Nyt forslag fra kommissionen: Frontex 2.0
Kommissionens forslag til “A European Border and Coast Guard Agency” er en udvidelse og omdannelse af det eksisterende grænsekontrolinstrument, FRONTEX.
Agenturets budget fordobles til €280 om året og antallet af ansatte går fra 400 til 1000, skriver EUObserver.
Kommissionen foreslår en såkaldt ‘integreret grænseforvaltning’, som udvider definitionen af grænsekontrol til også at omfatte operationer i tredjelande, bistand ved hjemsendelse af afviste asylansøgere samt foretagelse af risikovurderinger af medlemslandenes beredskaber.
Ret til at intervenere
Ønsket om større integration betyder, at Kommissionen vil styrke medlemslandenes forpligtelser til samarbejde og deling af informationer.
Det foreslås ligeledes, at agenturet udpeger en kontaktperson til hvert land, som skal “integreres fuldt i de nationale myndigheders arbejde og informationssystemer samt være i stand til at sikre, at agenturet er fuldt informeret i realtid.”
For at sikre en effektiv implementering af en integreret grænseforvaltning vil det nye grænseagentur, gennem kontaktpersonen, evaluere landenes kapaciteter (mandskab og udstyr) og foretage obligatoriske “svaghedstest” af landenes egne grænseforanstaltninger.
På baggrund af disse vurderinger vil agenturet afgøre, om der er behov for “korrigerende tiltag”. Disse afgørelser vil være bindende for medlemslandene.
“Hvis de nødvendige korrigerende tiltag ikke tages inden for den af agentures fastsatte tidsfrist, kan EU-Kommissionen autorisere agenturet til yderligere handlinger, herunder indsættelse af European Border and Coast Guard Teams,” står der i forslaget.
Det nye grænseagentur kan altså med Kommissionen i ryggen gribe ind i den enkelte medlemsstat, hvis denne ikke kan eller vil foretage de handlinger, som agenturet anser for nødvendige, uden medlemsstatens samtykke eller anmodning om assistance.
Agenturet skal desuden indtage en større rolle i hjemsendelse af afviste asylansøgere. Det foreslås derfor, at der oprettes et “hjemsendelseskontor”, som skal koordinere hjemsendelserne.
“For EU handler håndtering af flygtningekrisen om at afholde flest mulig mennesker fra at nå EU’s grænser, og forslaget her ligger helt i tråd med den linje. Udover at være voldsomt indgribende i medlemsstaternes suverænitet, løser forslaget intet,” siger Rina Ronja Kari.
“Vi skal skabe sikre, lovlige veje ind i EU og i stedet løse årsagerne til, at rekordmange mennesker er på flugt,” siger hun.
Forslaget præsenteres i morgen eftermiddag for EU-parlamentet, og hele forslaget kan læses her.