1. maj: Kampen for vores rettigheder er også kampen mod EU
Kære venner!
Hvor er det dejligt, at det er blevet en lille smule sol! Og hvor er det dejligt at vi har fri og kan stå her i dag sammen.
1. maj handler om rettigheder. Det handler om retten til at holde fri i dag og retten til at kæmpe i sin fagforening. Det handler om retten til ordentlige arbejdsforhold, en løn man kan leve af, og et velfærdssamfund, der holder hånden under en, hvis man ikke har noget arbejde.
De faglige og sociale rettigheder, som vi fejrer her i Fælledparken i dag, er de samme rettigheder som igen i år står for skud i EU’s arbejderfjendtlige nedskæringspolitik.
Det er rettigheder, som generationer af seje kvinder og mænd har kæmpet for før os, og som vi i dag kæmper for at bevare og udbygge.
Det er vigtigt! Vi må ikke tro, at blot fordi vi en gang har vundet dem, så er de sikret for altid. For vores rettigheder er under stadigt mere pres.
Det gælder ikke mindst fra EU!
Flere og flere kriser
Igen i år har vi set, hvordan flere og flere kriser hober sig op i EU.
Der er finanskrisen, som er blevet brugt til at indføre strammere og strammere regler med medlemslandenes økonomier.
Der er flygtningekrisen, som også i den grad har vist EU som handlingslammet, og hvor den såkaldte solidaritet imellem medlemslandene er ikke eksisterende. I stedet for at hjælpe ofrene for de krige, mange af medlemslandene selv har været med til at skabe, prøver EU at skubbe ansvaret fra sig ved at indgå beskidte aftaler med Tyrkiet og opruste ved de ydre grænser.
Og så er der arbejdsløshedskrisen, hvor over 20 millioner borgere er arbejdsløse i EU lige nu. Og hvor det er mere end halvdelen af de unge i lande som Spanien og Grækenland, der desperat forsøger at få foden indenfor på arbejdsmarkedet!
Og så har vi slet ikke talt om klimakrisen.
For alle disse kriser gælder det, at EU forsøger at gøre som de altid gør og indføre mere EU for at løse problemerne.
Det hjælper bare ikke! Kriserne bliver ikke løst. Og det er helt almindelige mennesker, der betaler prisen.
Det gælder herhjemme, hvor budgetloven, som kommer direkte fra EU, lægger stramme rammer for hvor mange penge kommunerne og regionerne må bruges på velfærd. Det mærker tusindvis af ansatte i den offentlige sektor hver dag i form af nedskæringer og fyringer. Hvor politikerne på Christiansborg forsøger at gemme sig bag ved fine termer som budgetlov og omprioriteringsbidrag og insisterer på at tale om “nødvendighedens politik”. Det er os alle sammen, der mærker den egentlige pris, når de offentlige ansatte bliver presset ud over kanten og velfærden lider alvorlige knæk.
Og det gælder også i resten af EU’s lande, ikke mindst i Grækenland, som blev tromlet ned af EU med nye brutale sparekrav og mere detailstyring fra Bruxelles, da de forsøgte at bryde med EU’s nedskæringspolitik.
En lille Uber-romance
Over alt i Europa fører EU’s krisepolitik til voksende fattigdom, mere sociale dumping, flere velfærdsnedskæringer og flere angreb på vores rettigheder.
For eksempel er EU nu igang med et nyt havnedirektiv, som forsøger at underminere havnearbejdernes strejkeret. Og kommissionen forhandler hen over hovedet på befolkningerne om handelsaftalerne TTIP og TiSA. De lægger an til omfattende angreb på vores faglige og sociale rettigheder, som i EU’s og USA’s øjne bliver set som “handelsbarrierer” der kan begrænse virksomhedernes profit. Og det går jo ikke!
Det næste store slag bliver om EU’s nye udstationeringsdirektiv, som ikke bare undlader at gøre op med den sociale dumping, der er en direkte følge af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Nej, man vil oven i købet indføre et nyt EU-lønbegreb, som kan komme til at underminere det danske arbejdsmarked endnu mere!
Men det hele er ikke bare sort.
På den romantiske side, så tror jeg godt, at jeg kan tillade mig at afsløre, at EU-Kommissionen er gået hen og blevet sådan lidt småforelskede. I ved, når man bliver sådan lidt lun inden i og kun ser røde roser. Sådan et forhold har Kommissionen udviklet til vores allesammen Uber. Den der service, som i virkeligheden er en taxaservice, men som man forsøger at pakke ind i pæne ord om deleøkonomi, så deres chauffører ingen rettigheder har, får dårlig løn og så man ikke behøver at betale skat.
I Kommissionen synes man det er så utrolig skønt, når nogen er kreative og tjener penge på nye måder. Hvis det samtidig er med til at presse lønningerne (som Kommissionen længe har syntes var for høje), så er det jo endnu bedre.
Men det er ren og skær social dumping! Og ligesom den sociale dumping vi har set fra Ryanair eller på byggeområdet, så presser det arbejdsmarkedet ind i en nedadgående spiral, hvor arbejdstagerne og vores overenskomst-system bliver taberne.
Stigende modstand
Heldigvis fører den politik også til stigende modstand, både her og i resten af Europa.
I december stemte et stort flertal af danskerne nej til at lade EU diktere vores retspolitik. Det betyder blandt andet, at vi ikke bliver en del af EUs overstatslige retspolitik. Det er jeg rigtig glad for!
Om 12 dage går seje aktive på gaden over hele Danmark for at protestere imod nedskæringer på velfærden under titlen velfærdsalliancen. De vil ikke acceptere nedskæringerne, uanset om politikerne kalder det omprioritering, budgetlov eller nødvendighed. Det er nemlig ikke nødvendigt at gøre som EU siger og det er ikke nødvendigt at ødelægge velfærden. Jeg siger, lad os alle sammen støtte op om deres kamp, dette er en fælles kamp, som vi skal vinde.
Her i sidste måned stemte hollændernes så også nej til en EU-afstemning. Og i Storbritannien er utilfredsheden så stor, at deres premierminister Cameron blev presset til at lade briterne stemme om de overhovedet fortsat skal være medlem! Det bliver rigtig spændende at se hvad der sker den 23. juni.
Kom med i kampen
Herhjemme synes vi også, at det er på tide at stemme om EU!
Det EU vi står med i dag har nemlig ændret sig radikalt siden vi blev medlemmer i 70’erne.
Desværre ikke på den gode måde. Det er derfor også på tide, at borgerne bliver spurgt igen, er det faktisk dette her EU vi ønsker eller ønsker vi et helt andet Europæisk samarbejde. Jeg kender godt mit svar; jeg ønsker et Europæisk samarbejde, der styrker demokratiet og velfærden, et samarbejde som er solidarisk både internt og eksternt og som er solidt funderet i befolkningernes ønsker og drømme for vores samfund. Dét Europæiske samarbejde får jeg aldrig igennem EU og derfor vælger jeg også helt klart, at vejen frem er en udmeldelse af EU.
Kravet om en folkeafstemning turnerer vi i Folkebevægelsen mod EU rundt med i landet i disse måneder. Vi samler underskrifter ind på kravet, for at vise eliten, at borgerne ønsker at blive hørt. Det er et vigtigt arbejde, som næppe resulterer i en folkeafstemning i morgen, men som er med til – blandt andre ting – at lægge det pres, som til sidst skal resultere i en rigtig folkeafstemning.
Jeg håber, at I også vil skrive under! I kan finde linket på vores hjemmeside, eller læse mere i den flyer I kan få hos vores seje aktivister lige her nede i boden.
Kære venner!
De faglige og sociale rettigheder, som vi fejrer her i Fælledparken i dag, er de samme rettigheder som igen i år står for skud i EU’s arbejderfjendtlige nedskæringspolitik.
Lad mig derfor slå helt fast: Kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår – kampen for vores rettigheder – er også kampen mod EU!
Rigtig glædelig 1. maj!
—————————————————————————————————————————-IIndlægget har også været bragt på Modkraft.dk
