
Men indtil videre afviser partiledelsen at presse på for en euro-afstemning med det samme.
“Der er også en politisk virkelighed. Jeg vil hellere have en afstemning om to forbehold end slet ingen”, siger partisekretær Henrik Dam Kristensen i Berlingske Tidende.
“Om vi skal have en afstemning om euroen afhænger af, om der er opbakning til det. Lige nu er der stor usikkerhed om euroen. Så måske er det ikke det mest aktuelle for øjeblikket”, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen i Information.