Nedskæringspolitikken virker (stadig) ikke

Så kom der nye økonomiske tal for Grækenland. Og det ser sort ud.
Lyder det tørt? Så lad mig starte med at fortælle om et besøg jeg havde i Grækenland i sommers. Her fortalte flere af regeringsmedlemmerne om, hvordan fattigdom ser ud hos dem. Især en oplysning tydeliggjorde dybden i krisen; Det er ganske normalt, at børn besvimer i skolerne i Grækenland, simpelthen fordi der ikke har været råd til mad.
De besvimer af sult. Børn. I EU.

Og fattigdommen er stor i Grækenland, den er desperat.

I meget snart et år har en venstreorienteret regering så styret landet og forsøgt at gøre op med fattigdommen. Men de har samtidig en voldsom spændetrøje på. De er underlagt en sparedoktrin, som på alle tænkelige måder er med til at øge fattigdommen og nøden. Og som er med til at øge konsekvenserne.
Hvorfor sørger den græske regering dog ikke for, at børnene så i det mindste får noget mad i skolen? Fordi de ikke har nogen midler at gøre det for.

Nedskæringsdoktrinen, hvor der bliver skåret mere og mere brutalt på alle offentlige udgifter, skulle angiveligt hjælpe den græske økonomi, så de kan komme ud af den enorme gæld. Det virker bare ikke.

Den offentlige gæld skulle ifølge EU’s forudsigelser være faldet fra 170 % af BNP i 2015 til 159 % i 2016. Men lige nu er den nået helt op på 195 %. Gælden stiger altså. Stadig.

Problemet er jo også oplagt. Der skabes en ond cirkel, hvor nedskæringerne er med til at sætte samfundet i stå og blandt andet skabe flere arbejdsløse, hvilket igen øger samfundsudgifterne. Ikke alene er det et samfundsmæssigt problem, det skaber også en enorm fattigdom, som har store menneskelige konsekvenser for alt, alt for mange.
Der er mange grunde til, at vi er endt her, og man kan bestemt ikke fratage skiftende græske regeringer deres ansvar. Der kan dog heller ikke herske tvivl om, at det er et grundlæggende problem, at lande med så forskellige økonomier som Grækenland og Tyskland er i samme møntfod, Euroen. Det var dømt til at blive et problem, at EU først indførte fælles valuta og først senere indførte mere og mere EU-styring af økonomierne.

Den hårde sandhed er, at det ikke burde komme som en overraskelse og slet ikke for EU, at Grækenland ikke bare kan nedskære sig selv ud af krisen, men at der er brug for en omstrukturering af deres gæld og en anden økonomisk politik. Der er ikke brug for mere af det samme, men brug for noget nyt. Desværre er der intet der tyder på, at EU har accepteret dette og derfor fortsætter borgerne med at betale den største pris, samtidig med at det er mere end svært at få øje på noget lys forude.

Skulle vi ikke lade året 2016 være der, hvor vi accepterer at det ikke er en god idé med én bestemt økonomisk politik dikteret af EU. Og hvor vi giver plads til en reel diskussion om, hvorvidt lande bør have mulighed for at forlade Euroen under ordnede og rolige forhold. Det kræver, at vi tør stille spørgsmålstegn ved de grundlæggende strukturer i EU, men det er der sørme da også brug for!

Bloggen blev bragt på www.politiko.dk d. 5. januar 2016.