Metal-formænd bekymret for EUs pres på arbejdsmarkedet
Af Ib Roslund
”Man går hele tiden kapitalens veje, når man laver politik i EU”, siger formanden for Dansk Metal i Nordvestjylland med en bekymring der deles i Hovedstaden, Odense, Ã…rhus, Randers, Horsens, Vejle, Skjern-Ringkøbing og Københavns Lufthavn forud for Dansk Metals kongres i Aalborg
Den danske arbejdsmarkedsmodel og konfliktretten vil uden tvivl blive nævnte fra talerstolen, når ca. 500 medlemmer af Dansk Metal samles til kongres den 8.-12. september i Aalborg.
Dansk Metal er måske ikke kendt som det mest EU-kritiske fagforbund. Men når EU-Kommissionen kræver lønnedgange i eurolande, foreslår begrænsninger af strejkeretten og forsøges blandet ind i årets mest omtalte konflikt omkring Restaurant Vejlegården, så bekymrer det også metalarbejderne. Det fremgår af en rundspørge blandt 10 af forbundets 43 afdelingsformænd. 9 af dem er bekymret for EU’s betydning, mens den sidste ikke er det.
I Dansk Metal Hovedstaden svarer René Nielsen:
“Jeg er generelt meget bekymret for at arbejdsmarkedet bliver mere reguleret af politikerne. Jeg er sikker på at hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere vil have glæde af en sådan regulering, der så vil bunde i den til enhver tid siddende regering eller flertal i EU, og deres ideologi, og ikke i arbejdsmarkedets behov i tiden.”
“At Morten Messersmidt finder på at drage EU ind i vores indre arbejdsmarkedsmodel, fortæller om en meget flosset dobbeltmoral hos en politikker der normalt sviner samme EU til.”
I Dansk Metal afd. 16 er Henrik Nipper endnu skarpere i sin kritik:
”Som udgangspunkt vil lovgivning fra EU, være af lavest fællesnævner i forhold til det danske arbejdsmarked. Nej, jeg mener ikke det er acceptabelt at EU presse for lønnedgang samt andre forringelser af lønmodtagernes forhold.”
“Ja meget, da det er grundlæggende for den Danske Model på arbejdsmarked at man har konfliktretten, jeg mener også det den rigtige og eneste måde at opnå resultater, ved at man kan påføre hinanden et økonomisk tab.
I Dansk Metal Odense er Lars H. Hansen også kritisk:
”Selvfølgelig er jeg bekymret for den danske model. Hvem er ikke det? Forståelsen for modellen ikke er tilstrækkelig i EU. Jeg syntes, det har været godt, at arbejdsgiverne har været ude med meldinger om, at de skal holde fingrene fra strejke- og konfliktretten. Vi skal have ret til at bevare den danske model.”
I Ã…rhus er Finn Andersen enig:
”Det er ikke rimeligt, at EU blander sig i spørgsmål af social eller faglig karakter. Men desværre har vi set igennem mange år, at de løfter forud for vores folkeafstemninger om at arbejdsforhold bestemmer vi selv ”“ nødderne knækker vi selv – er blevet afløst af grønbøger og hvidbøger om vækst og konkurrence evne – hvor anbefallinger om arbejdstid, løntilbageholdenhed ”“motivationsfaktorer (forstå nedskæringer) i offentlig ydelser, dagpenge osv. indgår i tilrettelægningen at et europæisk arbejdsmarked.
Hvor er det lige den sociale protokol bliver af? Hvordan kan det være, at svensk LO er yders kritisk overfor finanspagten, mens LO Danmark roser?
Og spørgsmål om konfliktret rager ikke EU. Men vi har set EU blande sig og dække sig ind under varernes fri bevægelighed. Laval sagen er ét eksempel, franske vognmænds strejke for år tilbage et andet. At borgelige politikerd både i EU og i Danmark vil smadre arbejdernes rettigheder er ikke nyt, at de vil spise flæsk og forbyde arbejderne at konflikte er heller ikke nyt. Heller ikke kristelige organisationers underbydning og smadring af løn og arbejdsforhold. Men at de går sammen nu hånd i hånd i Danmark ”” dele af pressen, politikerne og kristelige organisationer startet af Indre Mission. Det er nyt i Danmark, men et fænomén, der er set i andre lande”.
I Randers efterlyser Henrik Leth at svare igen på tværs af grænser:
”Fagbevægelsen står med en kæmpe udfordring som vi næppe kan magte nationalt. Presset på løn og arbejdsvilkår forgår på flere områder. Og jeg vender mig kraftigt imod, at EU understøtter liberalisternes angreb på de kollektive aftaler og fagbevægelsen.
Jeg fornemmer, at der er stærke kræfter der ønsker et opgør med den danske model til fordel for et samordnet system med nogle minimale mindstelønninger og flere individuelle aftaler.”
I Horsens undrer Bjarne Sørensen sig over ikke mindst LOs holdning:
”Jeg forstår slet ikke, at dansk fagbevægelse forholder sig til udviklingen, som den gør, og ikke går imod den. Strejkeretten presses af EU. Det er gift for den danske model. Den er under afvikling, hvis man ikke får bremset op for udviklingen. EU’s model bygger på individuelle aftaler, mens den danske model bygger på kollektive aftaler.”
I Vejle mener John Rasmussen, at den danske model er mere truet af EU end strejkeretten:
”Grundlæggende mener jeg ikke, at EU skal regulere noget som helst, hvad angår lønninger på arbejdsmarkedet. Men det er svært at svare isoleret på spørgsmålet, da EU som bekendt fletter alle faktorer sammen lige fra konkurrenceevne til offentlige udgifter. Det er jo faktisk kun er i Skandinavien man praktiserer den ”danske model”. Men mit ønske er naturligvis, at man i EU skal arbejde hen imod denne model.
Man kan roligt konstatere, at den danske model er under et enormt pres fra EU, og at det, efter min mening, kun er en forholdsvis stærk dansk økonomi, der freder den foreløbig. Med hensyn til konfliktretten er den jo heldigvis et meget udbredt kampskridt i alle EU-landene, specielt de store. Derfor tror jeg ikke, at man tør at stække fagbevægelsen på en sådan måde.”
Erik Falk Damborg fra Nordvestjylland kaldet det ”noget hø”:
”Det er noget hø. Man går hele tiden kapitalens veje, når man laver politik i EU. Vi prøver at fordele tingene ligeligt i Danmark, og det er ikke det de bruger i EU. Og det er et problem, at Danmark bare retter ind, siger han og mener, at strejkeretten, lønningerne og arbejdsforholdene er under pres fra EU og af social dumping”.
Og i Skjern-Ringkøbing frygter Helge Albertsen, det hele bliver splittet ad:
”Det er klart, at krisen og de politiske tiltag, den har medført både på lands- som på EU plan giver anledning til dybe panderynker i fagbevægelsen.
Selv anerkendte nobelprismodtagere indenfor økonomi kritiserer EU´s politikere for den måde, de angriber problemerne på med deres nedskæringer og sparepakker.
Følgerne rammer de alm. lønmodtagere og de som står udenfor arbejdsmarkedet. Det vil give grobund for yderliggående kræfter, som vi ser i Tyskland og de sydeuropæiske lande og i det lys kan jeg kun more mig over den borgerlige presses fokus og bekymring på EHL´s partiprogram (revolutionen).
Truslen for en ustabil Europa ligger i de store sociale skel, som EU´s ledere har skabt med deres fejlslagne politik.
Løsningen ligger i et langt sej træk, hvor det drejer sig om at skabe tryghed (længere understøttelse ved ledighed og sygdom), som afføder forbrug og vækst og samtidig satse på en aktiv arbejdsmarkedspolitik rettet mod uddannelse og jobsskabelse. Derved vil vi få en høj produktivitet og en stærk konkurrenceevne hvilket betyder en stigende bruttonationalprodukt.
Det skal betale vores gæld og finansiere fremtidens demografiske udfordringer, men det kræver at denne stigende værdiskabelse (igen) bliver fordelt ligeligt over skattesystemet.
Hidtil har vi kunnet modstå EU´s pres på vores model, og det skyldes en enig Folketing, som har afvist EU´s pres. Med Venstres forslag omkring konfliktretten er denne enighed væk og dermed er Den danske model død. Det kan betyde, at fagbevægelsen vil indtage en helt anden kritisk holdning til EU generelt, og denne destabilisering af hele det danske arbejdsmarked med et stærkt faldende niveau for løn- og arbejdsforholdene kan betyde sammen med ovenstående bemærkninger omkring yderliggående kræfter, at DK udtræder af EU.
Hovedparten af EU´s almindelige lønmodtager vil føle, at de ikke har fået noget ud af medlemsskabet og ligefrem fået det dårligere. Det kan betyde, at EU falder fra hinanden.
Det vil betyde en tilbagevenden til Europas nationalstater med
protektionisme. Historien har vist, hvad følgerne kan blive, og jeg kan være dybt bekymret for den verden, som vores børn og børnebørn må komme til at leve i.
Demokrati og fred har ikke kendetegnet Europa set i historiens lys. Det Vesteuropa, som vi har oplevet efter 2. verdenskrig frem til nu med fred og velstand kan blive en meget lille parantes i Europas krigsfyldte historie set med vore børnebørns pensionistøjne.
Men er det det, Folkebevægelsen mod EU ønsker med deres bestræbelser på at splitte EU ad?”
(Folkebevægelsen bestræber sig ikke på at splitte EU ad. Organisationen har været imod det danske EU-medlemskab og kritiseret EU – bl.a. for at have kurs mod det spirende ragnarok vi oplever i dag. Folkebevægelsen ønsker at alle medlemmer af EU og euroland kan trække sig ud roligt og fredeligt og skabe mulighed for et andet og bedre europæisk og internationalt samarbejde, red.).
Selvom dette nyhedsbrev har særlig næse for EU-kritiske fagforeningsfolk var der én af de 10 adspurgte Metal-formænd, som ikke frygtede EU:
”Jo, mere krise i EU desto større behov er der for at rykke sammen. Jeg ser finanspagten, som et helt nødvendigt kortsigtet instrument. Det som bekymrer mig, er Tysklands Angela Merkels finanspolitiske krav om stramninger. Jeg ser f.eks. Frankrings Hollandes politik, som den rigtige vej. Så mere af Hollande og mindre af borgerlige Merkel.
Jeg er ikke bekymret for EU´s indgriben, men derimod for danske politikere fra Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance som i Danmark har slået politisk plat på konflikten i Vejle. Det er jo paradoksalt, at lige netop Morten Messerscmidt fra Dansk Folkeparti vil benytte EU til mere indgriben i Danmark. Normalt synes Dansk Folkeparti, at EU har for meget indflydelse”, siger John Schwartzbach fra Tele Øst.
EU’s finanspagt, som han forsvarer, har europæisk fagbevægelse (EFS) vendt ryggen.
