Landbruget og EU

I 1972 tilsluttede Danmark sig EF, som det dengang hed. Argumentet om, at landbruget ville få bedre vilkår, spillede en stor rolle for, at der blev stemt JA. Men mange ting har ændret sig siden, og argumentet holder ikke længere. Vi kigger det nærmere efter i sømmene.

Af Folkebevægelsen mod EU’s Erhvervsudvalg

Alle kan vist være enige om, at det har været en stor fordel for to af landbrugets følgeindustrier, nemlig de offentlige kontrolinstanser og de private rådgivere, som begge arbejder med EU-reglerne.

Mange personer har fundet en glimrende levevej i disse sektorer, som tilmed er i stadig vækst. Men selve landbruget, der jo i høj grad er et vigtigt eksporterhverv til gavn for hele det danske folk, har næppe på samme måde fået ønskerne opfyldt.

Hvad er gået galt?  

Langt over halvdelen af landbrugseksporten går jo til lande uden for EURO-zonen. Så grundlæggende kan man jo stille spørgsmålstegn ved den højt besungne ”kurssikkerhed”, som Danmark har på grund af linket til EUROen.

Det er nemlig kurs-usikkerhed overfor alle andre valutaer, som landbrugseksporten altså samlet set er mere afhængig af.  En fri valutakurs (som Sverige hylder) ville tilpasse sig et gennemsnit af kurserne for de lande, vi handler med og ville således samlet set give en bedre kurssikkerhed for udlandshandlen.

Heldigvis var den danske befolkning klogere end vore tonesættere, for de stemte nemlig nej til EUROen. Og derfor kan vi heldigvis relativt nemt komme fri af EUROen, en vigtig ting at holde fast i.

EU-støtte og stigende jordpriser

EF/EU medlemskabet gav også landbruget ”fordelen” ved EU’s fælles landbrugspolitik, der udløste store midler i diverse støtteordninger. Naturligvis var dette en fordel for de allerede etablerede – det var så at sige en check fra himlen.

Men støtten kapitaliserer sig jo i jordprisen, der blev drevet yderligere op af harmonikrav, udlånsiver, etc. Så de senere generationer af landmænd har så rigeligt ”købt” støtten og er jo så stillet, som om støtten ikke fandtes – blot kan de ikke undvære den til renter og afdrag. Boblen er endda bristet, så mange sidder med en negativ egenkapital.

Derudover har konkurrencen på verdensmarkedet krævet så store produktivitetsforbedringer, at brugsstørrelserne er vokset enormt. Dette er dog ikke EU’s skyld, og det er næppe noget vi under nogen omstændigheder kunne have undgået.

EU’s dødsstød mod dansk landbrug

Disse forhold øger kapitalkravet til at erhverve en ejendom, så selvejet i virkeligheden ikke længere kan fortsætte.  Og her kan EU-medlemsskabet så sætte det sidste dødsstød ind mod dansk landbrug.

Da der skal tilføres kapital udefra, var det nærliggende at give danske pensionskasser og så videre eneret til at skyde penge ind. Eller endnu bedre, lade staten gøre det og drive landbruget på konjunkturbestemte jordrentevilkår.

Men det tillader EU ikke. Udenlandsk kapital skal kunne være med. Og så er spillet gående. I løbet af det næste årti vil vi formentlig se, at store dele af Danmark købes væk under fødderne af os.

Det er det værste, som kan ske, for det er dybest set ikke os, den nuværende generation, der ejer jorden; men jorden er vort folks livsgrundlag og Danmarks egentlige råstof.

Ja, sådan går det (ikke bare på landbrugsområdet) når nuets politikere – bakket op af samfundseliten – tankeløst overtaler flertallet til at afgive af Danmarks århundredegamle selvstændighed og af vort folkestyre.

Vi ender som hjemløse i vort eget land, hvis vi ikke tager skeen i den anden hånd med hensyn til EU og alle dets gerninger og al dets væsen.