Røgen galt i halsen
EU-Kommissionen må da have fået røgen helt galt i halsen. I den forgange uge fik vi kendskab til deres udspil til et nyt tobaksdirektiv. Og der mangler noget.
Der mangler nemlig et opgør med, at tobaksindustrien ikke vil benytte de kendte metoder, der bruges i andre dele af verden, til at begrænse de kræftfremkaldende stoffer. Desuden er det blevet dokumenteret, at specielt ét stof er skadeligt og samtidig stærkt vanedannende. Stoffet er altså først og fremmest med til at gøre rygerne afhængige – men heller ikke dette stof vil Kommissionen tvinge industrien til at droppe, og industrien dropper det åbenbart ikke selv.
Direktiv mangler legitimitet
Kræftens Bekæmpelse og flere læger har da også udtrykt skuffelse og frustration, for eksempel i denne artikel i Politiken: “Overlæge: Det er umuligt at lave en uskadelig cigaret”. Der er nemlig ikke rigtig nogle gode grunde til, at man ikke vil stramme op – ja, det skulle da lige være et ensidigt fokus på, at tobaksindustrien skal tjene penge.
Og problemet er netop, at den bedste forklaring på denne åbenlyse mangel i direktivet er, at tobaksindustrien igen igen har fået stor indflydelse på lovgivningen. Det er desværre langt hen ad vejen umuligt at bevise: Arbejdsgrupperne under Kommissionen, som arbejder med lovforberedelse, er jo netop hemmelige, og derfor ved vi aldrig helt præcist, hvem der har fået hvilken indflydelse.
Demokratisk og sundhedsmæssigt underskud
I dette tilfælde er konsekvenserne af EU’s lukkethed både demokratiske og sundhedsmæssige. Det er demokratisk et kæmpe problem, at det organ i EU, der har retten til at fremsætte lovforslag, også arbejder så lukket og samtidig lytter så kraftigt til industrien. Men det er naturligvis også et sundhedsproblem, der betyder, at det er mere usundt at ryge end nødvendigt.
Når EU-Kommissionen på denne måde lytter mere til industrien, end til hvad der er bedst for befolkningen, ja, så ville det jo være skønt, hvis et folkeligt pres kunne gøre en forskel. Men EU-Kommissionen er ikke folkevalgt, og befolkningen har ikke en chance for at råbe dem op.
Samtidig må de enkelte lande ikke indføre bedre regler, og dermed kommer vi til det grundlæggende problem: Dem, der tillader, at cigaretterne må være fyldt med skadelige stoffer, det er folk, der ikke er folkevalgte, men som til gengæld arbejder i lukkede systemer, hvor vi ved, at tobaksindustrien har stor indflydelse, men hvor offentligheden reelt ikke ved, hvad der sker hvor og hvorfor. Se, dét er et demokratisk problem.
