Rina Ronja Kari: Sådan stopper vi social dumping på de danske veje
Spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari fremlægger sit bud på hvordan vi stopper social dumping på de danske veje.
Alle skal på overenskomst, danske vilkår for danske opgaver, registrering af vognmænd, øget vejsidekontrol og oprettelse af vej-politi.
Sådan lyder nogle af forslagene fra Folkebevægelsen mod EU.
– Hvis vi for alvor skal den sociale dumping, og de urimelige arbejdsforhold til liv, så må vi går foran og handle nu. Vi kan ikke vente på, at EU gør noget. Chaufførerne der ude lider under de her forhold, og kan ikke vente på EU, siger Rina Ronja Kari.
Regeringen har fremlagt en række forslag til at bekæmpe social dumping blandt andet inden for transportområdet.
– Mange gode tiltag, men vi kan gå langt videre, siger Rina Ronja Kari.
Centralt område
Rina Ronja Kari har selv sidste år besøgt de filippinske chauffører i Padborg, som for alvor fik sat fokus på de urimelige og umenneskelige forhold på vejene.
Og har desuden været med til at forhandle EU-parlamentets transportpakke. Social dumping har været et centralt emne for Folkebevægelsen mod EU i arbejdet i Parlamentet igennem de sidste mange år.
– Alle har ret til et anstændig arbejde, og derfor skal social dumping bekæmpes med alle midler. Så længe vi er medlem af EU vil vi aldrig få et retfærdigt arbejdsmarked, hvor der bliver lige løn for lige arbejde. Det forhindrer EU, siger kandidat for Folkebevægelsen mod EU, Ole Nors Nielsen, som til daglig arbejder i 3F, og sidder i 3F Aalborgs Transportgruppe.
Hovedelementerne i Rinas transportudspil:
Alle på overenskomst: Kravet om at følge de kollektive overenskomster skal gælde for tredjelands-kørsel og transit. Folkebevægelsen bakker op om forslag om, at udenlandske vognmænd, der kører cabotage og kombinerede transporter i Danmark, skal følge niveauet i de kollektive overenskomster.
Danske vilkår skal gælde for opgaver i Danmark: Folkebevægelsen foreslår en markant opstramning af de nuværende regler for udenlandske vognmænds adgang til cabotagekørsel i Danmark – blandt andet: Perioden hvor, der kan udføres cabotage efter aflæsning af internationalt gods skal begrænses fra de nuværende 7 dage til 2 dage.
(Rina Ronja Kari har været med til at stille forslagene i EU-parlamentet, som blev vedtaget af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender)
Registrering af udenlandske vognmænd: Vognmænd etableret i en anden medlemsstat, der leverer tjenesteydelser på dansk territorie, skal forpligtes til at sende en forudgående erklæring for hver enkelt operation.
Øget vejsidekontrol og oprettelse af vejpoliti.
Vi kan ikke vente på EU: EU er i gang med at vedtage særlige udstationerings-regler for lastbilchauffører inden for international vejtransport. Men allerede nu tyder meget på, at selv hvis EU-institutionerne skulle komme frem til et resultat, så vil det ende med en stribe alvorlige undtagelser, som vil gøre det tilladeligt for udenlandske vognmænd, der opererer i Danmark, at aflønne deres chauffører efter afsenderlandets regler og ikke efter de danske løn- og arbejdsvilkår.