Et rigsfællesskab mellem Sverige, Danmark, Finland, Norge, Island, Færøerne og Grønland er et klogt alternativ til Danmarks rigsfællesskab med Grønland og Færøerne, som er dømt til at fejle.
I en artikel (læs her) i Kristeligt Dagblad den 12. februar foreslår eksperter, at regeringen nedsætter en kommission for komme med forslag til, hvordan det udfordrede danske rigsfællesskab kan bevares.
Sagen er for alvorlig til alene at være en sag for en kommission. Det er derfor først og fremmest en folkelig sag, hvor alle er kompetente til at sige noget. Og det vil jeg så gøre.
Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne lider under, at det ikke er ligeværdigt. Der er en dominerende (omend velmenende) storebror og to lillebrødre. Og dette misforhold fremkalder uvilje mod Danmark hos lillebrødrene.
Hidtil har Danmark kun reageret ved at afvikle rigsfællesskabet mere og mere for at tækkes løsrivelsestendenser. Det hindrer ikke det endelige sammenbrud – tværtimod. De voksne lillebrødre vil ende med i trods at bryde alle bånd. En tragedie for alle. De to små brødre vil hurtigt opdage, at der findes ulve i denne verden, der er langt værre end store, stygge Danmark. Og Danmark vil blive efterladt som en region i EU.
For at hindre dette ret uundgåelige er mit bud på fremtidens rigsfællesskab et nordisk rigsfællesskab, bestående af Sverige, Finland, Danmark, Norge, Island, Færøerne og Grønland. Et samarbejde om anliggender, som alle kan blive enige om. Fælles pas? Fælles ambassader? Udenrigspolitik? Forsvar/væbnet neutralitet? Ydre grænser? Arbejdsmarked? Fælles penge? Fælles retspolitik? Fælles politi? Realistisk indvandringspolitik?
I et rigsfællesskab, der varetager fælles anliggender, vil de enkelte lande være ligestillede. De vil alle have udstrakt selvstyre på lignende måde, som Grønland og Færøerne har det i dag. Men med den afgørende forskel, at det ikke er et enkelt land, der er ”storebror”. Det er vi alle i fællesskab.
Vores tætte bånd – folkelige, historiske, kulturelle, sproglige og religiøse – vil være et godt grundlag for fællesskabet.
Et fælles Norden er tillige et solidt økonomisk fundament for velfærd. Vi har fiskeri, landbrug, industri, energi, infrastruktur og så videre. Nok til at være selvforsynende. Det betyder ikke, at vi ikke skal handle og samarbejde med andre – tværtimod. Men det betyder, at det bliver et frit, mellemfolkeligt samarbejde, baseret på gensidige aftaler og ikke på suverænitetsafgivelse.
Det er derfor også afgørende, at et sådant rigsfællesskab ikke er underlagt EU, da det – efterhånden som denne union overtager større og større dele af suverænitet og folkestyre – vil gøre nordisk selvstændighed til en illusion.
Selvom jeg elsker Danmark og helst så os som et selvstændigt land, så er det ikke realistisk. Vi er magtesløse alene. Her gælder i virkeligheden det samme for Danmark, som gælder for Færøerne og Grønland. Og for Norge, Sverige, Finland og Island.
Når vi nu ikke kan stå alene hver for sig, så er de nordiske folk bedre tjent med at være samlet i et uafhængigt folkestyret fællesskab. Frem for at kaste sig ind i overnationale organisationer, der omfatter folk og kulturer, der står os fjernere og påtvinger os regler, ordninger og måske krige, som vi ikke bryder os om.
Vi lever i ildevarslende tider, hvor det gælder om at rode sig ud af krige og konflikter og ikke om at puste til ilden. Og da et samlet Norden næppe vil opføre sig som en truende stormagt, har vi et godt udgangspunkt for at kunne mægle i tidens mange krige og konflikter.
Mange indvender, at et nordisk fællesskab er en umulighed. Jo flere, der har den skæbnetro, jo mere bliver det naturligvis en selvopfyldende profeti. Men hvorfor ikke i stedet modigt forsøge?
Frem for at nedsætte en dansk kommission for at forsøge at redde det nuværende syge rigsfællesskab, der måske slet ikke kan helbredes, kunne de nordiske regeringer oprette en fælles tænketank, der skal komme med bud på et nordisk rigsfællesskab.
