Massakren i Norge på Parlamentets dagsorden
Formanden indledte med at fordømme massakrerne i Norge, hvorefter de enkelte gruppers repræsentanter holdt en tale.
Blandt talerne var Gunnar Hökmark (EPP), Martin Schultz (S&D), Guy Verhofstadt (ALDE), Daniel Cohn-Bendit (G-EFA), Jan Zahradil (ECR), Søren Søndergaard (GUE/NGL), Enrico Speroni Fransesco (EFD), Dodds Diane (løsgænger) og Cecilia Malmström, kommissær
Talerne blev afsluttet med et minuts stilhed.
Tonen i talerne var samstemmende i forhold til massakrerne, men der var også forskelle at spore. Bl.a. lagde Guy Verhofstadt fra den liberale gruppe vægt på, at man ikke måtte glemme, at Anders Breiviks handlinger var et produkt af en tone og en kultur i samfundet.
– Hvis vi bare siger, at det her er afskyeligt, så er det også for nemt […]. Det kan godt være, at Anders Breivik var gal, men vi må også sige, at han er et produkt af et samfund. En bevægelse og et fællesskab af aktivister, chattere og bloggere, som foragter hele vores samfund. Og hvad der slog mig, var at alle fralagde sig ansvaret, sagde Guy Verhofstadt.
Omvendt anlagde kristendemokraternes Gunner Hökmark en mere konfrontatorisk retorik.
– Vi kan sige til alle dem, de ensomme terrorister derude, som organiserer sig, vi forsvarer vores åbne samfund. Vi gør det mere åbent. Det er ikke tomme ord, det er handlingskraftig realisme. Vi siger til dem, I tabte, og vi vandt. Vi vil vinde, og I vil tabe. Vores værdier er stærkere end jeres, sagde Gunner Hökmark.
Søren Søndergaard fremhævede, at den norske statsminister, Stoltenberg, var forbilledlig i sin håndtering af terrorangrebet. I stedet for at erklære krig mod terroren, talte Stoltenberg for, at Norge skulle bevare det frie og åbne samfund.
– For Norge er der et før og et efter den 22. juli. For os i Skandinavien var denne dag på mange måder vores 11. september. […] Andre i lignede situationer ville have krævet hævn, erklæret ”krig mod terror” og gennemført den ene indskrænkning af de demokratiske rettigheder efter den anden. Men ikke Stoltenberg. Han insisterede på, at svaret på denne terrorhandling, er endnu mere demokrati, endnu mere åbenhed og endnu mere humanitet. […] Budskabet fra disse manifestationer har været klart: ”Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk, sagde Søren Søndergaard.
Se alle talerne på video her
Det gøres ved at klikke på “Erklæring fra formanden – massakrerne i Norge”. Herunder kan man i menuen i højre side vælge, hvilken taler, man vil høre.
Oskar Lund Rasmussen