fbpx Skip to content

Myte-knusere

Det har været et særkende for debatten om retsforbeholdet, at der har manglet oplysning, og politikere har brugt retsforbeholdet som argument eller undskyldning efter forgodtbefindende. Det har skabt en masse myter – og dem vil vi gerne gøre noget ved! Vi har derfor samlet gengående 14 myter – og dem svarer vi på!

"Vi ryger ud af Europol"

Europol er EU’s politienhed med over 900 ansatte og et årligt budget på omtrent 84 millioner euro. Europol arbejder tæt sammen med de retshåndhævende myndigheder i EU-landene. Men Europol samarbejder også tæt sammen med lande uden for EU som fx. Albanien, Serbien, Australien, Canada, USA, Columbia og Norge i bestræbelserne på at bekæmpe grov international kriminalitet og terrorisme.

Danmark har hidtil samarbejdet mellemstatsligt med Europol, men nu står Europol til at overgå til et overstatsligt samarbejde. Hvis et flertal i det danske folketing ønsker at Danmark skal fortsætte i Europol, kan Danmark ligesom Norge anmode om en tæt tilknytning til Europol.

Det er svært at forestille sig, at EU vil stå i vejen for at Danmark deltager i jagten på kriminelle. De andre medlemslande har brug for at samarbejde med Danmark, ligesom Danmark har brug for at samarbejde med andre lande om grænseoverskridende kriminalitet.

Derudover skal man huske, at forbryderne ikke stopper ved EU’s grænser. Der foregår således også vigtigt samarbejde og udveksling af oplysninger internationalt ved hjælp af en række internationale konventioner f.eks. via Interpol og i nordisk
regi.

"EU’s flygtninge og indvandrepolitik er udarbejdet med flygtnings og indvandreres bedste for øje"

På nuværende tidspunkt ønsker aftalepartierne ikke at EU’s regler om flygtninge og indvandrere skal dækkes af tilvalgsordningen. Men hvis der på et senere tidspunkt skabes flertal for dette, er EU’s flygtninge- og indvandrerpolitik bestemt ikke solidarisk eller udarbejdet med flygtninges og indvandreres bedste for øje.

Det gælder ikke mindst i forhold til opbygningen af Fort Europa, som ikke alene forhindrer flygtninge i at komme ind i EU, men som også skaber flygtningestrømme gennem sin protektionistise politik over for de fattige lande.

EU’s svar på flygtninge- og indvandrerstrømme har indtil videre været at skærpe patruljeringen af de ydre grænser. EU har et grænse-agentur (FRONTEX), der blandt andet patruljerer ud for den nordafrikanske kyst for at sørge for, at både med flygtninge og indvandrere aldrig når til et EU-land. De flygtninge og indvandrere, det alligevel lykkes at komme ind i EU, bliver for størstedelens vedkommende ved hjælp af »tilbagesendelses-aftaler« sendt direkte tilbage til tredjelande, der ikke lever op til helt basale menneskerettighedskrav som forbud mod tortur. EU sendte f.eks. flygtninge retur til Libyen mens Gaddafi havde magten i landet. Dette på trods af, at Gaddafis
regime ikke havde godkendt FN’s flygtningekonvention.

Senest har EU lovet Tyrkiet omkring 3 milliarder euro, lempeligere visa-regler samt at genstarte de stillestående EU-optagelsesforhandlinger. Til gengæld skal Tyrkiet bremse flygtningestrømmen til EU og indgå en »tilbagesendelses-aftale«.

EU ønsker at lave denne byttehandel med Tyrkiet selvom landets Præsident igennem de seneste år er blevet mere og mere autoritær. Fx er fængslinger af oppositionspolitikere og kritikere, lukninger af kritiske medier, begrænsning af ytringsfriheden, og undertrykkelse af mindretal, dagligdag i Tyrkiet.

Tidligere mente EU, at overtrædelser af menneskerettighederne var et argument for at forsinke optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Nu er EU vendt på en tallerken fx har EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker udskudt udgivelsen af en kritisk årsrapport om Tyrkiet for ikke at kaste grus i tandhjulene.

Dertil kommer EU’s regelsæt om behandling af asylansøgere, den såkaldte Dublin- forordning. I henhold til denne forordning har en flygtning kun krav på at få behandlet sin sag i det første EU-land, hvor han registreres. Hvis en flygtning eksempelvis ankommer og registreres i Grækenland som første EU-land, men flygter videre
til Danmark, kan Danmark sende vedkommende tilbage til Grækenland. Også selvom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i januar 2011 afsagde en dom om, at det græske asylsystem ikke garanterer flygtninge og indvandrere helt grundlæggende menneskerettigheder. Dette fik Danmark til at stoppe med at sende asylansøgere tilbage til Grækenland, men det ændrede ikke et komma i Dublin-forordning.

EU’s svar på den nuværende flygtninge-katestrofe er mere af det samme. Dvs. det handler først og fremmest om, at forhindre flygtninge i at nå til EU. Dette sker via aftaler med lande som mildest talt har et løst forhold til menneskerettigheder. Derudover sker det gennem øget bevogtning af EU’s ydregrænser og gennem destruering af fiskebåde, som EU mistænker for at blive brugt til menneskesmugling, i fx Nordafrika.

Den forstærkede kontrol af EU’s ydre grænser skal bl.a. ske via oprettelsen af såkaldte »hot-spots«, som skal screene flygtningene ved EU’s ydregrænser med henblik på, at sende dem tilbage eller sende dem videre til det medlemsland, hvor deres ansøgning skal behandles.

Derudover har EU-kommissionen forslået en lovgivningspakke om såkaldte »intelligente grænser«, der går ud på registrering og lagering af biometriske oplysninger ved tredjelandsstatsborgers ind- og udrejse.

Institut for Menneskerettigheder har udtalt betænkelighed ift. forslagets betydning for menneskerettigheder såsom respekt for privatliv, retten til frihed og sikkerhed, retten til asyl, humanitært ophold, retten til beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering. Instituttet fremhæver bl.a. at tilgangen til indvandring og flygtninge ikke alene er et spørgsmål om grænsekontrol, men at andre aspekter skal inddrages såsom at flygtninge og indvandres menneskerettigheder skal respekteres – også selvom de ikke nødvendigvis har ret til at bosætte sig i et EU-land.
(Kilde: Menneskeret.dk, kan læses her. )

Når EU taler om en solidarisk flygtningepolitik, handler det således ikke om solidaritet med flygtningene. Det handler om, hvordan EU-landene kan fordele udgifterne til de flygtninge, der er så heldige at slippe ind i Fort Europa.

I forhold til indvandring fører EU en politik, hvor kun de veluddannede kommer gennem EU’s nøglehul. Hermed fratager man tredjelande de mennesker, der i virkeligheden skulle have været med til at opbygge deres land. Dette fænomen kaldes populært »hjerneflugt« eller »braindrain«.

Det ville være langt mere solidarisk at tage fx flere FN-kvoteflygtninge og føre en solidarisk økonomisk over for lande uden for EU.

"Danskere kan ikke længere rejse til Tyskland uden at vise pas"

Vrøvl. Danmark har en »Schengen-undtagelse« til retsforbeholdet, som betyder, at Folketinget kan vælge at være med på alt om Schengensamarbejdet.

I Schengenområdet er der ingen paskontrol ved grænserne internt mellem landene. Samtidig er der fælles regler for kontrol af Schengenområdets ydre grænser mod f.eks. Rusland og Tyrkiet. Ligesom der er ens visumregler for borgere fra lande uden for Schengen, der ønsker at rejse ind i et Schengenland.
Derudover handler Schengensamarbejdet også om at styrke landenes samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og såkaldt »uregelmæssig« indvandring.
EU har et grænseagentur, FRONTEX, som bidrager til kontrollen af de ydre grænser. Fx patruljerer FRONTEX ud for den nordafrikanske kyst for at sørge for, at både med flygtninge og indvandrere aldrig når til et EU-land.
Den nuværende flygtninge-katestrofe betyder at EU vil styrke kontrollen med de ydre grænser. Til det formål har EU-kommissionen forslået en lovgivningspakke om såkaldte »intelligente grænser«, der går ud på registrering og lagering af biometriske oplysninger ved tredjelandsstatsborgers ind- og udrejse.

Lovpakken er en videreudvikling af Schengensamarbejdet, hvilket som sagt betyder, at Danmark kan vælge at tilslutte sig de nye regler.

I henhold til den danske ordning, deltager Danmark som udgangspunkt ikke i vedtagelsen eller er bundet af en udbygning af Schengen-reglerne. Men Danmark kan inden for 6 måneder efter, at Rådet har vedtaget en ny retsakt, vælge at deltage i pågældende retsakt alligevel. Dette sker ved, at Folketinget vedtager en lov om, at Danmark er bundet af pågældende Schengen-regel.

Den afgørende forskel til tilvalgsordningen er, at Danmark i så fald kun bindes mellemstatsligt. Ønsker Danmark ikke at deltage i en videreudvikling af Schengen-reglerne, skal vi sammen med de øvrige medlemslande “overveje passende foranstaltninger”. Hvad der ligger i dette, er svært at sige, da Danmark indtil videre har sagt ja tak til at deltage i alle nye regler om Schengen

"Danmark kan ikke samarbejde med EU-landene om trafiksikkerhed"

Siden 2005 har EU haft regler for gensidig anerkendelse af bødestraffe (for eksempel for trafikforseelser), som Danmark deltager i på mellemstatsligt niveau. Reglerne betyder i praksis, at hvis en dansker får en bøde for at køre over for rødt i Tyskland eller et af de andre medlemslande, så vil det være det danske politi, der står for at opkræve bøden og sikre, at den betales.

Skulle reglerne blive ændret så de overgår til overstatsligt niveau, er Danmark ikke længere bundet overstatsligt af aftalen. Men der er intet i den danske retsforbeholdet,
som forhindrer, at Danmark tiltræder ordningen via en parallelaftale.

Det eneste, som kan forhindre det er, hvis de øvrige medlemslande ikke vil have Danmark med. Men det er svært at forestille sig, at de ikke vil det. De andre medlemslande er naturligvis også interesseret i, at det danske politi står for at indkræve bøderne fra de danskere, som måtte forsynde sig mod færdselsreglerne på de europæiske veje. Desuden har der længe været et nordisk samarbejde på dette område.

"Retsforbeholdet gør Danmark til et fristed for børneporno, menneskehandel og narkohandel"

Dette er en helt absurd påstand. Det er helt urealistisk, at Folketinget skulle støtte, at Danmark bliver et fristed for børneporno, menneskehandel og narkohandel, hvis Danmark beholder suveræniteten over retspolitikken.

Børneporno, menneskehandel og narko er forbudt i Danmark. Dette vil næppe ændre sig, hvis danskerne stemmer nej den 3. december og vi beholder retsforbeholdet. Men Folketinget vil til gengæld have frihed til at vedtage den lovgivning, som et flertal mener bedst kan løse udfordringer på disse områder. Vi kan desuden som vælgere nemmere stille politikerne til ansvar for deres politik på disse områder.

Norge har desuden vist, at de uden EU kan være et foregangsland i kampen mod menneskehandel, og Danmark vil også kunne forsøge at gøre tingene bedre end unionen.

Derudover vil vi altid kunne indgå aftaler med EU, når det er fordelagtigt at løse opgaver sammen med EU-landene. I dag deltager fx Norge og Island i samarbejdet om menneskehandel selvom de ikke er medlem af EU.

Nogle EU-tilhængere påstår, at EU måske ikke vil være interesseret i sådanne aftaler med Danmark. Men hvorfor skulle EU sige nej til at samarbejde med Danmark i kampen mod disse udfordringer. Hvis EU skulle sige nej til det, så er det jo EU, der er skurken.
EU er heller ikke det eneste internationale samarbejde, som vi kan bruge i kampen mod narko og menneskehandel. Her har vi f.eks. allerede et samarbejde i Norden og FN, som også kan hjælpe os. Danmark deltager ligeledes i Østersøforsamlingen for de nordiske lande og landene rundt om Østersøen, som gennem en åresække har ydet en stor indsats mod menneskehandel.

Sidst men ikke mindst, hvis retsforbeholdet gør Danmark til et fristed for børneporno, menneskehandel og narko – sådan som ja-siden hævder – så skulle antallet af disse forbrydelser jo være meget højere i Danmark end i sammenlignelige EU-lande, som deltager i EU’s retspolitik. Men den påstand er der nok ikke nogen ja-siger, der vil lægge hovedet på blokken for.

"Det er voldsramte kvinder, der betaler for retsforbeholdet"

Titusinder af danske kvinder og en del mænd bliver slået af deres partnere.
EU’s offerdirektiv betyder fx at volds ofre bliver beskyttet mod deres overfaldsmænd/-kvinder, uanset hvilket EU-medlemsland man flytter til, uden at skulle igennem proceduren der.

Det er bestemt godt, og Danmark vil kunne indføre den samme lovgivning og/eller anmode EU om en aftale på dette område, hvis der er flertal for det i Folketinget.

Aftalepartierne ønsker ikke pt. at Danmark skal tiltræde direktivet da det vurderes at have for store økonomiske meromkostninger bl.a. til tolkning og oversættelse.

Danmark deltager i øvrigt allerede i det internationale arbejde mod vold i hjemmet, bl.a. gennem FN (herunder Verdenssundhedsorganisationen), OSCE, Europarådet og det nordiske samarbejde.

"Danmark kan ikke bekæmpe anden grænseoverskridende kriminalitet, f.eks. terrorisme"

Det er selvfølgelig forkert. Danmark indgår i et tæt internationalt samarbejde på retsområdet, ikke mindst gennem Interpol. Danmark vil også fortsat kunne samarbejde med EU-landene, selvom vi bevare retsforbeholdet.

Grænseoverskridende kriminalitet stopper heller ikke ved EU’s grænser. Det er derfor vigtigt, at dette også ses i et større perspektiv. Danmark og andre lande er derfor nødt til at samarbejde regionalt og globalt.

EU’s udenrigs- og handelspolitik har desuden sin del af skylden for den desperation, der findes i unionens nabolande. En desperation, der giver næring til terrorister. EU sælger således våben til en række diktaturstater. EU’s handels- og fiskeripolitik er også med til at fjerne livsgrundlaget for mange mennesker i fattige lande. En reel indsats mod terrorisme må derfor også bygge på en mere retfærdig udenrigs- og handelspolitik.

"Danmark bliver et terrormål, fordi vi har undtagelser i EU"

Den slags argumenter er et lavmål i debatten og selvfølgelig helt ubegrundet. Angrebet på Charli Hebdo i Paris fandt sted selvom Frankrig ikke har et retsforbehold.
Spanien og Storbritannien er ligeledes EU-lande, der har oplevet terrorsprængninger i nyere tid. Spanien har ikke en forsvars- eller retsforbeholdet, og Storbritannien har en tilvalgsordning a la den vi skal stemme om den 3. december.

Men terrorister tænker næppe på forsvars- og retsforbeholdet, når de vælger deres mål. Tværtimod vil netop rets- og forsvarsundtagelsen kunne bidrage til et mere fredeligt Danmark. Hvis Danmark bevarer retsforbeholdet, vil vi kunne følge det norske eksempel og støtte FN’s terrorliste i stedet for EU’s terrorliste. Det betyder, at Danmark ikke automatisk vil være nødt til at stemple organisationer som terrororganisationer. Dermed kan vi forsøge at mægle i konflikter i stedet for at stemple folk og organisationer som venner eller fjender.

"Retsforbeholdet betyder, at vi ikke kan bekæmpe social dumping"

Det er lodret forkert. Tværtimod kan retsforbeholdet hindrer social dumping.

I juli 2010 barslede EU-kommissionen med et forslag til sæsonarbejderdirektiv, som vil gøre det lettere for arbejdsgiverne, at hente billig arbejdskraft udenfor Unionen. Forslaget er blevet voldsomt kritiseret af den Europæiske Faglige Sammenslutning for ikke at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold. Forslaget vil dermed betyde, at løn og arbejdsvilkår kan forringes generelt.

Et andet eksempel er Koncernarbejderdirektivet, som ligeledes træder i kraft i efteråret 2016. Direktivet gør det muligt for multinationale seleskaber at omgå lokale løn- og arbejdsforhold. Direktivet betyder nemlig, at multinationale selskaber kan flytte rundt på deres ansatte fra tredjelande, når de først har fået lovligt ophold i et EU-land. Men de multinationale selskaber er ikke forpligtiget til at leve op til gældende overenskomster. De skal blot leve op til reglerne i Udstationeringsdirektivet, som kun garanter minimumsrettigheder.

Sæsonarbejderdirektivet og Koncerndirektivet træder i kraft i efteråret 2016. Da direktiverne hører under EU-kommissionens indvandringspolitik, gælder de ikke for Danmark på grund af retsforbeholdet.

Hvis retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning vil danske arbejdere kun være sikret imod direktiverne, hvis et flertal i Folketinget ønsker det. Omvendt binder et ja fra Folketinget Danmark i al fremtid. Hvis Folketinget først har taget en beslutning om tilvalg, fanger bordet: beslutningen binder Danmark overstatsligt og kan ikke egenhændigt laves om af et nyvalgt Folketing.

"Retsforbeholdet forringer danskernes retssikkerhed "

Tværtimod. Hvis danskerne stemmer ja den 3. december vil danske borger i fremtiden kunne blive overvåget, aflyttet og afhørt for handlinger, som ikke er strafbare i Danmark.

Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse, giver myndighederne i andre EU-lande ret til at sætte dansk politi i gang med at efterforske danske og udenlandske borgere, der opholder sig i Danmark, til brug for en retssag i et andet medlemsland.

De danske myndigheder kan sige nej, hvis forbrydelsen, det udenlandske politi efterforsker, er lovlig i Danmark. Men (og det er et vigtigt men), hvis forbrydelsen står på EU’s »positivliste«, er dansk politi forpligtiget til at gennemføre efterforskningen.

»Positivlisten« indeholder pt. 32 forbrydelser, herunder racisme og fremmedhad. Da der er stor forskel på, hvordan EU-landene definerer fx ulovlige ytringer, kan danskere altså risikere at blive efterforsket for udtalelser, som er fuldt lovlige i Danmark.

I et høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder (Kilde, klik her!) står der, at det bør gøres muligt at sige nej til en efterforskningskendelse, som strider mod rettigheder i den Europæiske Menneskerettigheds Konvention eller som strider mod landets lovgivning fx foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed. Instituttet har derfor anbefalet at direktivet ikke til vælges før der er foretaget en nærmere analyse af direktivets konsekvenser for retssikkerheden i Danmark.

Aftalepartierne vil have Danmark med i Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse.

Et andet eksempel på, at EU er skidt for retssikkerheden, er EU’s arrestordre, som betyder at danskere kan udleveres til andre EU-lande.

EU’s arrestordre betyder, at Danmark ikke skal efterprøve mistankegrundlaget, hvis en person her i landet kræves udleveret, hvis straffen er over et år, og hvis forbrydelsen også er strafbar i Danmark. Men er forbrydelsen til en straf over tre år, kan Danmark ikke sige nej, heller ikke selvom forbrydelsen takseres lavere i Danmark eller ikke er strafbar.

EU’s arrestordre bygger på formodningen om, at retssystemer, fangernes rettigheder og fængselsforhold er ens i EU – men det er jo ikke rigtigt!

I følge en opgørelse fra Justitsministeriet blev 144 danske borger og udlændinge med ophold i Danmark udleveret til udenlandske politimyndigheder i perioden 1. januar 2004 til 30. september 2010. Det er ikke oplyst, hvorfor de 144 er blevet udleveret fra Danmark.

EU har tidligere opgjort, i hvilke sager arrestordren har været taget i brug på EU-plan: Eksempelvis har EU-lande udstedt arrestordrer på baggrund af tyveri af bildæk, en pattegris, fisk fra et dambrug og besiddelse af 0,45 gram cannabis.

Måske husker du sagen fra 2012 om Thomas Sørensen, faderen til den femårige danske dreng Oliver, som blev krævet udleveret til Østrig via EU’s arrestordre. De danske domstole havde givet Thomas Sørensen forældremyndighed, hvorfor han kørte til Østrig og hentede Oliver med hjem til Danmark. I følge Østrigs politi var det en bortførsel og Olivers far blev derfor krævet udleveret til strafforfølgelse i Østrig. Justitsministeriet i Danmark afslog at udlevere Olivers far, da hans gerning ikke var strafbar i Danmark.

Olivers far slap med skrækken, men selv hvis Danmark afviser at udlevere, risikerer en dansk statsborger at blive anholdt, så snart vedkommende rejser uden for landets grænser.

Danmark er i dag med i EU’s arrestordre, som er en mellemstatslig aftale. Det betyder at Danmark kan trække sig ud af aftalen, hvis et flertal i Folketinget ønsker dette.

Hvis aftalen på et tidspunkt bliver overstatslig, kan Danmark – hvis et flertal ønsker det – bede om en parallelaftale og dermed fortsat være med på mellemstatsligt niveau. Hvis retsforbeholdet er afskaffet vil vi derimod skulle deltage overstatsligt.

Hvis du vil vide mere om EU’s arrestordre:

- http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/Arkiv/PDF/Den_Europaeiske_Arrestordre_er_en_trussel_mod_retssikkerheden.pdf

- http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikler/2013/Advokaten%202/Arrestordren%20i%20dansk%20praksis.aspx

Et tredje eksempel er direktivforslaget om PNR-oplysninger. Formålet med forslaget er at danne et fælles EU-register for passageroplysninger i forbindelse med flyvninger til og fra EU-landene. Passageroplysninger omfatter bl.a. betalingsoplysninger, faktureringsadresse, telefonnummer og e-mail, rejserute, sædenummer, kufferthistorik, valg af måltid, køb af enkeltbillet og antal medrejsende og disses navne.

Registeret skal gøre det muligt at identificere personer som udgør en risiko ift. fx terrorhandlinger og grov kriminalitet. Men denne form for masseovervågning krænker retten til privatliv og kriminalisere folk uden at der foreligger en konkret mistanke om kriminelle aktiviteter.

"Danmark kan slet ikke deltage i EU’s retspolitik"

Det er ikke rigtigt. For det første vil Danmark fortsat deltage i spørgsmål om visumpolitik, da denne ikke falder under retsforbeholdet.

For det andet vil Danmark formentlig også deltage i alt om Schengensamarbejdet, da retsforbeholdet giver mulighed for, at Folketinget kan vælge at være med på alt om Schengensamarbejdet. Og det har Danmark valgt at gøre på alle Schengen-retsakter indtil nu.

For det tredje ryger Danmark ikke ud af det, vi allerede har indgået mellemstatslige aftaler med EU om, hvilket betyder, at Danmark alligevel deltager i visse dele af samarbejdet.

Det er et flertal i det danske Folketing, der afgør, om Danmark skal forsøge at forhandle en mellemstatsligaftale (ofte kaldet en parallelaftale) på plads. Får Danmark ja til sådanne aftaler, er vi bundet på mellemstatsligt vis i stedet for på overstatsligt niveau. Det betyder bl.a. at vi kan opsige aftalen, hvis vi ikke længere synes den er gavnlig for os.

Danmark har indtil nu indgået 3 parallelaftaler om 4 retsakter med EU. Det drejer sig om en aftale om 2 retsakter på udlændingedelen nemlig i forhold til Eurodac (databasen med fingeraftryk fra asylansøgere) og Dublin II forordningen (hvilket land, der er ansvarlig for behandling af en asylansøgers ansøgning om asyl).

Derudover har Danmark indgået 2 civilretlige parallelaftaler: Forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) og forordningen om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelsesforordningen).

For det fjerde kan Danmark indgå nye parallelaftaler med Kommissionen i fremtiden, ligesom Norge, Island og Schweiz har gjort i forhold til de dele af EU’s retspolitik, de gerne vil være med i på mellemstatsligt grundlag. For Danmarks vedkommende kunne det eksempelvis dreje sig om en parallelaftale om en retsakt om bekæmpelse af
børnepornografi, menneskehandel eller terrorisme. Nægter Kommissionen Danmark en parallelaftale om sådanne spørgsmål, så er det Kommissionen – og ikke Danmark – der holder børnene og ofrene for menneskehandel og terrorisme som gidsler.

For det femte vil Danmark sandsynligvis fortsat være bundet på mellemstatsligt niveau i forhold til mange af de retsakter, som er vedtaget inden Lissabon-traktaten og som nu langsomt ændres til overstatslige retsakter. Hvis du vil vide, hvorfor, klik her!

"Danmark kan slet ikke deltage i EU’s retspolitik"

Det er ikke rigtigt. For det første vil Danmark fortsat deltage i spørgsmål om visumpolitik, da denne ikke falder under retsforbeholdet.

For det andet vil Danmark formentlig også deltage i alt om Schengensamarbejdet, da retsforbeholdet giver mulighed for, at Folketinget kan vælge at være med på alt om Schengensamarbejdet. Og det har Danmark valgt at gøre på alle Schengen-retsakter indtil nu.

For det tredje ryger Danmark ikke ud af det, vi allerede har indgået mellemstatslige aftaler med EU om, hvilket betyder, at Danmark alligevel deltager i visse dele af samarbejdet.

Det er et flertal i det danske Folketing, der afgør, om Danmark skal forsøge at forhandle en mellemstatsligaftale (ofte kaldet en parallelaftale) på plads. Får Danmark ja til sådanne aftaler, er vi bundet på mellemstatsligt vis i stedet for på overstatsligt niveau. Det betyder bl.a. at vi kan opsige aftalen, hvis vi ikke længere synes den er gavnlig for os.

Danmark har indtil nu indgået 3 parallelaftaler om 4 retsakter med EU. Det drejer sig om en aftale om 2 retsakter på udlændingedelen nemlig i forhold til Eurodac (databasen med fingeraftryk fra asylansøgere) og Dublin II forordningen (hvilket land, der er ansvarlig for behandling af en asylansøgers ansøgning om asyl).

Derudover har Danmark indgået 2 civilretlige parallelaftaler: Forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) og forordningen om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelsesforordningen).

For det fjerde kan Danmark indgå nye parallelaftaler med Kommissionen i fremtiden, ligesom Norge, Island og Schweiz har gjort i forhold til de dele af EU’s retspolitik, de gerne vil være med i på mellemstatsligt grundlag. For Danmarks vedkommende kunne det eksempelvis dreje sig om en parallelaftale om en retsakt om bekæmpelse af
børnepornografi, menneskehandel eller terrorisme. Nægter Kommissionen Danmark en parallelaftale om sådanne spørgsmål, så er det Kommissionen – og ikke Danmark – der holder børnene og ofrene for menneskehandel og terrorisme som gidsler.

For det femte vil Danmark sandsynligvis fortsat være bundet på mellemstatsligt niveau i forhold til mange af de retsakter, som er vedtaget inden Lissabon-traktaten og som nu langsomt ændres til overstatslige retsakter. Hvis du vil vide, hvorfor, klik her!

"Vi mister indflydelse på retspolitikken"

Det er ikke rigtigt, at vi mister indflydelse, fordi vi bevarer suveræniteten over retspolitikken. Med retsforbeholdet vil Danmarks Folketing have den endelige indflydelse over retspolitikken i Danmark, samtidig med at vi kan samarbejde internationalt. Danmark vil desuden fortsat være repræsenteret i EU’s ministerråd, herunder i udvalg og arbejdsgrupper, selvom vi vælger at stå uden for EU’s overnationale retspolitik.

En påstand om, at Danmark helt er ekskluderet fra og slet ikke kan øve indflydelse på EU’s retspolitik er altså ikke rigtig. Rebecca Adler-Nissen konkluderer således om danske og britisk mulighed for indflydelse i et større studie baseret på en række interviews med (EU)embedsmænd og rådsrepræsentanter, at:

“…contrary to the expectations of existing constructivist-oriented research, the UK and Denmark are not necessarily perceived as ‘bad Europeans’, and informal norms are not excluding member states with opt-outs; on the contrary, pragmatic, consensus-oriented norms enable inclusion. British officials are allowed to block and change new legislation despite the legal provision intheir protocol on Title IV, which should prevent this from happening. Even with the legally less advantageous opt-out from Title IV, Danish officials are granted the possibility of shaping directives that they will never implement. Currently, national opt-outs are circumvented in the pragmatic JHA Council to allow integration to continue with ‘everybody on board’”.
(Kilde: Adler-Nissen (2009) “Behind the scenes of differentiated integration: circumventing national opt-outs in Justice and Home Affairs”, Journal of European Public Policy, 16:1, s. 76-77.)

Det er klart, at vi ikke vil kunne stemme om forslag, vi ikke skal deltage i. Men hvis retsforbeholdet ophæves, vil Danmark alligevel ikke alene kunne blokere for et forslag, som vi er lodret imod skal blive dansk lov, da hovedreglen er, at retspolitiske tiltag vedtages med flertal.

"Med tilvalgsordningen er det Folketinget som bestemmer"

Både ja og nej. Dels gælder reglerne om, at de øvrige EU-lande kan ekskludere Danmark fra en oprindelig retsakt, hvis Danmark nægter at være med til en videreudvikling af denne retsakt, hvis det i praksis betyder, at retsakten bliver umulig at gennemføre. Domme fra EU-domstolen bekræfter dette. Dels skal man huske, at et ja er et ja. Når Folketinget via tilvalgsordningen først har sagt ja til at deltage i en retsakt, fanger bordet. Samtykket kan ikke trækkes tilbage, og loven kan ikke egenhændig ændres af det danske Folketing.

Mellemstatslige aftaler (parallelaftaler), der kan indgås under det nuværende retsforbehold, har derimod den afgørende forskel fra overstatslige aftaler, at man har mulighed for at sige til og fra – og at man på et hvilket som helst tidspunkt kan ophæve aftalen igen.

Desuden vil et ja til tilvalgsordningen betyde at politikerne aldrig mere er forpligtiget til at spørge befolkningen om, hvad de mener om EU’s retspolitik.

"Nogle ting løses bedst internationalt, og derfor må vi afskaffe retsforbeholdet"

Det er rigtigt, at der er spørgsmål, som er grænseoverskridende. Det gælder ikke mindst menneskehandel, narkokriminalitet og terrorisme. Det er derfor vigtigt, at der findes internationale løsninger på disse områder.

Men for det første vil det ofte være nødvendigt at finde sammen også med lande, der ikke er med i EU. For det andet kan Danmark godt samarbejde med EU-lande og andre lande, selvom vi bevarer vores suverænitet på dette område.

Retsforbeholdet kan derfor ses som en garanti for, at vi som borgere har en mere direkte indflydelse på retspolitikken.

Back To Top