Den næste store flygtningestrøm: Vestsahara

Der hersker ingen tvivl om, at EU selv bærer en væsentlig del af skylden for det, der kan blive den næste større tilstrømning af flygtninge. Med EU’s støtte til Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara er jorden gødet til store problemer og frygtelige tab.

“Hvordan er situationen i flygtningelejrene nu?”

Et debatmøde om Vestsahara afsluttes med dette sidste spørgsmål og svaret kommer prompte: “Folk – især de unge – har mistet troen på, at de har en fremtid”.

Nu begynder bevægelsen mod Europa.

Den oversete historie om Vestsahara og EU’s ansvar

Dette er – den alt for oversete – historie om, hvordan EU’s politik er med til at fastholde et besat lands befolkning med udsigt til ingenting. Det er historien om, hvordan Marokko har besat Vestsahara, og hvordan EU er så optagede af egne økonomiske interesser, at de ser igennem fingrene med det.

Og nu er det også historien om, hvordan meget tyder på, at en af de næste bølger af flygtninge til Europa meget vel kan komme netop fra flygtningelejrene for de fordrevne fra Vestsahara.

Det gør naturligvis kun ondt værre, at mange unge mennesker fra Vestsahara har haft store håb til EU, men nu føler de endegyldigt, at EU og Europa har vendt dem ryggen og svigtet. Det er også fuldstændig sandt!

Marokkos besættelse og fordrivelse af lokalbefolkningen

Historien starter med, at Spanien endeligt trækker sig som kolonimagt fra Vestsahara i 1975. Herefter besætter Marokko en væsentlig del af territoriet, den del med alle naturressourcerne, og fordriver store dele af lokalbefolkningen.

En væsentlig del af Vestsaharas oprindelige sahrawi-befolkning bor nu i flygtningelejre i Algeriet, hvor de har organiseret sig imponerende godt med skoler, sundhedssystem, osv.

Men lejrene ligger steder, hvor der ingen chance er for at leve af naturen, og lejrene overlever dermed på økonomisk tilskud. Et tilskud, som i disse år bliver drastisk beskåret.

FN fordømmelse af besættelsen

FN fordømmer besættelsen, og anerkender frihedsbevægelsen Polisario som sahrawi-folkets repræsentant. De afrikanske lande bakker op, og intet land i verden har anerkendt Marokkos ret til Vestsahara. Tværtimod.

Tilbage i 1992 bliver der så lovet en folkeafstemning. Befolkningen skal spørges, om de vil være en del af Marokko eller have eget land. Desværre nægter Marokko og vil alene spørge om de vil være et selvstyre under Marokko eller bare underlægge sig fuldstændig.

Samtidig har Marokko sørget for den klassiske bosætter-strategi, hvor hundredtusindvis af marokanske borgere har bosat sig i det besatte område. Nu insisterer Marokko på, at det er dem der BOR i Vestsahara, som skal deltage i folkeafstemningen – og dermed deres egne borgere og ikke befolkningen, som jo er fordrevet til flygtningelejre i Algeriet.

EU’s rolle i konflikten

Nuvel, hvad har alt dette så at gøre med EU?

Jo, det afgørende spørgsmål er her, om det marokkanske regime ville kunne fortsætte denne praksis, hvis de f.eks. blev afskåret fra handel og samarbejde med resten af verden? Det ville de næppe kunne.

Men EU har valgt at indgå associeringsaftaler, fiskeriaftaler og ikke mindst at give dem en særlig status, der bringer Marokko ganske tæt på at være EU-medlemsland – naturligvis uden egentlig at blive medlemsland, da de jo ikke er et Europæisk land.

De fleste af disse aftaler nævner ikke Vestsahara med et ord, men praksis har været, at varerne og ressourcerne har kunne flyde frit fra Vestsahara igennem Marokko og til EU.

Og fiskeriaftalerne har givet EU’s fiskerflåde mulighed for at drive voldsomt fiskeri ud for Vestsaharas kyst, alt imens det har været det marokkanske regime, der har fået gevinsterne.

Det er næsten så dobbeltmoralsk og ulideligt, som noget kan være. EU påstår på den ene side at være forkæmpere for menneskerettighederne, og på den anden side ser de stort på Marokkos besættelse.

EU-Kommission ligeglad med EU-domstol

I december 2016 besluttede EU-domstolen så, at det ikke var lovligt. EU måtte ikke lave aftaler med Marokko, som indbefatter Vestsahara, uden at befolkningen er blevet hørt. Aftalerne må simpelthen KUN gælde Marokko.

Svaret fra EU-kommissionen er ligeså klart: Det er de sådan set ligeglade med. De fortsætter og er nu i gang med at indhente mandat til at justere aftalerne, så det står helt klart, at de også gælder Vestsahara.

Og befolkningen? Jo hos EU-kommissionen hælder man til, at man jo bare kan spørge nogle af dem, som Marokko selv har udpeget som repræsentanter for Vestsahara.

Frustrerede unge søger fremtid i Europa

Tilbage til debatmødet fra starten. Jeg havde fornøjelsen af at diskutere dette emne med Jalihenna Mohamed Mustafa. Han er repræsentant for Vestsaharas studenterorganisation UESARIO. Og det var ham, som fortalte om situationen i flygtningelejrene.

De havde haft stor tiltro til, at EU-domstolen ville få Kommissionen til at rette ind og skuffelsen var tydelig at mærke på ham.

Og hans vigtigste budskab var egentlig, at EU ikke behøver at løse konflikten, men hvis de bare ville holde op med at tage den ene parts side, ville det virkelig være en hjælp. EU’s forhold til Marokko er med til at fastholde og legimitere besættelsen af Vestsahara.

Og dernæst, at det var helt tydeligt for ham, at mange unge sahrawier er dybt frustrerede over deres manglende fremtidsudsigter, og derfor vender  flere og flere næsen mod Europa.i et desperat forsøg på at se en fremtid for sig.

EU må tage situationen alvorligt

Hvis ikke EU tager dette meget seriøst her og nu – og det tyder intet desværre på – så må man konkludere, at det så sandelig er EU’s egen skyld.

Imens lever hundredtusindvis af mennesker i desperation – og regimet i Marokko består, med alle deres brud på menneskerettighederne, med politibrutalitet, med tortur, mærkelige dødsfald og forsvindinger og andre grove krænkelser. For slet ikke at tale om, at de slet og ret har kriminaliseret enhver handling, som kan skade kongen eller besættelsen af Vestsahara.

EU ser ikke bare på, nej EU bidrager aktivt til, at dette fortsætter. Skammeligt!