Mere militær hjælper ikke flygtningene

I denne uge udkom Amnesty Internationals årsrapport, blandt andet med en skarp kritik af EU’s flygtningepolitik. “EU, verdens rigeste politiske samling, har ikke formået at lave et sammenhængende og humant svar på denne udfordring, som respekterer menneskerettighederne,” skriver organisationen.

Det er en velbegrundet kritik!

Mennesker, der flygter fra krig, har ret til at søge beskyttelse, også i EU. Alligevel glimrer EU med en total mangel på en holdbar og solidarisk tilgang til flygtningespørgsmålet.
Det ser man dagligt, når man arbejder hernede, senest i forbindelse med sidste uges EU-topmøde, hvor flygtningepolitikken var et af to store punkter, som unionens stats- og regeringschefer skulle diskutere.

Ingen enighed

En af grundene til manglen på handling er at unionens medlemslande strides om at skubbe flygtningene fra sig.

EU’s indenrigs- og justistsministre blev i sidste år enige om at fordele 160.000 flygtninge mellem landene, men der er endnu kun fordelt 116 flygtninge.

Netop en langsigtet fordelingsnøgle er noget, de ikke kan blive enige om. Flere lande har på forhånd meldt ud, at de ikke vil acceptere flygtningekvoter, og Østrigs regering har varslet, at de vil indsætte et loft over asylansøgere og gennemrejsende flygtninge.

Samtidig har Danmark og Sverige indført grænsekontrol.

Derfor valgte EU’s ledere også at udskyde den del af debatten fra sidste uge til et hastemøde i marts.

Det er værd at understrege, at 160.000 flygtninge er en dråbe i havet i forhold til hvor mange der er i nærområderne. Et eksempel er Libanon, et land, der er 400 gange mindre end EU’s samlede areal, men som alligevel giver husly 1,2 millioner syriske flygtninge. Faktisk er hver fjerde indbygger i Libanon er flygtning. Det er altså nærområderne, der modtager flest flygtninge allerede.

Samtidig skal man huske på, at EU’s politik selv er med til at skabe grundlaget for de krige og den nød og sult, som folk flygter fra. Så skulle man mene at vi også har et ansvar for at løse problemerne. Men sådan ser EU-toppen desværre ikke på det.

Mere fort Europa

Når EU ikke kan blive enige om at løse problemet på en holdbar og solidarisk måde, forsøger man i stedet at opruste og skubbe det fra sig.

EU-topmødet handlede i høj grad om mere militær oprustning ved unionens ydre grænser og øget overvågning af flygtninge.

Et af de nyere tiltag er de såkaldte hotspots, som er registreringscentre for flygtninge i de lande, som de typisk ankommer til først, indtil videre Grækenland og Italien.

Registreringscenterne bliver brugt som en slags overvågning af flygtningene.

Hotspotsenes funktion er at tage flygtningenes fingeraftryk og registrere dem. Før flygtninge kan få lov til at rejse videre, skal de vente på dokumentation fra centeret. Men ofte er centrene overfyldte, og der kan derfor gå lang tid, før de får svar på deres videre rejse.

EU forsøger også at skubbe problemerne væk med de meget omstridte hjemsendelsesaftaler, hvor lande udenfor EU får økonomisk kompensation mod at tage imod flygtninge, som EU har afvist.

Foreløbig er der sådan en aftale med Tyrkiet. Det betyder, at en flygtning kan risikere at blive sendt tilbage til Tyrkiet, hvis han eller hun får afslag på asyl i for eksempel Danmark.

Aftalen indebærer også, at Tyrkiet skal gøre alt, hvad de kan for at stoppe flygtningene i
at komme videre til Europa.

Sådanne aftaler er et klart brud med menneskerettighedskonventionerne, da de afviste flygtninge kan risikere at være i fare eller få umenneskelig behandling. EU forsøger også at lave hjemsendelsesaftaler med flere afrikanske lande, der ligesom Tyrkiet er under voldsom kritik for ikke at overholde menneskeretskonventionerne?

Det ligger også i støbeskeen, at EU vil opruste ved bevogtningen af unionens ydre grænser.

Det nye forslag om en “Europæisk Grænse- og Kystvagt”er en oprustning af EU’s grænseagentur Frontex.

Hvad kan vi så gøre?

Jeg er glad for, at vi i GUE/NGL, som er den parlamentariske gruppe som Folkebevægelsen mod EU tilhører, arbejder for at sikre flygtninges menneskerettigheder og for en solidarisk flygtningepolitik.

Vi stemmer altid imod flere penge til militær oprustning, såsom Frontex. Vi har længe støttet en sikker rute igennem Europa for flygtninge, da turen gennem Europa er særdeles farlig, blandt andet på grund af tiltagende overfald mod flygtningene.

I forhold til fordelingsnøglen mener jeg, at de lande, som går ind for en sådan bør samarbejde gennem Europarådet eller FN om at fordele flygtningene.

Men det er vigtigt at understrege, at der skal mange forskellige tiltag til, hvis
flygtningekrisen skal løses ”“ ikke mindst i forhold til at stoppe den krig og desperate fattigdom, som tvinger folk på flugt.

Det er ikke noget, der vil ske i EU-regi. Andre internationale samarbejder som FN og Europarådet er meget bedre rustet til at tage hånd om spørgsmålet. Blandt andet fordi de bygger på traktater, som skal fremme menneskerettigheder og demokrati ”“ ikke først og fremmest det indre marked.

FN’s flygtningeorganisation UNHCR har for eksempel en stor viden, men mangler desperat økonomiske midler. Hvis vi virkelig ønsker en løsning flygtningespørgsmålet, vil det på alle måder give mere mening at styrke UNHCR og koordinere på et globalt niveau.
Vi har alle et ansvar for at løse dette i fællesskab og løse det med solidaritet.

Derfor bakker jeg også op om den fælles europæiske aktionsdag for flygtninges rettigheder, som på lørdag samler mennesker i 60 byer i hele Europa.

”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“”“

Indlægget har tidligere været bragt på Nudem.dk