Parlamentet modarbejder klimamål
Under sidste uges plenarsamling i Strasbourg, vedtog Europa-parlamentet en rapport fra Kommissionen om den tilladte udledning af CO2 hos lette erhvervsbiler. Forslaget bestod af en række mål og en tidsramme for denne reduktion. Inden rapporten blev vedtaget, lykkedes det dog et flertal at få et ændringsforslag igennem, som tillod en højere CO2-udledning end den der oprindeligt var foreslået af Kommissionen. Man øgede med ændringsforslaget den tilladte mængde fra Kommissionens oprindelige forslag på 135 g/CO2 til 147 g/CO2. Blandt de parlamentarikere, som stemte for denne øgede udledning af CO2, var Morten Messerschmidt og Anna Rosbach fra Dansk Folkeparti, samt Bent Bendtsen fra de Konservative.
Set i lyset af dette, er det således ikke så mærkeligt, at EU halter bagefter deres egne klimamål. Kombinationen af en manglende tilslutning til bindende aftaler fra medlemsstaterne og Parlamentets opblødning af reduktionskravene i lovgivningen, medvirker i høj grad til de dårlige resultater.
Forud for afstemningen forslog EU’s klimakommissær Connie Hedegaard fra de Konservative ellers at øge 2020-klimamålet fra en reduktion på 20 procent til 25 procent. Det er dog svært at se, hvordan hun skal kunne få hele EU med sig, når hun, med det konservative ja til ændringsforslaget, ikke engang kan overbevise sit eget bagland.