fbpx Skip to content

Landssekretæren fylder 60 år

Folkebevægelsen mod EU’s landssekretær siden 1996, Poul Gerhard Kristiansen, fylder 60 år fredag den 15. november. Han har med andre ord været rorfører på sekretariatet under folkeafstemningen om euroen og tre parlamentsvalg, hvor tilbagegang blev vendt til fremgang.

Han har været med i Folkebevægelsen siden starten, hvor han som ganske ung var aktiv i Viborg-komiteen. Og i en årrække før hans ansættelse som landssekretær var han medlem af organisationens forretningsudvalg.

På hans CV står bl.a. cand mag i Historie og religion, merkonom i markedsføring, tidl. marketingmedarbejder, projektleder, højskolelærer og daghøjskolelærer.

Fødselsdagen fejres med en reception fredag den 15. november kl. 15-17 hos Retsforbundet på Lyngbyvej 42 i København (Østerbro) arrangeret af Folkebevægelsen mod EU og Retsforbundet.

Find vej – klik her!


Hilsener

Skriv en hilsen – klik her!


Kære Poul Gerhard!
Tak for dit fantastiske engagement, og din vedvarende tro på, at alt bliver godt. Jeg er altid imponeret over din evne til at holde fast, selv om der bliver trukket i dig fra rigtig mange sider på én gang. Kæmpe stort tillykke med dagen, du fortjener at blive fejret!
Hilsen Rina (spidskandidat 2014)

Kære Poul Gerhard
Mange bække små gør en stor å. Men det er nok ikke nogen hemmelighed, at der er løbet mere vand i åen fra din bæk end fra de flestes. Du har været et fast og stabilt anker i den danske EU-modstand i årevis, ja i årtier. At du samtidig har formået at bevare din humor og smittende entusiasme, gør jo kun din indsats endnu mere værdifuld.
Du ønskes tillykke med den runde dag og alt godt i årene fremover.
De bedste hilsner fra Søren (MEP siden 2007)
og de andre på kontoret i Bruxelles

Kære Poul Gerhard.
Tillykke med den runde dag. Gennem mange år har du udført et stort og gedigent politisk arbejde mod EU. Det har mange nydt godt af – med stor taknemlighed.
Mange hilsener
din hengivne Ole (MEP 1994-2006)

Kære Poul Gerhard!
STORT tillykke med de 60 år og håber, du får en dejlig dag med gæster og gaver. Mange tak for din store og utrættelige indsats i kampen for vor fælles sag i Folkebevægelsen mod EU igennem mange år.
Altid har du tid til at svare på de ting, jeg kontakter dig om, og altid er du i stand til at lade din humor skinne igennem. Men du er (heldigvis) også i stand til – en gang imellem, når det bliver for meget for dig – at blive gal og få sagt en masse i en fart!
Er glad for at kende en som dig, og at vi i bevægelsen har en så rummelig landssekretær som dig og god vind fremover.
Vi vil i Jammerbugt komiteen sende dig mange varme tanker på fødselsdagen.
De bedste hilsner
Lis Jensen, Jammerbugt (MEP 1994-1999)

Den trofaste kæmper
For mange år siden fortalte Poul Gerhards socialdemokratiske farbror mig, at Poul Gerhard havde tyret alle partiprogrammer igennem. Da han så nåede til Retsforbundets ”tog pokker ved ham”. Jeg kan tilføje: Og sådan har det været lige siden: En ihærdig kæmper for Retsforbundet og for EU-modstanden, altid i front og uden misvisning, blandt medkæmpere samarbejdets mand og altid med godt humør.
Hjerteligt til lykke og tak for masser af år med godt samarbejde!
Ib Christensen (MEP 1984-1994 samt MF 1973-1975 og 1978-1979)

Tillykke Poul Gerhard
Hvis man om nogen skal sige, at de repræsenterede modstanden mod EU, må det være Poul Gerhard. Fra første færd har han bekæmpet det danske medlemskab, og hvad det har ført med sig. Og som os andre har han svært ved at forstå, at nogen kan blive ved med at være tilhængere af denne udemokratiske og undertrykkende organisation.
Poul Gerhard er fagligt dygtig og har en enorm viden om EU. Men han er også et venligt og omgængeligt menneske, der forstår at tale med de mange forskellige folk, der er med i bevægelsen. Det er uvurderligt i en organisation, der bygger på folks frivillige indsats.
Jeg har i alle årene samarbejdet med Poul Gerhard og haft stor glæde af det. Jeg håber, han kan fortsætte længe endnu.
Sven Skovmand, (medlem af forretningsudvalget og MEP 1979-1984)

Hej Poul Gerhard.
Tillykke med, at du nu runder et skarpt hjørne. Selv om du er forholdsvis lille af statur, har du altid været en sej gut. Det var du allerede, da du første gang blev valgt til landsformand for Retsforbundet i 1981. Og det viste du også, da du afløste mig på posten som landssekretær i Folkebevægelsen mod EU i 1996, efter nogle drøje år dér for mig.
Men du har vist dig mere sej end mig, for du knokler stadigvæk i jobbet på 17. år.
Hjertelig til lykke med det og hjertelig til lykke med din 60 års dag.
Mange hilsner fra Kurt Schultz

Back To Top