Rekordhøj arbejdsløshed i euroland
Mandag slog EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso armene ud i en tale i Lissabon og erklærede storsmilende, at eurokrisen var ovre. Nu viser de seneste tal fra EUs eget statistiske kontor Eurostat, at arbejdsløsheden aldrig har været højere i euroland, siden EUs fælles mønt – euroen – blev indført i 1999.
Tallene, som er fra november, viser en gennemsnitlig ledighed på 11,8 pct. i de 17 lande, der har opgivet deres selvstændige mønt og valutapolitik.. Det betyder 18,8 millioner arbejsløse ”“ 113.000 flere end i oktober.
I alle EUs 27 medlemslande tilsammen er der 26 millioner arbejdsløse og en gennemsnit ledighed på 10,7 pct. i november mod 10,0 pct. i oktober.
De tre EU-lande, som selv har valgt euroen fra, har alle lavere ledighed end gennemsnittet i EU, viser tallene fra november. I Danmark var tallet 7,9 pct. I Storbritannien 7,8 pct. Og i Sverige 8,1 pct.
I de to nordiske lande udenfor EU ”“ Norge og Island ”“ er arbejdsløsheden helt nede på hhv. omkring 3 pct. og 5,3 pct.
I den modsatte ende af skalaen ligger kriseramte eurolande som Spanien med 26,6 pct., Grækenland med 26,0 pct. og Portugal med 16,3 pct.
Eurokrise ikke slut
Ledighedstallene virker ikke mindst opsigtsvækkende i lyset af Barrosos erklæring om eurokrisen. Men det er da langt fra heller ikke alle, der er enig i hans vurdering.
I dag siger professor Kenneth S. Rogoff fra Harvard University i USA, som er en af verdens førende økonomer, det kan tage mange år, før eurozonens problemer er løst. I værste fald kan der gå ”mange, mange årtier”.
”Vi er ikke i nærheden af slutspillet”, siger han i et interview med Politiken.