Ny dom: Kommissionens afvisning af TTIP-protester var ulovlig
Der bliver festet i Stop TTIP-bevægelsen i dag. EU-Domstolen har nemlig slået fast at Kommissionen brød reglerne, da den afviste at anerkende millioner af underskrifter fra bevægelsen.
af Freja Wedenborg
Det var ulovligt, da EU-Kommissionen i 2014 afviste at anerkende det europæiske borgerinitiativ Stop TTIP. Det har EU-Domstolen afgjort i dag.
Stop TTIP ønskede at få status som et såkaldt europæisk borgerinitiativ, som ifølge Lissabon-traktaten skulle give borgere ret til at opfordre EU-Kommissionen til at fremsætte nye lovforslag. Det ønskede bevægelsen at gøre for at bremse forhandlingerne om den store handelsaftale TTIP mellem EU og USA, som frygtes at give store virksomheder afgørende indflydelse på landenes lovgivning.
Det er en fuldt fortjent blodtud, Kommissionen har fået i dag af EU-Domstolen.
Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory
Initiativet indsamlede på bare to måneder den million underskrifter fra minimum syv medlemslande, der kræves for at få status som et europæisk borgerinitiativ, men EU-Kommissionen afviste alligevel at anerkende det. Efter at underskrifterne var blevet afleveret, meddelte Kommissionen nemlig, at et borgerinitiativ ikke kunne bremse en igangværende forhandling, men derimod kun foreslå en ændring af en eksisterende lov.
Det fik Stop TTIP til at lægge sag an, og den har EU-Domstolen altså afgjort i dag.
“Intet kan retfærdiggøre at udelukke lovlige tiltag for at forhindre handelsaftaler fra den demokratiske debat,” skriver domstolen blandt andet i afgørelsen, som kan læses her.
“En fortjent blodtud”
Kenneth Haar fra tænketanken Corporate Europe Observatory kalder dagens dom en “fortjent blodtud”.
“Det er en fuldt fortjent blodtud, Kommissionen har fået i dag af EU-Domstolen. Det er rigtig godt, at de gæve tyske aktivister ikke tog et nej for et nej, men forfulgte sagen til øverste instans. Der bliver brugt så mange beskidte tricks mod TTIP- og CETA-modstanderne fra officielt hold og fra de politiske tilhængeres side, så det er saliggørende, at EU-Domstolen siger så klart fra, som det er tilfældet,” siger han til Folkebevægelsen.dk.
Den mest sandsynlige konsekvens af dagens afgørelse er, at Kommissionen igen tager sagen op, men stadig afviser initiativet, mener Kenneth Haar.
“Mere vidtgående er det såkaldte deltagerdemokrati i EU ikke,” siger han.
Kommissionens rolle
Hos Stop TTIP vækker afgørelsen glæde, men også ærgrelse. I mellemtiden er den lignende CETA med Canada handelsaftale nemlig forhandlet på plads og vedtaget i EU-parlamentet og Rådet, og det kunne måske være anderledes, påpeger talsperson for Stop TTIP, Michael Efler, i en pressemeddelelse.
“Vi har ventet på denne afgørelse i over to år. I mellemtiden er CETA blevet vedtaget i både Rådet og EU-parlamentet. Kommissionen burde ikke have lov til at stoppe borgerinitiativer så let, når man tænker på, at det skulle fremme offentlig deltagelse i beslutningsgangene,” siger han.
Michael Efler mener, at der i stedet bør være en langt kortere deadline for afgørelser, når Kommissionen afviser at anerkende borgerinitiativer.
Efter Kommissionens afslag fortsatte Stop TTIP med at indsamle underskrifter. Det blev i løbet af et år til 3,3 millioner underskrifter i 23 medlemslande, og bevægelsen er dermed det borgerinitiativ, der har fået størst tilslutning nogensinde i EU.