DSF om SU-dom: EU skal ikke blande sig
EU-domstolen er her til formiddag kommet med en afgørelse i en sag om SU til to tyske statsborgere, der studerer i udlandet. De tyske regler kræver, at de studerende skal have boet uafbrudt i tre år i Tyskland inden afrejsen. Det har EU-domstolen nu underkendt.
Dommen vil formentlig også få konsekvenser for de danske regler, som kræver, at studerende skal have boet mindst to år indenfor de sidste 10 år inden afrejsen.
”Jeg vil umiddelbart vurdere, at Danmark ikke kan opretholde de nuværende regler. Men det er selvfølgelig noget, som embedsmændene skal analysere”, siger professor og EU-ekspert Marlene Wind til Politiken.
”Dommen her er alvorlig for Danmark. Og det betyder med sikkerhed, at vi kommer til at ændre den danske SU-lovgivning”, siger Venstres SU-ordfører Mads Rørvig til DR Nyheder og har vurderet, at den kommer til at koste et trecifret millionbeløb.
Tredie SU-dom på halvt år
Dommen er den tredje indenfor et halvt år, som påvirker det danske SU-system.
I februar kom der en dom, som giver alle EU-borgere ret til SU (Statens Uddannelsesstøtte), så snart man har arbejdet i Danmark. Det vil koste Danmark mindst 200 millioner kroner om året, har regeringen regnet sig frem til.
Og i juni kom en dom i en sag fra Luxembourg. Her har arbejdskraft fra et andet EU-land fik medhold i, at deres børn skal have statslig uddannelsesstøtte fra Luxembourg, selvom børnene ikke bor og studerer i Luxembourg.
”Vi afventer den dom med et lidt bredere perspektiv, som falder midt i juli. Den kan bidrage til, at vi kan finde en samlet løsning på, hvordan vi indretter vores SU, så den går til de formål, den var tiltænkt”, lød minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard Kristiansens kommentar til Luxembourg-dommen til DR
DSF: EU skal ikke blande sig
Danske Studerendes Fællesråd (DSF) udtrykker bekymring for den nye dom i den tyske sag:
”Vi skal have undersøget konsekvenserne nærmere. Men det er stærkt bekymrende, at det er den tredje dom, der risikerer at undergrave vores SU. Vi mener ikke, at EU skal blande sig i de nationale uddannelsessystemer, som SU’en er en del af”, siger næstformand og levevilkårsordfører Mads Melin fra DSF til Nyt fra EU-fronten.
Læs også pressemeddelelsen “SU-dom rejser spørgsmål om EU-medlemskabet” – klik her!
Læs EU-domstolens afgørelse ”“ klik her!