Omkring 100.000 demonstrerede mod EU-nedskæringer
Sammen med omkring 100.000 mennesker fra hele Europa, deltog Søren Søndergaard MEP fra Folkebevægelsen mod EU, i dag i en demonstration i Bruxelles gader mod EU-dikterede nedskæringer. Han gik under Folkebevægelsens banner med parolen ”Ingen fri bevægelighed for løntrykkeri”.
Demonstrationen var indkaldt af Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), som dækker over 80 nationale fagforeninger i Europa og over 60 millioner medlemmer, heriblandt danske LO.
– Jeg opfordrer regeringerne i de forskellige EU-lande til at følge demonstranternes krav om at droppe den EU-dikterede nedskæringspolitik. Støt fagbevægelsens krav om, at der gøres noget effektivt mod det omfattende løntrykkeri og for indførelse af en social protokol, som 3F i Danmark ønsker, udtaler Søren Søndergaard MEP fra Folkebevægelsen mod EU
Den store demonstration i Bruxelles er kulminationen på en fælles europæisk aktionsdag. Over hele Europa har der derfor i dag været protester mod de nedskæringer, som mange EU-lande står overfor. I Spanien var der generalstrejke og store demonstrationer fandt sted i blandt andet Portugal, Italien, Ungarn, Tjekkiet, Litauen, Cypern og Polen.
Ønskes yderligere oplysninger om demonstrationen, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40