fbpx Skip to content

Læserbrev: Mere magt til EU – NEJ TAK!

Hanne Michelsen
Mangeårigt medlem af Folkebevægelsen mod EU og aktiv i komiteen Indre By/ Christianshavn
04/09/2024

I EU sover de aldrig. Magten centreres konstant. Når der skal ske store skridt frem mod EU-staten, indledes det gerne med en rapport.

Sådan var det f.eks. med Tindemansrapporten i 1975. Den rapport, der har sat sig de tydeligste spor, blev udarbejdet af kommissionsformand Jacques Delors i 1989. Rapporten lagde grunden til Det Indre Marked. Delors kom i 1993 med en udtalelse, der skulle vise sig at blive definerende for den politik, som Den Europæiske Union i årene efter fik gennemtrumfet i medlemslandene. Sådan lød ordene den gang: “De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaten som en lænke om anklen”. Det Indre Marked bygger på den frie bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og serviceydelser. Det har skabt fattigdom og en million-hær af retsløse arbejdere. Velfærdssamfundene er blevet nedbrudt med bl.a. ”Budgetloven” som redskab. I december sidste år døde Jacques Delors, og han har nu fået et institut opkaldt efter sig. På dette institut videreføres arven efter ham. Præsidenten for instituttet hedder Enrico Letta. Han udsendte i april en diger rapport, der var på dagsordenen, da EU’s stats- og regeringschefer holdt topmøde senere samme måned. Bemærk, at Lettas rapport er bestilt af EU-kommissionen. Den kommer til at danne rammen for Unionens udvikling de kommende år. Den hedder ”Meget mere end et marked”.

Til de fire friheder skal der nu tilføjes en femte. Friheden til grænseløs forskning. Det vil især komme de store monopoler indenfor medicinal- og fødevareindustri til gode. Altså mere frihed for kapitalstyring fremfor samfundsstyring. Denne politik skal fremover i højere grad gennemføres gennem ”forordninger” frem for direktiver. En forordning er umiddelbart gældende i alle medlemslande, mens et direktiv skal tilpasses og vedtages i de enkelte parlamenter. Altså endnu en centralisering af magt. I Folkebevægelsen siger vi et stort NEJ til indholdet i den rapport!

Vil du også være med til bekæmpe EU-staten og arbejde for en udmeldelse af EU. Gå ind på https://www.folkebevaegelsen.dk/ Her kan du melde dig ind i Folkebevægelsen mod EU og deltage i arbejdet. Og du kan støtte os økonomisk.

Læserbrevet er oprindeligt bragt i lokalavisen Christianshavneren september 2024 

Back To Top