Noget af det jeg bedst kan lide ved mit arbejde er at deltage i debatter rundt omkring i landet.

Til debatterne møder jeg engagerede, passionerede mennesker, som har holdninger, håb og drømme om et bedre og mere retfærdigt Europa. Det har jeg også. Drømmene, visionerne og en vrede over uretfærdigheder er det, der driver værket for mig.

Vi er heldigvis mange, der har de drømme – men hvis de skal blive til virkelighed, må vi finde ud af hvordan vi faktisk kommer derhen.

Det “tredje alternativ”

Forleden deltog jeg i en debat på P1 med Alternativets EU-ordfører Rasmus Nordqvist. Emnet var den tidligere græske finansminister Varoufakis’ nyeste politiske projekt, det såkaldte “tredje alternativ” mellem højrenationalismen og de udemokratiske EU-institutioner, som Alternativet arbejder på at blive en del af.

Varoufakis arbejder på at starte en pan-europæisk bevægelse med centrum i Bruxelles, som ønsker at forandre EU-institutionerne i en mere demokratisk retning. Et på overfladen ganske sympatisk projekt, men desværre et projekt, der er prøvet mange gange før.

Når min begejstring og tiltro til projektet ikke når samme højder som Nordqvists skyldes det ikke, at jeg ikke deler opfattelsen af EU’s himmelråbende demokratiske underskud.

Der kan ikke herske tvivl om, at der er meget langt mellem beslutningstagerne i EU og befolkningerne i EU’s medlemslande. Der skal råbes overordentlig højt, hvis det skal kunne høres i EU-institutionerne af glas og beton. Og selv hvis det høres, er der ingen garanti for at der lyttes.

Det er fantastisk, at Varoufakis og muligvis de selvudnævnte ‘pragmatiske utopister’ i Alternativet er med til at rejse debatten om EU’s demokratiske underskud.

Jeg er bare uenig i strategien.

Storindustriens værktøj

For mig at se er det ikke kun utopisk, men direkte formålsløst at forsøge at ændre EU til noget radikalt anderledes indefra.

Det har Varoufakis jo oplevet på egen krop som finansminister i den græske Syriza-regering. Det var ikke just en rasende succes, da Varoufakis som finansminister tog til Bruxelles med et ønske om forandring.

Problemet der var jo ikke Varoufakis, men de grundlæggende strukturer i EU.

Det siges, at enhver forandring begynder med erkendelsen af problemet. Og skal vi forandre Europa til det bedre, er vi nødt til først at indse, at EU i sig selv er en del af problemet.

EU er ikke en apolitisk størrelse, som frit kan formes og farves som man måtte ønske. EU er fra begyndelsen oprettet til at styrke kul- og stålindustrien.

EU’s grundpiller, de fire “friheder”, handler om pengenes, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed – ikke menneskers frie bevægelighed vel at mærke.

Selv hvis utopisterne, EU-reformisterne og tidligere græske finansministre skulle have held med deres foretagende om at formindske Unionens demokratiske underskud; og selv hvis det mod enhver forventning for eksempel skulle lykkes at flytte magt fra EU-Kommissionens til de folkevalgte i EU-Parlamentet; selv da vil beslutningerne om fremtidens kurs begrænse sig til spørgsmålet om mere eller mindre hurtigt fremad mod det i traktaten fastsatte mål om “en stadigt snævrere union”.

Vi skal turde drømme større

Jeg er enig med Alternativet i, at vi har brug for en anden kurs. Men det er desværre illusorisk at tro, at løsningen er forandringer inden for rammen.

EU’s udemokratiske og menneskefjendske natur kan ikke komme som en overraskelse.

Jeg ser i mit arbejde hver dag, hvordan EU bygger stadig større hegn og laver lyssky aftaler med Tyrkiets diktator Erdogan for at holde flygtninge ude. Og jeg ser hvordan hensyn til klima og miljø gang på gang må vige til fordel for store virksomheders uhindrede jagt på profit.

Jeg drømmer også.

Jeg drømmer om et helt andet Europa. Og jeg gør mig ingen illusioner om at kunne indfri drømmen inden for rammerne af EU.

Hvis Alternativet for alvor mener de flotte fraser om forandring, håber jeg, at vi sammen kan arbejde for et nyt europæisk samarbejde, der bygger på demokrati og solidaritet.

Vi skal turde drømme et nyt og anderledes samarbejde i stedet for EU, og ikke blot sætte vores lid til endnu en ny bevægelse, der alene vil et anderledes EU.
_______________________________________________________________________

Indlægget har tidligere været bragt på Modkraft.dk

Noget af det jeg bedst kan lide ved mit arbejde er at deltage i debatter rundt omkring i landet.

Til debatterne møder jeg engagerede, passionerede mennesker, som har holdninger, håb og drømme om et bedre og mere retfærdigt Europa. Det har jeg også. Drømmene, visionerne og en vrede over uretfærdigheder er det, der driver værket for mig.

Vi er heldigvis mange, der har de drømme – men hvis de skal blive til virkelighed, må vi finde ud af hvordan vi faktisk kommer derhen.

Det “tredje alternativ”

Forleden deltog jeg i en debat på P1 med Alternativets EU-ordfører Rasmus Nordqvist. Emnet var den tidligere græske finansminister Varoufakis’ nyeste politiske projekt, det såkaldte “tredje alternativ” mellem højrenationalismen og de udemokratiske EU-institutioner, som Alternativet arbejder på at blive en del af.

Varoufakis arbejder på at starte en pan-europæisk bevægelse med centrum i Bruxelles, som ønsker at forandre EU-institutionerne i en mere demokratisk retning. Et på overfladen ganske sympatisk projekt, men desværre et projekt, der er prøvet mange gange før.

Når min begejstring og tiltro til projektet ikke når samme højder som Nordqvists skyldes det ikke, at jeg ikke deler opfattelsen af EU’s himmelråbende demokratiske underskud.

Der kan ikke herske tvivl om, at der er meget langt mellem beslutningstagerne i EU og befolkningerne i EU’s medlemslande. Der skal råbes overordentlig højt, hvis det skal kunne høres i EU-institutionerne af glas og beton. Og selv hvis det høres, er der ingen garanti for at der lyttes.

Det er fantastisk, at Varoufakis og muligvis de selvudnævnte ‘pragmatiske utopister’ i Alternativet er med til at rejse debatten om EU’s demokratiske underskud.

Jeg er bare uenig i strategien.

Storindustriens værktøj

For mig at se er det ikke kun utopisk, men direkte formålsløst at forsøge at ændre EU til noget radikalt anderledes indefra.

Det har Varoufakis jo oplevet på egen krop som finansminister i den græske Syriza-regering. Det var ikke just en rasende succes, da Varoufakis som finansminister tog til Bruxelles med et ønske om forandring.

Problemet der var jo ikke Varoufakis, men de grundlæggende strukturer i EU.

Det siges, at enhver forandring begynder med erkendelsen af problemet. Og skal vi forandre Europa til det bedre, er vi nødt til først at indse, at EU i sig selv er en del af problemet.

EU er ikke en apolitisk størrelse, som frit kan formes og farves som man måtte ønske. EU er fra begyndelsen oprettet til at styrke kul- og stålindustrien.

EU’s grundpiller, de fire “friheder”, handler om pengenes, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed – ikke menneskers frie bevægelighed vel at mærke.

Selv hvis utopisterne, EU-reformisterne og tidligere græske finansministre skulle have held med deres foretagende om at formindske Unionens demokratiske underskud; og selv hvis det mod enhver forventning for eksempel skulle lykkes at flytte magt fra EU-Kommissionens til de folkevalgte i EU-Parlamentet; selv da vil beslutningerne om fremtidens kurs begrænse sig til spørgsmålet om mere eller mindre hurtigt fremad mod det i traktaten fastsatte mål om “en stadigt snævrere union”.

Vi skal turde drømme større

Jeg er enig med Alternativet i, at vi har brug for en anden kurs. Men det er desværre illusorisk at tro, at løsningen er forandringer inden for rammen.

EU’s udemokratiske og menneskefjendske natur kan ikke komme som en overraskelse.

Jeg ser i mit arbejde hver dag, hvordan EU bygger stadig større hegn og laver lyssky aftaler med Tyrkiets diktator Erdogan for at holde flygtninge ude. Og jeg ser hvordan hensyn til klima og miljø gang på gang må vige til fordel for store virksomheders uhindrede jagt på profit.

Jeg drømmer også.

Jeg drømmer om et helt andet Europa. Og jeg gør mig ingen illusioner om at kunne indfri drømmen inden for rammerne af EU.

Hvis Alternativet for alvor mener de flotte fraser om forandring, håber jeg, at vi sammen kan arbejde for et nyt europæisk samarbejde, der bygger på demokrati og solidaritet.

Vi skal turde drømme et nyt og anderledes samarbejde i stedet for EU, og ikke blot sætte vores lid til endnu en ny bevægelse, der alene vil et anderledes EU.
_______________________________________________________________________

Indlægget har tidligere været bragt på Modkraft.dk