Robin Hood skat hjælper EU – ikke de fattige
I går, i EU-parlaments forsamling, blev der diskuteret, hvorvidt finansielle transaktioner skal beskattes. Idéen om at lade banker og investorer betale for en del af euro-krisen vandt tilslutning, og et stort flertal stemte for skatten.
I selve forslaget om beskatning på finansielle transaktioner, som tidligere har været kendt som Robin Hood skatten, står der ikke specifikt, hvad pengene skal bruges til. Dog blev et ændringsforslag vedtaget, om at EU kunne “imidlertid forvalte en del af de årlige indtægter fra FT-afgiften.”
De to forslag om at lade pengene gå til medlemsstaterne, i stedet for direkte ind i EU budgettet, blev nedstemt, lige såvel som kravet om at EU skulle bruge pengene på klima, uddannelse og sundhed ikke blev til noget.
Hvor indtægterne fra finansskatten ender henne, er ikke det eneste tvivlsspørgsmål. Efter EU-parlamentet nu har stemt om det, skal forslaget behandles i Ministerrådet. Flere af medlemslandene, inklusiv Danmark, har allerede meldt ud at de generelt ikke støtter op om en skat på finansielle transaktioner, så chancen for at Ministerrådet vil indføre skatten er minimal.