fbpx Skip to content

Nyt TTIP-leak afslører alvorlige angreb på demokratiet

Nogle gange er arbejdet hernede i EU-parlamentet mere eksotisk end andre. For et par uger siden blev jeg lukket inde i et lille rum med en stak papirer. Jeg måtte hverken have telefon eller taske med ind og jeg skulle sikkerhedsscannes grundigt inden.

Rummet var det såkaldte læserum, som er blevet oprettet både her i Bruxelles og rundt omkring i medlemslandenes parlamenter, også i Folketinget. Her kan parlaments- og folketingsmedlemmer få lov at læse i nogle af de hemmelige papirer om TTIP, den handelsaftale, som EU og USA forhandler om lige nu. Vi må ikke fortælle videre, hvad vi ser derinde, og selv hvis vi måtte, ville det ikke være så interessant – det er nemlig langt fra de mest kontroversielle dokumenter, vi får lov at se.

EU-kommissionen er ved at binde os til en aftale, hvor både USA og erhvervslivet sikres afgørende indflydelse på al fremtidig lovgivning. En vanvittig undergravelse af demokratiet!

Forhandlingerne om TTIP foregår mellem USA’s handelskammer og EU-kommissionen, som forhandler på vegne af hele EU.

Selvom handelsaftalen ventes at få enorme konsekvenser for vores demokratiske beslutningsprocesser, miljø og arbejderrettigheder, foregår forhandlingerne i dybeste hemmelighed. De omfattende konsekvenser kender vi kun, fordi nogle af forhandlingsdokumenterne er blevet lækket.

Nyt dokument lækket

I denne uge blev endnu et af de hemmeligholdte dokumenter så lækket. Og når man ser, hvad der står i dokumentet, forstår man godt, hvorfor EU-kommissionen forsøger at holde det skjult!

Det er på mange måder et af de mest kontroversielle tiltag i TTIP, man kan læse om her.

Dokumentet er et udspil fra EU-kommissionen til forhandlingerne med USA, som netop er gået ind i deres 12. runde.

Det vedrører det såkaldte reguleringsmæssige samarbejde, der indgår i handelsaftalen – altså hvordan EU og USA skal afstemme og harmonisere både nuværende og fremtidige regler, så det bliver så let som muligt for virksomhederne at navigere i dem.

Skal koordinere med USA

Det nye dokument viser, at EU-kommissionen lægger op til en omfattende koordinering mellem EU og USA om strømlining af både nuværende og fremtidig lovgivning.

Et af de mest kontroversielle afsnit findes på side 13 i forhandlingsdokumentet. Her står der, at “Når parterne (EU og USA, red.) udvikler nye eller implementerer eksisterende regler og lovgivning, som vil få eller kan tænkes at ville få konsekvenser for samarbejdet, skal de give hinanden mulighed for samarbejde og informationsudveksling på det tidligst mulige stadie for at gøre det muligt for de ansvarlige regulerende myndigheder hos begge parter at diskutere de lovgivningsmæssige mål, muligheder og andre relaterede emner.

I en note til aftalen uddybes det, at “EU-kommissionen skal sikre samarbejdet disse muligheder før kommissionen vedtager en officiel holdning.”

Med andre ord skal USA høres, før EU-kommissionen vedtager sine udspil til nye EU-love og regler.

På side 7 fremgår det, at parterne også skal tage hensyn til om ny lovgivning vil påvirke den internationale handel og investeringer.

Mere indflydelse til virksomhederne

Dokumentet indeholder også afsnit om, hvordan andre interessenter skal sikres mulighed for at følge med i lovgivningen:

Under forberedelsen af lovgivning skal parterne – i overensstemmelse med deres respektive regler og procedurer – give alle interessenter rimelig mulighed for at komme med input gennem en offentlig høringsproces, publicere udkast eller høringsdokumenter, om ny lovgivningen, der giver interessenter eller den anden part mulighed for at vurdere om og hvordan deres interesserer bliver mærkbart påvirket og tage de deraf indkomne kommentarer i betragtning“, står der på side 6 i det lækkede dokument.

Med interessenter menes alle, som har en interesse i lovforslaget – altså fagforeninger, NGO’er og erhvervsliv.

Det kan i princippet lyde meget uskyldigt – men når virkeligheden er, at de store virksomheder har langt flere ressourcer til at sikre sig indflydelse, betyder det reelt, at erhvervslivet kommer til at kunne sætte dominerende aftryk på lovgivningen fremover.

Det er ikke bare noget, jeg mener. Som Bruxelles-vagthunden Corporate Europe Observatory peger på, har virksomheder og erhvervsorganisationer både flere ressourcer og et langt stærkere incitament til at påvirke lovgivningen i deres favør.

Selve formålet med TTIP er jo at fjerne såkaldte “handelsbarrierer” mellem EU og USA, altså love og regler, der hindrer virksomhedernes muligheder for få den størst mulige profit. Det kan eksempelvis være love, der skal beskytte miljø og forbrugere i forhold til brug af giftige stoffer og farlige kemikalier eller love, der skal sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Det er også derfor, at NGO’er og fagforeninger i hele USA og Europa protesterer og demonstrerer mod TTIP.

Flere lækager, tak!

Det nye TTIP-læk sætter fokus på to helt centrale problemer.

Det ene er selve hemmeligholdelsen.

Vi taler her om verdenshistoriens største handelsaftale, som kommer til at få voldsomme konsekvenser for vores demokratiske selvbestemmelse, miljø og rettigheder.

Det er dybt problematisk, at offentligheden konsekvent nægtes indsigt i, hvad der foregår i de forhandlinger.

For hver afsløring om TTIP står modstanden mod aftalen stærkere.

Selvom EU-kommissionen efter pres er begyndt at offentliggøre udvalgte dokumenter og lade os parlamentarikere læse med på lidt flere, så viser det seneste læk, at de vigtigste dokumenter stadig bliver hemmeligholdt.

Dokumentet, hvor Kommissionen lover i al fremtid at tjekke af med USA, før der laves nye love, var jo ikke med i den stak jeg fik lov at se i læserummet.

Det får befolkningen kun indsigt i, fordi nogen med adgang til dokumenterne lækker dem. Og det kommer vi forhåbentlig til at se mere af i fremtiden. Whistleblowerorganisationen WikiLeaks har nemlig udlovet en stor dusør på 100.000 euro til personer, der lækker flere insideinformationer om TTIP.

Det andet er, hvad der står i selve dokumentet.

Det er en vanvittig undergravelse af vores demokratiske selvbestemmelse, at EU-kommissionen nu, henover hovedet på befolkningen, er ved at binde EU’s medlemslande til en aftale, hvor både USA og erhvervslivet sikres afgørende indflydelse på al fremtidig lovgivning!

Det synes vi offentligheden har krav på indsigt i. Derfor valgte vi i Folkebevægelsen også at lægge hele det lækkede TTIP-dokument op på vores hjemmeside – det kan man se her.

Kampen mod TTIP er en hovedprioritet i mit arbejde i parlamentet. Jeg og resten af Folkebevægelsen arbejder indædt for at få handelsaftalen taget helt af bordet, når EU-parlamentet i løbet af i år skal godkende det endelige udspil fra Kommissionen.

Desværre er vi ret alene om den holdning. Derfor er der brug for massivt folkeligt pres fra fagforeninger og NGO’er for at skubbe parlamentarikerne i den rigtige retning.

Det pres kan I, der læser med, hjælpe med at skabe. I kan rejse sagen i jeres fagforening eller kaste jer ind i kampen mod TTIP på en anden måde.

Og så er der brug for flere lækager! For hver afsløring om TTIP står modstanden mod aftalen stærkere.

Derfor håber jeg, at flere med indsigt i de kontroversielle dokumenter vil hjælpe med at give offentligheden indsigt i, hvad der foregår.

Så lover vi i Folkebevægelsen til gengæld at blive ved med give TTIP kamp til stregen.

—————————————————————————————————————————-
Indlægget har tidligere været bragt på Modkraft.dk

Back To Top