Rina Ronja Kari i 1. maj-tale: “Tag magten tilbage fra EU”

Her kan du læse hele Rina Ronja Karis 1. maj-tale, hvor hun opfordrer til at gøre op med EU-eliten og tage magten tilbage.  

Af Rina Rona Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

1. Maj handler jo i høj grad om, hvordan vi kan forandre samfundet, når arbejdere står sammen og i fællesskab kræver bedre vilkår.

Men solidaritet og fællesskab kommer som bekendt i mange forskellige former. En type er den, som vi ser blandt arbejderne, og som vi har set igennem de sidste par måneder, da de offentligt ansatte kæmpede for nye overenskomster. Det har været en imponerende kamp, og jeg synes det er på sin plads at ønske tillykke med, den styrke der er blevet vist – også selv om mange (forståeligt nok) ikke er glade for det endelige resultat for lærerne.

—

Kup i EU-kommissionen

Men der findes også en anden type fællesskab. Det er den slags vi ser hos EU-eliten, når de rotter sig sammen og tager sig af hinanden.

Det så vi f.eks. for nyligt, da selv EU-systemet blev overrasket over en særlig forfremmelse. Det drejer sig om en mand, Martin Selmayr, som havde en rigtig dejlig dag, her i slutningen af februar måned.

Sagen er nemlig den, at EU-Kommissionen skulle have en ny generalsekretær, den nok mest magtfulde post på sekretariatsniveau. Og nu havde Kommissionsformand Juncker en kabinetsleder, Martin Selmayr. Normalt kan man ikke gå fra at være kabinetleder til at være generalsekretær – det er så at sige at springe et par led over på karrierestigen. Men det var heldigvis nemt klaret.

På et møde for alle kommissærerne i slutningen af februar måned, udpegede de først Selmayr til at være vice-generalsekretær – i sig selv en rigtig pæn forfremmelse – og så ca en halv time senere, på samme møde, blev han forfremmet til generalsekretær.

Ja, men altså, sikke en dejlig dag på kontoret med 2 så flotte forfremmelser!

Men ikke alle er lige imponeret. Faktisk lød der først et ramaskrig blandt personale i Kommissionen, som nu nok mente, at de normale ansættelsesprocedure var lige lovligt meget tilsidesat. Dernæst kom ramaskriget også fra EU-parlamentet.

Ja, i EP har vi ligefrem vedtaget en udtalelse, der kalder det for et kup! Det er et stærkt ord fra en institution som EP, ligefrem et kup!

Men det er også en vild historie. Ud over, at Kommissionen altså havde tilsidesat almindelig god praksis om ansættelser, så er der også lige den finte, at en fransk journalist fik gravet noget ekstra frem.

Den nye generalsekretær var ved udpegelsen nemlig i gang med at lægge sidste hånd på et nyt projekt, som kraftigt vil forbedre livet for kommissærerne, når de stopper i Kommissionen. Der var lagt op til, at de skulle have eftervederlag i op til 3 eller måske endda 5 år efter at de stopper!

Og så skal vederlaget sørme også hæves til ca knap 1,3 mio kr. om året –

Dertil skal så lægges, at de skal have et fast kontor i Kommissionen, en bil med chauffør og to assistenter. Det bliver altså en sød aftale at blive eks-kommissær. Det var altså de samme mennesker – nemlig kommissærerne – som skulle nikke til, at Selmayr lavede lynkarrier, som samtidig kunne se frem til mildest talt luksuriøse forhold, når de om godt og vel 1,5 år stopper som kommissærer. Sikke dog et sammenfald!

En rigtig fin detalje ved hele denne historie er desuden, at det ser ud til at lykkes Selmayr at gennemføre dette projekt helt uden at skulle spørge f.eks. medlemslandene eller EU-parlamentet. Kommissionens magt er stor.

—

Forringelser af velfærden i EU

Kommissionens magt er også stor på andre måder.

Igennem de sidste mange år, har vi haft en gennemgående kamp i hele EU. nemlig en kamp for at bevare de faglige rettigheder. Det har i høj grad handlet om at forhindre angreb på strejkeretten, som EU-Kommissionen i mange år har været frustreret over.

Vi har således afværget angrebet på jernbanearbejderne, som i Kommissionens forslag gerne måtte strejke, men bare skulle opretholde servicen alligevel. Ja, sikke en effektiv strejke lige dér: Strejk alt hvad du vil, bare du udfører dit arbejde alligevel. Samme forslag forsøgte Kommissionen sig med imod havnearbejderne – ikke bare én gang, men flere gange.

Hver gang lykkedes det at stoppe angrebet. Først og fremmest på grund af stor faglig mobilisering! Stor ros til fagforeningerne på tværs af EU for at vinde dén kamp.

Men, kære venner. Hvad har vi så vundet? Jo, vi har vundet, at vi stadig gerne må strejke. Vi har altså fastholdt en rettighed – ikke vundet nye, ikke sikret bedre vilkår, men afværget et angreb.

Alt imens de faglige rettigheder har været under angreb fra EU-lovgivning, så har EU med hård hånd gennemført voldsomme forringelser og angreb på de faglige rettigheder uden om lovgivningen. Det er sket i ly af krisen, hvor f.eks. De græske overenskomster blev opsagt, og arbejdere overalt i EU lider under den ene besparelsesrunde efter den anden. Det er typisk både pensionsrettigheder, lønnedgang, længere arbejdsuge og ikke mindst voldsomt forringede vilkår ved arbejdsløshed.

Dermed er Danmark langt fra det eneste land, som har haft fokus på offentligt ansatte, velfærd og faglige rettigheder. Der har over hele Europa igennem en årrække været en kraftig bølge af forringelser af velfærden, af pres på de offentligt ansatte og ikke mindst en total underminering af de faglige rettigheder. Det er sket i ly af finanskrisen og den økonomiske krise, og det har på mange måder været med til at sende regningen for bankernes fest direkte til de fattigste og mest udsatte i vores samfund.

Men det er ikke tilfældigt, at arbejdere over hele EU kæmper med de samme problemer. Og det er ikke tilfældigt at vi ser de samme nedskæringspakker og forringelser af velfærden. Det hænger sammen og det hænger sammen med EU.

Med EU der f.eks. brugte den økonomiske krise til at nedskrive én bestemt økonomisk politik i sine traktater. Èn bestemt stram økonomisk politik, hvor man har blikket stift rettet på budgettets overskud eller underskud og ikke så meget på de sociale konsekvenser. Og en politik, som ja, går langt ind i reform-dagsordenen.

Lad os bare tage Europluspagten fra 2011, som ser på hvordan vi kan øge konkurrence-evnen. Her slår man fast, at landene selv vælger redskaber, men at de samtidig skal have et særligt fokus på blandt andet lønudviklingen – som ikke må blive for høj, forståes det.

Der står f.eks.: “sikring af, at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor (under hensyntagen til den vigtige signaleffekt af lønningerne i den offentlige sektor)”

Så kan det vist ikke siges mere klart. De offentligt ansattes løn skal ikke udvikle sig for hurtigt – for så kræver de privatansatte mere i løn. Dén politik er ikke bare blevet vedtaget af et flertal af politikere, som så kan lave den om efter næste valg. Nej, den er blevet skrevet ned i en traktat, som det kræver fuld enighed blandt SAMTLIGE regeringer i hele EU, samt EU-parlamentet OG Kommissionen, før man kan lave om.

Vi skal altså ikke bare bruge én progressiv regering, som kan vise vejen med en anden politik, nej vi skal have progressive regeringer over hele EU på én gang. Det er jo fuldstændig vanvittigt! Og ødelæggende for muligheden for at gå foran og vise, at der findes andre veje.

Men, hvordan hænger det så sammen med, at vi hele tiden får at vide af EU-partierne, at EU bare er en almindelig politisk kampplads – at det alene handler om, hvem der har de bedste argumenter og flest stemmer bag sig. Det hænger ikke sammen!

EU-eliten ønsker mere magt til EU

I EU har man nemlig nedskrevet politikken i traktater. Det betyder, at hvis man ønsker bedre rammer for at føre en progressiv økonomisk politik eller for at beskytte arbejderne imod social dumping eller forbrugerne imod farlige kemikalier – ja eller hvis man ønsker at føre en helt anden udenrigspolitik end den EU står for – så skal man først have overbevist samtlige regeringer i EU OG EP OG Kommissionen.

Hvis man derimod ønsker at føre en økonomisk nedskæringspolitik eller ønsker at give arbejdsgiverne frit spil til at flytte arbejdstagerne rundt efter, hvordan det lige passer dem ja, så kan man bare gå i gang. Det ligger fint inden for EU’s rammer.

Dermed er kamppladsen, som de kalder den, ekstremt skævt fordelt fra start af.

Og samtidig står EU-eliten klar med en opskrift på, hvad der skal ske nu. Nu efter at de har tabt den ene folkeafstemning efter den anden. Og ved I hvad deres svar er? Det er entydigt, at EU bare skal have noget mere magt. EU skal bare bestemme noget mere – vi skal have en EU-præsident, ét EU-militær, én finansminister osv. osv.

Hvordan I alverden EU-eliten er kommet frem til, at dét er svaret på alle deres problemer – ja, det er en total gåde.

Men tilbage står i hvert fald, at EU går ind i en rivende udvikling, og status quo er ikke en mulighed. Vi skal beslutte, hvad vi gerne vil – om vi gerne vil elitens EU-projekt eller om vi vil noget helt andet. Mit svar er klart: solidaritet, fællesskab og arbejderkamp rimer rigtig dårligt på elitens EU-projekt. Derfor skal vi tage magten tilbage – tilbage til borgerne!

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig 1. Maj!