Nyt TTIP-læk bekræfter angreb på klima og miljø
USA vil bruge TTIP til at afmontere væsentlig beskyttelse af klima og miljø og fremme virksomhedernes indflydelse på lovgivning, viser nyt stort læk. Folkebevægelsen kræver nu en kommentar fra EU-kommissionen.
Væsentlig beskyttelse af klima og miljø bliver ophævet og de store virksomheder og deres lobbyister sikres afgørende indflydelse på fremtidens lovgivningsprocesser.
Sådan lyder USA’s krav til den kontroversielle handelsaftale TTIP. Det viser en ny stor lækage af papirer fra de mørklagte forhandlinger, som Greenpeace offentliggjorde i dag.
De klassificerede dokumenter udgør mere end to tredjedele af USA’s udspil til den samlede aftaletekst og dækker 13 afsnit om alt fra telekommunikation til regulatorisk samarbejde, pesticider, fødevarer og landbrug.
“Disse lækkede dokumenter bekræfter, hvad vi har sagt i lang tid: TTIP vil sætte virksomheder i centrum for den politiske beslutningsproces til skade for miljøet og folkesundheden. Vi ved allerede, at EU’s holdning er skadelig, og nu ser vi, at den amerikanske holdning er endnu værre. Et kompromis mellem de to vil være uacceptabelt,” siger direktør for Greenpeace EU, Jorgo Riss, i en pressemeddelelse.
>> Se de lækkede TTIP-dokumenter her
Greenpeace peger især på fire bekymrende områder i den lækkede tekst.
Det gælder ophævelsen af princippet om “General Exceptions”, som blev indført med GATT-aftalen og tillader lande at vedtage handelshindringer for at “beskytte menneskers, dyrs og planters liv eller sundhed” eller for at sikre “bevarelse af udtømmelige naturressourcer”. Denne regel er altså ikke med i det amerikanske udspil til TTIP-aftalen.
Samtidig er der ingen forpligtelse til at overholde i kravene om CO2-udledning fra COP21-aftalen i Paris i teksterne.
USA ønsker også at EU erstatter sit såkaldte “forsigtighedsprincip” om farlige stoffer med en mindre striks “risikostyring”. Forsigtighedsprincippet er et princip inden for miljølovgivning, som betyder, at hvis der er videnskabelige indikationer for risiko for alvorlige eller uoprettelige skader, må indgreb over for potentielle forurenere ikke udsættes alene grundet videnskabelig usikkerhed. Det blev blandt andet indført på baggrund af erfaringerne med ozonlagsnedbrydende stoffer, og er i dag traktatfæstet som en grundlæggende del af EU-retten.
Endelig tyder de lækkede dokumenter også på, at begge parter overveje at give virksomheder og deres lobbyister meget bredere adgang til og deltagelse i lovgivningsprocessen.
“Det er fuldstændig vanvittigt, at en aftale med så omfattende konsekvenser bliver forhandlet henover hovedet på borgerne i EU og i dybeste hemmelighed. Det er kun på grund af læk som det her, at vi overhovedet ved, hvor stor indflydelse TTIP vil få på vores velfærd, miljø og demokrati, og vi skylder stor tak til både kilden og Greenpeace,” siger MEP Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.
Det er EU-kommissionen, der forhandler med USA på vegne af EU’s medlemslande. EU-parlamentet er ikke inddraget i forhandlingerne, man kan i sidste ende vælge af forkaste den endelige aftaletekst.
Rina Ronja Kari vil nu rejse sagen overfor EU-kommissionen for at høre, hvordan de forholder sig til USA’s planer med aftalen.
“Jeg vil samtidig kigge ekstra opmærksomt efter disse områder, når jeg næste gang får adgang til fortrolige TTIP-dokumenter i det læserum, der er oprettet til parlamentarikere,” siger hun.