fbpx Skip to content

Paradise Papers: EU er en del af problemet

Afsløringerne vælter frem i Paradise Papers-sagen, hvor firmaer og velhavere har skjult milliarder af kroner i skattely på Bahamas. MEP Rina Ronja Kari peger på, at EU’s indre marked og kapitalens frie bevægelighed er en del af problemet.

Folkebevægelsen mod EU ønsker, at der handles hurtigst muligt for at sætte en stopper for skattely. (Foto: Pixabay).

En lang række internationale medier har afsløret en lækage af 13,4 millioner af dokumenter fra advokatfirmaet Appleby på Bahamas, som viser, at velhavere og store virksomheder har puttet mange milliarder kroner i skattely.

Ifølge Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-Parlamentet Rina Ronja Kari, så er EU-systemet en grundlæggende del af problemet med skattely.

“EU’s indre marked og den frie bevægelighed af kapital har gjort skatteunddragelsesmanøvre væsentligt nemmere. Samtidig har EU aktivt blokeret for tiltag mod skattely, som da Sverige forsøgte at ændre rentefradrags-reglerne. Det er alt sammen ting, som viser, at EU udgør en del af grundproblemet omkring mulighederne for at lave skattefusk,” siger hun.

Rina Ronja Kari har også tidligere kritiseret EU’s lovforslag og indsatser på området for at være alt for utilstrækkelige.

>> Læs mere her.

1150 supersygehuse forsvinder i skattely – hvert år

Verdens lande går hvert år glip af enorme milliardindtægter som følge af skattesnyd og skatteunddragelse. Ifølge EU-kommissionen kan det samlede beløb i EU-landene måske være helt op mod 7400 milliarder kroner. Det svarer rundt regnet til 190 Storebæltsbroer. Eller flere end 1150 supersygehuse.

”Den aktuelle sag viser endnu en gang, at de ultra-rige lever i en parallel virkelighed, hvor almindelige regler og love åbenbart ikke gælder. Det skal bremses. Det kræver blandt andet et opgør med EU’s indre marked. Derudover arbejder jeg i EU-Parlamentet arbejder for, at der indføres et offentligt register over virksomheders og fondes reelle ejere, så man nemmere kan se reel indtjening og opkræve skat af ejerne, hvor de tjener deres penge” siger Rina Ronja Kari.

Land-til-land rapportering

Rina Ronja Kari understreger, at hun støtter initiativer, der kan bremse den helt urimelige skatteflugt. Et af bedste midler er den såkaldte land-til-land rapportering.

”Land-til-land rapportering er et redskab, som vil tvinge selskaberne til at oplyse, hvor meget de reelt tjener i hvert enkelt land. Det vil gøre det langt nemmere at opkræve skatter, der hvor pengene også er tjent, og dermed kan man bedre dæmme op for at pengene ender i skattely,” siger Rina Ronja Kari.

Hidtil har en omfattende mangel på land-til-land rapportering både i EU og andre lande betydet, at store internationale selskaber har kunnet manipulere med overskud og underskud og flytte penge rundt mellem datterselskabet, så man ender med at anbringe pengene i skattely.

>> Læs mere om Rina Ronja Karis kamp mod skattely her.

Kari: EU har ladet skattefuskeri fortsætte

Et andet redskab til at bekæmpe skatteunddragelse er de såkaldte sortliste over lande, hvor der er risiko for, at de medvirker til skattely, hvidvask af penge og terrorfinansiering.

Lande på sortlisten vil blive underlagt særlig kontrol eller restriktioner, og man kan nemmere afbryde samarbejdet med selskaber, som opererer i de pågældende lande. Dette gælder eksempelvis selskaber, som får offentlige kontrakter.

”EU har indført en sortliste, men man har tidligere udeladt skattely som Cayman Islands, Bahamas og Schweiz, selvom man udmærket har vidst, at de har fungeret som skattely. Desuden har man en politik om, at EU-lande ikke må være på listen. Det gælder Holland, Irland og Luxembourg, der alle er kendte skattely. Nu er Bahamas så blevet centrum i Paradise Papers lækagen, og det viser, at EU helt bevidst har valgt at lade skattefuskeriet fortsætte ufortrødent,” siger Rina Ronja Kari

EU har bebudet, at man vil revidere den eksisterende sortliste i december, men mange milliarder skattekroner er allerede fosset ud af de europæiske statskasser, fordi EU har valgt at lukke øjnene for problemet.

Afsked og retsforfølg Juncker

Når skattesnyd og skatteunddragelse ifølge EU-kommissionen kan løbe op i så astronomiske summer som 7400 mia. kroner, så har det meget alvorlige konsekvenser for alle borgere.

”Skattesnyderne stjæler fra os alle sammen. Hver gang en velhaver eller et firma gemmer sine penge i skattely, så forringes vores velfærd. Uddannelse, sundhedsvæsen og ældrepleje lider under det, og samtidig øges skattetrykket for almindelige lønmodtagere. Det er en meget alvorlig forbrydelse, som EU har set igennem fingrene med alt for længe,” siger Rina Ronja Kari.

Tværtimod påpeger Kari, at EU tilsyneladende belønner skattesnyd. I hvert fald har man aldrig gjort op med kommissionsformand Jean-Claude Junckers rolle i Lux Leaks sagen.

”Juncker var som skatte- og statsminister i Luxembourg dybt involveret i at gøre landet til et skattely. I en retsstat burde han fyres og retsforfølges. Alligevel kan han fortsætte ufortrødent med fuld straffrihed som EU’s øverste leder. EU-toppen sender et klart signal om, at forbrydelse betaler sig, og at korruption og skattesnyd ikke har nogen konsekvenser i EU-systemet,” siger Kari.

Rina Ronja Kari har tidligere fremsat et mistillidsvotum til Jean-Claude Juncker for at få ham afsat som EU-kommissionens formand.

 

Back To Top